God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
DF vil have S til at garantere grænsekontrol
DF-formand krævede garanti fra statsminister, efter at radikale har krævet grænsekontrollen afskaffet
GRÆNSEKONTROL | Partiformand Kristian Thulesen Dahl bad tirsdag statsminister Mette Frederiksen om at redegøre for, hvordan hun vil sikre den danske grænsekontrol, efter De Radikale har krævet kontrollen afskaffet og tøvet med at finde finansiering under de igangværende finanslovsforhandlinger.
»Grænsekontrollen er vigtig. Så vi kommer ikke til at sætte spørgsmålstegn ved, om der skal være grænsekontrol. Mig bekendt er der fortsat et massivt flertal for grænsekontrol i Folketinget,« lød svaret fra Mette Frederiksen, som derefter kiggede rundt på partilederne i blå blok: »Der nikkes ikke, men så vidt jeg kan se, er mandaterne bag en grænsekontrol stadig fuldstændig intakte.«
DF-ordfører vil have undersøgt, om iPads gør børn til dårligere læsere
Frygter at brugen af Ipads i skolen går ud over elevernes læsefærdigheder
FOLKESKOLEN | Danske skoleelever er blevet dårligere til at læse. Det viser nationale test for skoleåret 2018-2019. Her vurderes 70 procent af eleverne at være “gode” læsere. Det er færre end året før.
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, frygter, at digitaliseringen og den øgede brug af iPads i undervisningen har en negativ effekt på elevernes læsekundskaber.
”Det bekymrer mig særligt, når jeg ser, at de svageste elever ikke bliver løftet, for dem har vi haft rigtig meget fokus på. Jeg bliver bange for, om det er digitaliseringen, der viser sin bagside her,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl til avisen Danmark og henviser til en række undersøgelser, der viser, at det er sværere at læse på en skærm end i en fysisk bog.
”Vi har længe i Dansk Folkeparti efterlyst en undersøgelse af, hvornår det at bruge iPads øger læringen, og hvornår det er negativt for læringen,” understreger Jens Henrik Thulesen Dahl.
Thulesen Dahl: S-ansættelser problematiske
DF-formand bakker op om kritik af regeringens ansættelser af pressechefer med socialdemokratisk baggrund
POLITISKE ANSÆTTELSER | Tirsdag var der spørgetime i Folketinget. Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, gik ifølge Jyllands-Posten til stålet og kritiserede Mette Frederiksen for at ansætte en række pressechefer med direkte tilknytning til Socialdemokratiet i flere af ministerierne.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, bakkede op om kritikken:
»Der er en systematik over ansættelserne, der finder sted i statsapparatet under den nuværende regering, som bør give anledning til, at Folketinget tager det dybt seriøst,« sagde han og opfordrede Mette Frederiksen til at »engagere sig« i debatten.
Sager om indbrud, narko og bedrageri udskydes til næste år
Københavns Politis anklagemyndighed skal resten af året fokusere kræfterne på sager om personfarlig kriminalitet, fremgår det af intern e-mail
RETSPOLITIK | Spritkørsel, chikane, tyveri og bedrageri. Sager om denne type forbrydelser vil resten af året være nedprioriteret hos Københavns Politis anklagere, som i stedet skal koncentrere sig om personfarlig kriminalitet. Det fremgår af en intern e-mail, som Berlingske har fået fat i. E-mailen er sendt til medarbejderne i de tre såkaldte almene advokaturer ved Bellahøj Station, og den begrundes med, at anklagemyndigheden ellers ikke kan følge med i behandlingen af sager om personfarlig kriminalitet.
”Det betyder ikke, at vi ikke behandler de andre sager og lader dem ligge, men at de får en længere sagsbehandlingstid,” siger Københavns politidirektør Anne Tønnes til Berlingske.
Chefredaktører kritiserer regeringen for at være pressesky
S-regeringens ministre gider ikke stille op til interviews om kritiske sager, lyder kritikken
MEDIER | ”Ministeren ønsker ikke at kommentere sagen” og ”ministeren svarer pr. mail at…”. Sådan må aviserne igen og igen skrive, når de forsøger at få de socialdemokratiske ministre til at svare på spørgsmål. Ministrene stiller nemlig sjældent op, hvis der er tale om kritiske sager. Det fik søndag Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen til at skyde med skarpt mod regeringen, og i dagens Berlingske følger chefredaktør Mette Østergaard trop. Hun skriver i en leder, at Berlingske ligesom andre medier oplever, at det vanskeligt at få svar fra S-regeringens ministre, også selv om de får god tid til at svare:
”I nogle dele af samfundet kan man undslå sig og sige »ingen kommentar«. Men politikere står ikke kun til ansvar for sig selv. De er demokratisk valgt og står derfor til ansvar for befolkningen. Også når sagerne er dårlige. Mediernes rolle er kritisk at stille magten til ansvar for sine handlinger. Og magten har et ansvar for at give svar i et demokrati,” skriver chefredaktøren.
