Et lækket udkast viser, at regeringen og venstrefløjen i øjeblikket forhandler om at hæve abortgrænsen, der i dag er på 12 uger. Dansk Folkepartis sundhedsordfører Mette Thiesen er dybt chokeret over planerne
TV2 er kommet i besiddelse af et udkast, der viser, at regeringen sammen med en række andre partier har planer om at hæve den danske abortgrænse fra 12 til 18 uger.
På det tidspunkt har barnet både arme, ben, øjne, ører, funktionsdygtige reflekser og kan sparke, så moderen kan mærke det. Det vejer omtrent 230 gram og er 18 centimeter langt.
Et flertal i Etisk Råd kom sidste år med en anbefaling, der netop lå på en 18-ugersgrænse.
Den begrundelse giver Mette Thiesen dog ikke meget for, og afviser samtidig, at debatten handler om kvinders sundhed. Den handler tværtimod om etik, og er for vigtig til, at man kan lade et politisk udpeget råd om at bestemme grænsen.
”Det her er ikke en sundhedsfaglig drøftelse. Det her er en etisk drøftelse, og det er også derfor, jeg siger, at jeg ville ønske, at samtlige partier i Folketinget lod være med at have den her dovenskab, hvor man udelukkende lægger sig op ad Etisk Råd, som er et politisk udpeget udvalg. For min skyld kunne man godt nedlægge Etisk Råd”, siger Mette Thiesen til TV 2.
Samtidig understreger Thiesen, at den nuværende grænse på 12 uger har den rigtige balance mellem hensynet til kvindens frie valg og respekten for det liv, der er undfanget.
Foruden at hæve selve abortgrænsen, er Regeringen sammen med både venstrefløjen og Liberal Alliance blevet enige om også at sænke aldersgrænsen for fri abort uden forældresamtykke til 15 år.