Ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, og det glæder Dansk Folkepartis Karina Adsbøl. Hun mener, at de ældre tilfører samfundet værdifuld livserfaring.
Danske ældre trækker sig markant senere tilbage fra arbejdsmarkedet, end de gjorde for 20 år siden, og tendensen ser kun ud til at fortsætte.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
En gruppe forskere fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har undersøgt ældres tilbagetrækningsalder og grund til at forlade arbejdsmarkedet i perioden 1997 til 2017. Og resultaterne er klare: Danske ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, og når de engang trækker sig tilbage, skyldes det i højere grad familie, fritid og pension.
Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl ser positivt på tendensen til, at ældre bliver længere på arbejdsmarkedet.
”Det synes jeg er helt fantastisk. Det grå guld har en livserfaring, som er meget værdifuld,” siger hun til Kristeligt Dagblad.
“Det grå guld har en livserfaring, som er meget værdifuld”
Karina Adsbøl, ældreordfører (DF)
Den samme begejstring deler Socialdemokratiets ældreordfører Birgitte Vind. Hun mener ligesom Adsbøl, at samfundet har godt af livs- og erhvervserfaringen fra de ældre medarbejdere.
Den teknologiske fremtid
Karina Adsbøl er dog også bekymret for, at arbejdsmarkedet er på vej mod en mere digital virkelighed, og at det kan betyde, at nogle ældre vil have svært ved at følge med.
”For mange ældre er den teknologiske udvikling en udfordring og for andre ikke. Jeg håber, at der vil blive taget individuelle hensyn,” siger hun til Kristeligt Dagblad.