Teleskandale forsinker udvisning af dømte udlændinge
Udvisning af udlændinge sat i bero, mens det undersøges om fejl i telebeviser har haft betydning for deres sager
TELESKANDALE | Skandalen om fejlagtige teledata hos politiet har i mindst tre tilfælde betydet, at udvisningen af dømte udlændinge har måtte udskydes. I den ene sag har den udviste selv valgt at rejse frivilligt ud, men i de to andre sager skal det nu granskes, hvor stor betydning de fejlagtige teledata har haft for de udvistes straffe- eller udvisningssag. Det skriver Politiken.
”Den ene afsoner fortsat, mens den anden er løsladt ud fra almindelige proportionalitetsmæssige betragtninger,” oplyser Rigspolitiet i et skriftligt svar til Politiken.
De tre sager handler om udlændinge fra lande uden for EU. Derudover er en række sager om EU-borgere også blev udskudt. Hvor mange, har Rigspolitiet ikke overblik over.
Dansk maleri solgt for 31,5 millioner kroner.
Maleri af Vilhelm Hammershøi solgt for rekordpris på auktion i Danmark
KUNST | “Interiør fra Strandgade 30” er titlen på et maleri af Vilhelm Hammershøi, som tirsdag skrev dansk auktionshistorie. Maleriet fra år 1900 var under hammeren hos det danske auktionshus Bruun Rasmussen, og det blev solgt til hele 31,5 millioner kroner, hvilket er den højeste pris nogensinde for et dansk maleri solgt på en dansk auktion.
Hammershøis maleri viser hans kone, Ida, ved vinduet i Strandgade på Christianshavn, hvor hun står med en bog i hånden.
POLITISK KALENDER – onsdag den 27. november 2019
Kl. 12:00: Europa-Parlamentet stemmer om ny EU-Kommission
EU-Parlamentet stemmer om Ursula von der Leyens EU-Kommission, hvis start er en måned forsinket, da flere kommissærkandidater – som vanligt – blev afvist i høringsprocessen
Kl. 13:00: Indfødsretsprøven afholdes
Indfødsretsprøven finder i dag sted over hele Danmark. En bestået indfødsretsprøve gør det muligt at søge om statsborgerskab. Prøven består af 40 spørgsmål, hvoraf 32 skal besvares korrekt for at bestå prøven.
Kl. 13.00: Ministrene svarer på mundtlige §20-spørgsmål i Folketinget. Følgende spørgsmål er anmeldt af DF:
Til justitsministeren af Peter Skaarup (DF): Hvad er ministerens holdning til, at Danmark placeres på en ikke så flatterende tredieplads over lande med flest fangeflugter?
Til justitsministeren af Peter Skaarup (DF): Hvilke initiativer vil ministeren tage i brug for at minimere antallet af fremtidige fangeflugter?
Til social- og indenrigsministeren af Mette Hjermind Dencker (DF): Vil ministeren redegøre for, hvorfor ministeren ikke vil mødes med Landdistrikternes Fællesråd, som udover at være national sparringspartner for Folketinget og regeringen også er interesseorganisation for 56 landdistriktskommuner, som ministeren har ansvaret for?
Til skatteministeren af Dennis Flydtkjær (DF): Hvad er ministerens kommentar til, at professor i forvaltningsret Sten Bønsing mener, at det er ulovligt, når Skattestyrelsen reelt betaler den bøde på 110 mio. kr. for groft bedrageri mod Skat, som bagmændenes tyske bank blev idømt ved Retten i Glostrup den 23. september i år?
Til skatteministeren af Dennis Flydtkjær (DF): Er ministeren enig i, at det er krænkende for danskernes retsfølelse, når Skattestyrelsen har indgået en aftale om at betale en bøde på 110 mio. kr. for groft bedrageri mod Skat, som en tysk bank blev idømt i udbyttesvindelsag, en aftale, som reelt holder banken straffri?
Til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling af Pia Kjærsgaard (DF): Mener ministeren, at 2,0 mio. kr. på finansloven til Dyrenes Vagtcentral rækker i forhold til at sikre, at dyr i nød bliver hjulpet hurtigt og bedst muligt, særligt set i lyset af det stigende antal henvendelser til vagtcentralen fra bekymrede borgere?
Til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling af Pia Kjærsgaard (DF): Mener ministeren, at 2,5 mio. kr. på finansloven til dyreværnsorganisationerne rækker i forhold til at sikre, at organisationerne kan fortsætte deres arbejde med dyrevelfærd i samme omfang i 2020 som i 2019, når puljemidlerne falder med 8,9 mio. kr.?
Til udlændinge- og integrationsministeren af Marie Krarup (DF): Hvordan kan regeringen påstå, at den viderefører en stram udlændingepolitik, når de varslede love på udlændingeområdet stort set alle er love, der behandler lempelser af udlændingepolitikken?
Til udlændinge- og integrationsministeren af Marie Krarup (DF): Mener ministeren, at en persons religion er uden betydning for personens evne og vilje til at blive integreret i det danske samfund?
TWITTER & FACEBOOK
DFs formand Kristian Thulesen Dahl skriver på Twitter om grænsekontrol:
DFs gruppeformand Peter Skaarup på Twitter om sit §20-spørgsmål om fangeflugter: