DFs Mikkel Bjørn overværede onsdag domsafsigelsen i en uhyrlig sag mod en seriekriminel voldtægtsforbryder. “Det er tid til at sætte hårdt mod hårdt,” siger Mikkel Bjørn
Det var en vred Mikkel Bjørn, indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti, der onsdag forlod tilhørerpladserne i Københavns Byret. Han havde netop overværet domsafsigelsen i en sag om brutale voldtægter på to unge kvinder – og han var målløs over de uhyrligheder, han havde hørt om.
”Jeg kan næsten ikke med ord beskrive, hvor vred jeg blev, da sagens omstændigheder blev læst op,” skriver Mikkel Bjørn på sin facebookside.
På anklagebænken sad Mohammad Salah Iskandarani. En 33-årig mand med indvandrerbaggrund, der i forvejen havde 11 domme bag sig. Heriblandt domme for overgreb på en 6-årig pige og et røveriforsøg mod en 81-årig kvinde.
Flygtede fra fængslet og begik voldtægter
Han er også dømt for to brutale overfaldsvoldtægter på to unge kvinder, og det var mens han var på flugt for afsoningen af denne dom – han sad i et åbent fængsel – at Mohammad Salah Iskandarani i marts sidste år begik yderligere to brutale voldtægter mod to tilfældige 21-årige kvinder. De sager, som han onsdag var i retten for.
Voldtægterne skete på kollegiet Base Camp på Amager. De fandt sted kort efter, at han havde begået et knivrøveri mod en fremmed ung kvinde.
Ekstra Bladet beskriver forbrydelsen sådan her:
“Han truede dem med en saktakket grillkniv, hvorefter de blev tvunget ind i en studielejlighed, hvor han skar i deres tøj, rettede sin kniv mod deres hals samt gav dem lussinger og knytnæveslag, mens han udsatte begge for fuldbyrdet voldtægt”.
Mohammad Salah Iskandarani beskrives som ’dysfunktionel’ og har under en mentalundersøgelse sagt om sig selv, at han er ‘pissefarlig’ og som ‘en ekstremt farlig vulkan’.
“Vi vil følge sagen helt til dørs”
Han blev onsdag idømt forvaring, men dermed slutter sagen ikke for Dansk Folkeparti. Efter at have overværet domsafsigelsen, bebuder Mikkel Bjørn at DF vil følge sagen helt til dørs. Det skal fremover være umuligt for kriminelle med udenlandsk baggrund af begå grov kriminalitet igen og igen.
”Danskere skal kunne leve i tryghed og sikkerhed i deres eget land – og derfor vil vi i Dansk Folkeparti følge denne sag helt til dørs. Vi helmer ikke, før der findes en afklaring, der garanterer at unge danske piger og borgere aldrig igen skal udsættes for umenneskeligheder af det seriekriminelle monster, Mohamad Salah. Det er tid til at sætte hårdt mod hårdt,” skriver Mikkel Bjørn.