Ingen begrænsninger på muslimske begravelsesoptog, men kristne begravelser skal overholde corona-regler

0
19211
Digteren Yahya Hassans muslimske begravelse i Aarhus har afdækket, at Fokekirken har tolket reglerne om antal deltagere ved den udendørs del af begravelser alt for stramt. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Digteren Yahya Hassans begravelse har afsløret total forvirring om coronareglerne for begravelser og bisættelser. Kirkeministeren kendte ikke reglerne, og politiet har muligvis administreret forkert. DFs kirkeordfører Marie Krarup kræver nu en afklaring. ”Skandaløst og sørgeligt,” mener hun

Det var helt efter reglerne, da 200-300 mennesker tirsdag deltog i begravelsen af digteren Yahya Hassan på den muslimsk gravplads på Vestre kirkegård i Aarhus. Det har politiet i Aarhus oplyst til flere medier. Ifølge fungerende politiinspektør Gert Bisgaard er udendørs begravelser og bisættelser nemlig undtaget fra forbuddet mod at forsamles mere end 10 mennesker:

“Når bisættelsen eller begravelsen foregår i det fri, er man ikke omfattet af forsamlingsforbuddet. Derfor har man mulighed for at være rigtig mange til en begravelse, som vi så det i dag (tirsdag, red.),” sagde Gert Bisgaard til avisen.

Men det betyder ikke, at lige så mange må samles udendørs til jordpåskastelsen eller urnenedsættelsen ved en kristen begravelse. I hvert fald ikke ifølge de regler, som Rigspolitiet administrerer efter. På Rigspolitiets hjemmeside står der:

”Begravelser og bisættelser må afholdes uden begrænsningen på 10 personer dog skal kravene til gulvareal, indretning, information og mulighed for god hygiejne være opfyldt. Tilstedeværelse på en kirkegård i forbindelse med jordfæstelse er omfattet af begravelsen. Derimod vil et gående begravelsesoptog ikke være en del af begravelsen”.

Fra Rigspolitiets hjemmeside.

Med andre ord: Når begravelsen/bisættelsen er startet inde i kirken, gælder de samme begrænsninger udendørs, som indenfor, hvor der skal være minimum fire kvadratmeter pr. person.

Minister kendte ikke reglerne

Eller gør de? Yahya Hassans begravelse har afsløret, at der er total forvirring om reglerne for bisættelser og begravelser. Onsdag sagde kirkeminister Joy Mogensen (S) i Folketinget i et svar til Dansk Folkepartis kirkeordfører Marie Krarup, at Yahya Hassans begravelse ikke overholdt reglerne:

“Jeg vil gerne gøre det meget tydeligt, at den begravelse, som jeg også med meget stor mistro og forundring så billeder fra, på ingen måde er sanktioneret af myndighederne. Der gælder præcis de samme regler for alle trossamfund,” lød det fra ministeren.

Fra Yahya Hassans begravelse på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Men tre timer senere fik kirkeordførerne en mail fra Joy Mogensen. Her beklagede hun, at hun havde givet et forkert svar i Folketinget. Efter en nærmere granskning af reglerne var ministeriet nået frem til samme konklusion som politiet i Aarhus:

”Ved begravelse og bisættelse, hvor handlingen foregår udendørs, gælder der ingen begrænsning i deltagerantallet,” forklarede kirkeministeren.

Kirkeminister Joy Mogensen i Folketingets spørgetid onsdag.

Skulle stå bag kirkemuren

Men mange præster har fået den modsatte besked, når de har spurgt. Kristeligt Dagblad kan torsdag fortælle om en begravelse i Thy, hvor 20 personer fik forbud mod at gå ind på kirkegården til jordpåkastelsen efter begravelsen. I stedet blev de bedt om at rykke om bag kirkemuren, hvorfra de kunne følge begravelsen på fem meters afstand.

Christian Roar Pedersen er sognepræst i Hals og Hou Kirker i Nordjylland. Han siger sådan her til Kristeligt Dagblad:

“Jeg har hørt om begravelser, hvor børnebørn ikke har kunnet være med til at tage afsked med deres bedsteforældre på grund af denne misforståelse. Hvis præster havde kendt til disse regler, kunne de jo have flyttet noget af ceremonien ud på kirkegården for at give alle mulighed for at være med”.

Og går man ind på eksempelvis Aarhus Kommunes hjemmeside, står der sådan her om urnenedsættelser i det fri:

“Ved urnenedsættelser gælder det, at højst 10 personer må samles udenfor, da urnenedsættelser ikke er undtaget myndighedernes regler”.

Fra Aarhus Kommunes hjemmeside.

Marie Krarup: Skandaløs forvirring

Marie Krarup er forarget over, at der er givet så forskellige meldinger. Hun har nu bedt kirkeministeren om en præcisering af reglerne. Samtidig fastslår hun, at det ”simpelthen er så sørgeligt”, at der er givet forkert besked om, hvor mange der må være samlet til en udendørs kristen begravelse.

”Det er jo fuldstændig forrykt at politiet siger, at man må være så mange vil, når det er et  begravelsesoptog, men at der er begrænsninger, når det er en kristen begravelse. Det er helt gak, og meget tyder da også på, at politiet har administreret ud fra nogle forkerte regler. Derfor har jeg bedt kirkeministeren om at få præciseret retningslinjerne. Det skal fremgå klart, at der ikke er begrænsninger udendørs, uanset om det er en begravelse, urnenedsættelse eller begravelsesoptog,” siger Marie Krarup.

Marie Krarup, Indfødsrets- og integrationsordfører, Undervisningsordfører, kirkeordfører,
Kirkeordfører, børneordfører, gymnasieordfører, ordfører vedr. det danske og det tyske mindretal. Foto: Steen Brogaard

Hun kalder det skandaløst, at der er administreret efter forkerte regler i ugevis.

”Man må sige tak til Yahya Hassan for at det her er kommet frem i lyset. Det er simpelt for dårligt, at det her ikke er blevet afklaret for længe siden. Jeg er desuden vred over, at biskopper og provster ikke har presset på for at få det her opklaret. De har været alt for bovlamme,” siger Marie Krarup.

Læs også: 200-300 deltog i digteren Yahya Hassans begravelse – andre får at vide, de kun må være 10