UNG & NATIONALKONSERVATIV | 20-årige Mathias Stockfleth Petersen er formand for DFU Vestsjælland. Han finder danskernes historieløshed skræmmende og vil kæmpe for at kristendommen
Mathias Stockfleth Petersen ”vidste han havde en konservativ livsanskuelse”, da han i 2016 besluttede sig for at melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation.
”Så jeg stod og skulle vælge mellem Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom. Men jeg havde svært ved at se mig selv i Det Konservative Folkeparti. De havde jo stemt for udlændingeloven i 1983, og jeg synes de i årevis havde bekæmpet de ting, som konservative burde stå for,” fortæller Mathias, der bor i Slagelse og i dag er 20 år.
Samtidig følte han stor politisk sympati for nogle af DFs mest markante, nationalkonservative profiler – folk som Søren Krarup, Jesper Langballe og Morten Messerschmidt. Og da Mathias er meget historisk interesseret, ikke mindst i Danmarkshistorien, var han ret hurtig sikker i sag: Det var Dansk Folkepartis Ungdom, han skulle være medlem af.
”For mig er det vigtigt, at vi passer på dansk kultur og historie. Jeg synes historieløsheden er skræmmende i Danmark, og der synes jeg, at Dansk Folkeparti er det parti, der er mest optaget af vores fælles historiske bevidsthed som danskere,” siger Mathias, som i dag er formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Vestsjælland og medlem af DFUs hovedbestyrelse.
At Mathias skulle være DF’er lå ellers ikke i kortene. Han beskriver sit barndomshjem som ”kernesocialdemokratisk”, uden at hans forældre var partipolitisk engagerede. På det lokale gymnasium var det især Venstres Ungdom, der stod stærkt blandt de borgerlige elever, og da han meldte sig ind i DFU Vestsjælland, kendte han ingen andre medlemmer.
Skrev gymnasieopgave med kritik af kulturradikalismen
Men der var godt gang i den politiske debat på gymnasiet, og Mathias følte sig mere og mere sikker i sit politiske ståsted. Det kom blandt andet til udtryk, da han skulle skrive SRP – studieretningsprojekt – som er den sidste store, skriftlige opgave i gymnasiet. Her valgte Mathias at skrive om kulturradikalismen med en nationalkonservativ vinkel. Det vil sige at han gik i kødet på alle de kulturradikale helte, så som Poul Henningsen, Georg Brandes osv.
”Jeg kan huske, at min vejleder var meget forundret over min indfaldsvinkel. For når man i gymnasiet taler om kulturradikale og det moderne gennembrud, så plejer det jo at handle om noget meget positivt, om frihed, frigørelse osv., og her kom jeg så og kritiserede det,” fortæller Mathias, som i sin opgave bl.a. skrev om kulturradikalismens tre hovedstrømninger, hhv. den første bølge i 1870’erne med brødrene Georg og Edvard Brandes og Viggo Hørup, den anden bølge i mellemkrigsårene, hvor det kulturradikale ikon Poul Henningsen stod for en mere folkelig kulturradikalisme, samt den tredje bølge i 1950’erne, dsom var anført af folk som forfatterne Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Villy Sørensen.
”Mit fokus på opgaven bestod ikke så meget af de politiske konsekvenser og den konservative kritik af kulturradikalismen, men mere det modstykke flere konservative forfattere og skribenter kom med i datiden. Forfattere som Carl Ploug, Harald Nielsen og Martin A. Hansen i sit sene forfatterskab”, forklarer Mathias.
Fædrelandskærlighed og kristendom
Mathias blev student i sommeren 2019, og har nu et sabbatår, hvor han – når der altså ikke lige er coronakrise – arbejder på Panzermuseum East, koldkrigsmuseet, der ligger i Slagelse. Her får han lejlighed til at dyrke sin store interesse for historie. For som nævnt spiller Danmarks historie en vigtig rolle for Mathias’ politiske engagement:
”Nationalfølelsen og kærligheden til fædrelandet er vigtige størrelser for mig. En nation skal have nogle fælles referencepunkter, så som sproget, kulturen og historien. Det giver en national stolthed, som jeg synes er vigtig, så længe det ikke fører ud i ekstremer,” siger Mathias.
