God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
Minister i kovending: Kirker må alligevel ikke åbne i påsken
Kirkeminister Joy Mogensen sagde ellers onsdag, at regeringen vil lade kirker være åbne i begrænset omgang. DFs kirkeordfører Marie Krarup er skuffet
KIRKER | Påsken er kirkens vigtigste højtid, men i år vil kirkebænkene formentligt være tomme, skriver Ritzau torsdag aften.
Kirkeminister Joy Mogensen (S) sagde ellers onsdag, at regeringen arbejdede på at gøre det muligt for de ellers lukkede kirker at holde påskegudstjenester i begrænset omfang. Men nu vender hun rundt. I en pressemeddelelse torsdag aften oplyser ministeren at kirker alligevel ikke skal holde åben i påsken.
Flere af Folketingets kirkeordførere har udtrykt ønske om at diskutere en åbning kirkerne. Joy Mogensen vil nu anbefale ordførerne, at man ikke går videre med overvejelserne.
Dansk Folkepartis kirkeordfører, Marie Krarup, er skuffet.
”Det er en tid, hvor folk mister deres kære og er bange for at dø. Og lige præcis nu vil det være smukt, hvis man kan høre påskebudskabet,” siger hun til Ritzau.
”Jeg synes også, at man skal holde fast. Men når det er muligt at gå i Føtex på en coronasikker måde, så er det også sikkert at gå ind og ud af en kirke på en coronasikker måde,” lyder det fra kirkeordføreren.
Læs også: Marie Krarup: Lad kirkerne holde åbent i Påsken
TV2 opfordrede børn til at takke Mette Frederiksen
TV2 skrev til skoleleder for at finde børn, der ville takke statsministeren i lørdagsprogrammet “Danmark står sammen”. Det oplyser TV2 selv i mediepodcasten Q&Co
MEDIER | “Jeg vil gerne sige tak for alle de pressemøder du holder”. “Jeg er meget taknemmelig for, at du passer godt på os allesammen”. Sådan lød et par hilsner til statsminister Mette Frederiksen fra en række børn, som lørdag aften medvirkede i TV2-programmet “Danmark står sammen”. Nu viser det sig, at TV2 selv havde søgt efter børn, som ville takke statsministeren. Det oplyser den programansvarlige fra TV2 til mediepodcasten Q&Co, som politisk kommentator Henrik Qvortrup er vært på.
“Jeg er meget taknemmelig for, at du passer godt på os allesammen”
Barn til Mette Frederiksen på TV2 lørdag aften
“Vi skrev til en skoleleder og spurgte, om han ville sende et brev videre til nogle forældre og spørge, om der var nogle børn, der kunne have lyst til at sige en tak til Mette Frederiksen,” fortæller TV2s Henriette Ladegaard i Q&Co.
Henrik Qvortrup sammenlignede tidligere på ugen på Twitter TV2s børneindslag med Nordkorea. Men Henriette Ladegaard mener ikke, at der er noget problematisk i at børn på tv takker statsministeren. For det er en særlig situation, forklarer hun:
“Det var et ekstraordinært program, der handlede om at takke alle danskere, der står sammen. Der er truffet nogle beslutninger, der har meget store konsekvenser for os alle, og derfor synes vi det var naturligt at børnene også takkede statsministeren,” siger Henriette Ladegaard, der afviser, at børnene blev spændt for en politisk vogn.
På Henrik Qvortrups spørgsmål, om børnene kunne have fået lov at udtale sig kritisk om statsministeren, siger TV2-chefen at “den kritiske journalistik tager vores dygtige nyhedsredaktion sig af”.
Q&Co produceres af MediaWatch. Indslaget om Mette Frederiksen starter 9.14 minutter inde i ugens udsendelse. Lyt med her.
Hospitaler aflyser tusindvis af operationer
Danske hospitaler er nødt til at aflyse mindst 11.000 operationer som følge af coronakrisen. Flere steder sender hospitalerne en del af medarbejderne hjem
CORONA |Mindst 11.000 danske operationer er blevet aflyst, siden statsminister Mette Frederiksen 13. marts gav ordre til, at sygehuse skal lukkes for al ikke akut behandling. Det viser tal fra de danske regioner, som Ekstra Bladet har fået indsigt i. I Region Hovedstaden er cirka 6.700 operationer blevet aflyst på grund af coronakrisen.
Sundhedsordførere på tværs af politiske skel er enige om, at sundhedsvæsnet måtte sætte alt ind mod corona.
