Messerschmidts advokat: Skandale at Meld & Feld-afgørelse udskydes igen

0
3783
Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt har stadig ikke fået svar på, om Bagmandspolitit mener, at der er skal rejses tiltale mod ham i Meld & Feld-sagen. Han er dog overbevist om, at der ikke er grundlag for en sag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Bagmandspolitiet udskyder igen afgørelsen i Meld & Feld-sagen om påstået misbrug af EU-midler. Morten Messerschmidts advokat kalder det en skandale, og formanden for retsudvalget betegner den lange sagsbehandling som et demokratisk problem

En skandale. Sådan betegner Peter Trudsø, advokat for Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt, at Bagmandspolitiet (SØIK) endnu en gang har udsat afgørelsen i den såkaldte Meld & Feld-sag, hvor Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti beskyldes for misbrug af EU-midler.

“Som Morten Messerschmidts advokat, der kender alle bilagene i sagen, er det mig helt uforståeligt, at sagen ikke for længst er blevet lukket,” siger Peter Trudsø til Ritzau.

Det er tre år siden, at Bagmandspolitiet fik overdraget sagens bilag fra EUs antisvindelenhed OLAF i 2018 og det er nu mere end 16 måneder siden, at OLAF afleverede sin færdige rapport om sagen.

Alligevel har Bagmandspolitiet nu meddelt i et svar til Folketingets retsudvalg, at man først forventer at tage stilling til, om der skal rejses en straffesag, i første halvår af 2021.

“Nu er der så åbenbart afsat et kvartal mere til færdiggørelse af sagen. Jeg har i dag kontaktet Søik og bedt om en forklaring. Under alle omstændigheder er sagsbehandlingstiden i denne sag en skandale,” siger Peter Trudsø til Ritzau.

V-politiker: Demokratisk problem

Også Kåre Pihlmann, der repræsenterer den tidligere EU-parlamentariker Allan Vistisen, kritiserer Bagmandspolitiet ekstremt sløve sagsbehandling.

“Til sommer er det tre år siden, at vi overleverede sagens bilag til Søik, og til april er det to år siden, at min klient deltog i en lang afhøring. Også politikere har krav på at få behandlet deres sager inden rimelig tid,” siger Kåre Pihlmann.

Formanden for Folketingets retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), er også kritisk. Han kalder det et demokratisk problem, at sagen er lang tid undervejs.

“Jeg skal ikke gøre mig til dommer i sagen. Enten skal der rejses en tiltale, eller også skal der ske påtaleopgivelse. Men man kan ikke have en mand hængende i limbo i så lang tid,” siger Preben Bang Henriksen om sagen, der startede med politianmeldelse mod Morten Messerschmidt i august 2016.

Det vil sige, at behandlingen af sagen, som omhandler udbetalinger i 2014-2015 af tilskud til EU-aktiviteter, nu har været fire et halvt – 4,5 – år, undervejs.

Messerschmidt: Afventer med sindsro

Morten Messerschmidt venter i øvrigt på afgørelsen med sindsro. Han har haft lejlighed til at læse den 40 siders rapport fra OLAF hos sin advokat Peter Trudsø, og han skrev i januar 2020 en kronik i Jyllands-Posten følgende om sagen:

“Nu afventer vi så Bagmandspolitiet. Det gør jeg med sindsro. OLAFs konklusioner afspejler nemlig på ingen måde de seneste fire års pressehysteri. Og selvom det er træls med kritik, giver rapporten et markant andet billede end det, Ekstra Bladets læsere og andre mediebrugere nok sidder med. Det glæder jeg mig over”.

Læs også:

Messerschmidt: Løgn og hysteri i pressens dækning af Meld & Feld

Meld & Feld: DF håber på hurtig afgørelse fra bagmandspolitiet