“En nation skal have nogle fælles referencepunkter, så som sproget, kulturen og historien”
For Mathias er der to andre grundelementer i at være nationalkonservativ. Den ene er kristendommen, den anden er familien. Mathias er troende, og selv om han ikke ”går og flasher sin tro”, så spiller kristendommen en vigtig rolle for ham både personligt og i hans syn på samfundet:
”Desværre er der mange danskere, også blandt DFs vælgere, som er blevet lidt bange for at fortælle om deres kristne tro. Men selv om man, som jeg, foragter islam og den totalitære ideologi, der knytter sig til islam, behøver man ikke at gemme sin egen tro væk. Vi er et kristent land, og kristendommen gennemsyrer hele vores kultur, etik, moral, retsvæsen osv. Det synes jeg klart er noget, vi skal slå mere på, uden at vi dermed skal begynde blande politik og religion sammen,” siger Matthias.
Familien skal også spille en større rolle.
”Familien skal være udgangspunktet for samfundet. For mig er det grundstenen. Jeg synes, vi er gået alt for langt i retning af socialdemokratisk institutionalisering af samfundet. Vi har også brug for at gøre op med hele denne her selvrealiseringskultur, hvor man søger frihed og frigørelse på bekostning af familien. Når mange kvinder foretrækker at leve som single og få børn alene, så er vi altså inde og rokke ved noget helt fundamentalt. Hele den vestlige kultur er bygget på, at familien er omdrejningspunktet,” mener Mathias.
“Når mange kvinder foretrækker at leve som single og få børn alene, så er vi altså inde og rokke ved noget helt fundamentalt”
Som mange andre DFere ærgrer han sig over det store valgnederlag i 2019. Men Mathias er optimistisk og tror på, at den nationalkonservative tanke vil få ny vind i sejlene.
”Men der er brug for en ideologisk vækkelse. I øjeblikket flyder det hele sammen. Man kan ikke se, om Socialdemokratiet er socialistisk eller om Venstre er liberale. Desværre har vi også selv i DF bidraget til den forvirring. Jeg synes, der er brug for en debat om de store ideologier, og jeg er overbevist om, at mange danskere kan identificere sig med kærligheden til fædrelandet, den kristne tro og kernefamilien,” siger Mathias Stockfleth.
TRE HURTIGE TIL MATHIAS
Har du et politisk forbillede?
Søren Krarup. Manden der ene mand kæmpede mod udlændingeloven og har skrevet fantastiske bøger, især ”Det moderne sammenbrud”. Han har været det åndelige og teoretiske fundament under Dansk Folkeparti og har sammen Jesper Langballe givet partiet en akademisk dimension.
Nævn en bog, der har haft betydning for dig?
Ved ikke om denne bog har haft en personlig betydning for mig, men den har været en øjenåbner for et ellers udskrevet kapitel af dansk litteraturhistorie og idehistorie. Jon A. P. Gissel’s bog ”Konservatisme og kulturkamp” er en bog der giver et ellers ubeskrevet kapitel omkring det konservative modsvar til kulturradikalismen og Brandesianisme, både med fokus på den generelle akademiske kritik, mens i særdeleshed igennem litteraturen. I DFU var vi endda så heldige at kunne få forfatter Jon A. P. Gissel ud til vores julemøde, hvor han gav et oplæg.
Hvis du kunne få gennemført en politisk beslutning:
Så ville jeg have skattefradrag for hjemmepasning af egne børn. Det ville være helt på sin plads at give familierne en reel mulighed for at passe børnene derhjemme. Vi har et opbygget et socialdemokratisk arbejdsmarked, hvor institutionerne skal varetage en kerneopgave for familierne, for at få mødrene og fædrene hurtigt ud på arbejdsmarked. Det er et kæmpe problem. Vi har et kæmpe skattetryk der umuligøre at leve på en indkomst i en mindre årrække, især for den almindelige danske familie. Det skal aldrig blive statens børn, det vil og skal altid blive forældrenes.
Læs også:
“DFU skal være vagthunden, der kæmper for danskhed, stram udlændingepolitik og imod EU”
”Jeg læste alle partiprogrammerne – så var jeg klar over, at jeg er DF’er”