”Man bør undersøge, om man ikke kunne tage fat på nogle af de patienter, der venter og ikke har det særlig godt,” siger DFs sundhedsordfører Liselott Blixt til Ekstra Bladet.
Hos Venstre ser man gerne en plan for, hvordan sundhedsvæsnet efter påske forhåbentligt kan åbne op igen:
”Sundhedsministeren bør snarest – gerne i samarbejde med regionerne – lægge en plan for, hvordan vi får genåbnet sundhedsvæsenet. Herunder at få omstillet systemerne og se på, hvilke patienter der skal til først,” siger sundhedsordfører Martin Geertsen til avisen.
Erhvervslivet advarer: Ingen klimaafgifter nu
Flybranchen, transporterhvervet og landbruget advarer i Politiken mod at indføre nye afgifter i en situation, hvor dansk økonomi er i knæ
KLIMA | Flere brancher er sendt ud i en overlevelseskamp på grund af coronakrisen, og derfor bør regeringen udskyde klimaafgifter og andre tiltag, som vil belaste økonomien yderligere i dansk erhvervsliv. Sådan lyder appellen fra flere brancher i dagens Politiken.
Brancheforeningen Dansk Luftfarts direktør Michael Svane kalder det “nærmest grotesk” at overveje flyafgifter på et tidspunkt, hvor flåden af passerfly har stået på jorden i ugevis.
“Det vil ikke bare føles som et slag i ansigtet, men også som et signal om, at man ikke mener, at luftfartsbranchen hører til i Danmark,” siger han til Politiken.
“Det vil føles som et signal om, at man ikke mener, at luftfartsbranchen hører til i Danmark”
Michael Svane, direktør i Dansk Luftfart, til Politiken
Direktør Erik Østergaard fra vognmændenes brancheforening Dansk Transport og Logistik kommer med en lignende advarsel:
“Kæmpestore geværgreb, som i bred forstand pålægger erhvervslivet stigende omkostninger i en situation, hvor vi skal have økonomien op i gear igen, giver ikke mening,” siger han.
Landbrug & Fødevares Martin Merrild afviser ligeledes, at der kan indføres afgifter, der f.eks. gør oksekød dyrere.
Advarslerne gør dog ikke det store indtryk på regeringens støttepartier. Klimaordførerne fra SF og Enhedslisten fastholder overfor Politiken, at afgifter er nødvendige for at bane vejen for en grøn omstilling.
Folketingets partier skal luge ud i egne forslag
Partierne i Folketinget er blevet bedt om at gennemgå deres egne beslutningsforslag og vurdere, hvilke der kan udskydes. DFs gruppeforamdn Peter Skaarup foreslår, at Folketinget udskyder sin sommerferie
DEMOKRATI | Folketingets partier har fået to uger til at luge ud i 91 beslutningsforslag, som skulle have været til behandling i Folketinget inden sommerferien. Det skriver DR.dk. På et møde i Udvalget for Forretningsordenen er partierne torsdag blevet enige om, at de hver især skal gennemgå egne beslutningsforslag og vurdere, om de kan udskydes af hensyn til coronakrisen. “Ellers får Folketinget simpelthen forstoppelse,” som Folketingets 1. næstformand Karen Ellemann (V) siger til DR.
Dansk Folkeparti har hele 23 beslutningsforslag, som skulle have været til debat i salen inden sommerferien. DFs gruppeformand Peter Skaarup siger, at DF nu vil gennemgå forslagene og vurdere, hvilke der kan udskydes.
“Det er vigtigt, at Folketinget først og fremmest vedtager lovgivning, der har sigte på at lindre danskernes smerte under coronakrisen,” siger Skaarup til DR.
Folketinget går normalt åpå sommerferie omkring grundlovsdag den 5. juni, men Pter Skarup forelsår, at sommerferien udskydes.
“Vi synes, det er en gammeldags ordning, at Folketinget nødvendigvis skal gå på ferie i så lang tid. Jeg ved godt, der foregår meget i Folketinget, selvom man officielt ikke har samling i sommerferien. Men vi kunne sagtens holde møder hen i juli og hen over sommeren,” siger han.
TWITTER & FACEBOOK
Marie Krarup udtrykker på Twitter skuffelse over kirkeminister Joy Mogensen:
Peter Skaarup glæder sig på Twitter over, at DF fik sit ændringsforslag om udvisning af udlændinge for coronaforbrydelser vedtaget: