MORGEN: Liselott Blixt træt af skiftende corona-meldinger | Heunicke fik besked om smitterisiko 29. januar

0
5500
Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på tirsdagens pressemøde i Statsministeriet,hvor han fastslog at det er "meget usandsynligt" at Danmark bliver ramt af en 2. smittebølge. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Blixt træt af skiftende sundhedsmeldinger: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro længere”

På seks dage har Statens Serum Institut givet to forskellige meldinger om risikoen for en anden smittebølge. I torsdags var der “betydleig risiko”. Nu er det “meget usandsynlig”

CORONA | “De skøjter rundt i deres meldingerne og anbefalingerne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro længere”. Det siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt til BT, efter at Statens Serum Instituts faglige direktør Kaare Mølbak tirsdag på et pressemøde i Statsministeriet sagde, at risikoen for en 2. smittebølge med corona er “meget usandsynlig”.

Udtalelsen kom bare seks dage efter, at partilederne forhandlede om genåbningen af Danmark på baggrund af en rapport fra Statens Serum Institut, hvor der stod at der er “en betydelig risiko” for at der kommer en anden bølge af epidemien. Den følger efter andre skiftende meldinger og strategier om test og værnemidler, og det vækker kritik på Christiansborg.

“Hvis jeg er forvirret over de stiftende meldinger, så er de fleste danskere det nok også. Og det er et seriøst problem i en krise,” siger Liselott Blixt til BT.

“Hvis jeg er forvirret over de stiftende meldinger, så er de fleste danskere det nok også”

Liselott Blixt, sundhedsordfører (DF), til BT

Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh er også kritisk:

“Det er meget svært at træffe beslutninger, når regeringen og sundhedsmyndighederne fører en zigzag-kurs, hvor de kommunikerer i øst og vest,” siger han til BT.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke på vej til tirsdagens åbne samråd. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Sundhedsminister fik notat om tidlig smitte allerede den 29. januar

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste for første gang i et samråd tirsdag, at han fik et notat om at corona kan smitte før symptomer allerede 29. januar. Ministeren mener selv at han og sundhedsmyndighederne har reageret hurtigt under coronakrisen

CORONASMITTE | Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fik 29. januar et notat fra Sundhedsstyrelsen, hvori der stod, at “det forlyder fra de kinesiske myndigheder, at der kan ske smitte før symptomdebut”. Det oplyste han tirsdag i et samråd med Folketingets sundheds- og ældreudvalg.

Dansk Folkeparti har flere gange spurgt ministeren, hvornår han personligt blev orienteret om, at coronavirus kan smitte fra personer, der endnu ikke har symptomer. Der gik nemlig flere uger, inden Sundhedsstyrelsen ændrede strategi og retningslinjer, trods de nye oplysninger. Indtil 21. april hed det i styrelsens retningslinjer, at det er “uklart i hvilket omfang, personer uden symptomer kan medvirke til at sprede smitte”.

Sundhedsministeren mener imidlertid ikke, at sundhedsmyndighederne og regeringen har været længe om at reagere.

“Der er handlet hurtigt, effektivt og resolut fra de danske myndigheder og fra regeringens side, og det betyder, at vi i Danmark er et sted, hvor vi gradvist kan genåbne vores samfund,” sagde ministeren i tirsdagens samråd, i følge Ritzau.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt havde indkaldt til tirsdagens samråd. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

DFs sundhedsordfører Liselott Blixt, som havde indkaldt til samrådet, mener, at ministeren og myndighederne var for længe om at reagere:

“Det er ikke godt nok, når man ser på, hvad der kunne være gjort, hvis man havde set den risiko og gjort noget ved det. Samt hvad det har kostet at lukke hele samfundet ned. For Dansk Folkeparti er det vigtigt at vide, hvorfor der gik så mange uger, og hvornår ministeren selv blev klar over det. Samt hvad ministeren gjorde med den viden, han fik,” sagde Liselott Blixt i tirsdagens samråd.

DF stiller igen spørgsmål om sagen til Magnus Heunicke i Folketingets spørgetid onsdag.

Morten Messerschmidt, klima- energi og EU-ordfører, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

DF er villig til lempe vindmølleloft, hvis naboer får højere erstatning

DF “insisterer” på at beskytte folk, der generes af vindmøller, siger klimaordfører Morten Messerschmidt til Politiken

VINDMØLLER | Dansk Folkeparti er klar til at droppe loftet over antallet af vindmøller på land, hvis naboer til nye møller kan få bedre kompensation.

Det siger DFs klima- og energiordfører Morten Messerschmidt til Politiken.

En to år gammel politisk aftale har fastsat, at der maksimalt må stå 1850 vindmøller på land i 2030. Det er halvt så mange som i dag, og Messerschmidt understreger overfor Politiken, at DF “insisterer på at beskytte de folk, som i dag er generet af vindmøller”.

“Vi kan godt undersøge, om noget andet kan træde i stedet for loftet, så nye møller tager endnu bedre hensyn til lokalbefolkningen og sikrer dem erstatning for den gene og det værditab, som møllerne giver,” siger Morten Messerschmidt til Politiken.

Annoncen fra de 20 butikskæder.

Protestannonce fra butikskæder: Kan vi bytte hjælpepakken?

Tvangslukkede butikker i storcentre kan ikke få fuld kompensation, hvis de er en del af en kæde med ét cvr-nummer

HJÆLPEPAKKE | “Vi har fået en hjælpepakke, der har en fejl. Kan vi bytte den?”. Sådan lyder det i en annonce, som 20 butikskæder onsdag har indrykket i Børsen, Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken.

I annoncen kritiserer de 20 kæder, som bl.a. tæller Sportmaster, BabySam, Imerco, Skoringen og Bahne, at det er “helt tilfældigt, hvem der bliver hjulpet af pakkerne”. Kompensationen udregnes nemlig efter CVR-nummer, så hvis en kæde er samlet i én virksomhed, får de tvangslukkede butikker ikke 100 % kompensation, hvis bare én af kædens butikker kan holde åbent.

“Fejlen er administrativ, men nem at rette. Og det kan redde mange danske butikker. Så skulle vi ikke se at få byttet den pakke – måske endda med et smil?,” skriver butikskæderne.

De 20 butikskæder, der står bag annoncen.

Erhvervsstyrelsen skriver i et svar til TV2, at fordelingen af kompensation efter CVR-nummer er en nødvendighed:

“Det giver ikke mindst størst mulig gennemsigtighed i forbindelse med kontrollen, da virksomhedernes indrapportering af omsætning, regnskaber, momsindberetninger med videre også sker på deres CVR-nummer,” skriver Erhvervsstyrelsen.

ANDRE NYHEDER

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på tirsdagens pressemøde i Statsministeriet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

DR: Brostrøms styrelse fik to år i træk nej til at styrke dansk sundhedsberedskab

DR: 34 kommuner har ingen nye smittede: Fyn går næsten fri

TV2: Norge åbner sine grænser igen – for særlige rejsende

TWITTER & FACEBOOK

Kristian Thulesen Dahl på Twitter. Læs også: Ingen begrænsninger på muslimske begravelsesoptog, men kristne begravelser skal overholde corona-regler

Peter Skaarup om udviklingen i Sverige – på Twitter: