Af Martin Henriksen (DF), spidskandidat til kommunalvalget på Stevns, og folketingskandidat i Sjællands Storkreds for DF-Slagelse
(Note til læseren: Baggrunden for indlægget er at draggen SIMON SØBY RASMUSSEN skrev et indlæg i Politiken (kan læses her) hvor han bl.a. omtalte Martin Henriksens deltagelse i en P1 debat om mænd i kjoler. Derfor skrev Martin Henriksen et modsvar, men det afviser Politiken at bringe. Vi bringer i stedet indlægget her)
Den 1. februar skriver SIMON SØBY RASMUSSEN et indlæg om den feminine mand (ham selv) og i den forbindelse kommer SIMON SØBY RASMUSSEN ind på den diskussion, som han bl.a. har haft med undertegnede i P1 Debat om kønsroller og mænd i kjoler. SIMON SØBY RASMUSSEN skriver bl.a. om hvor svært det har været, og er, at være anderledes.
Jeg vil gerne starte med at understrege at mit ærinde ikke er at nedgøre et andet menneske ej heller at påstå at SIMON SØBY RASMUSSEN ikke er god nok som menneske eller er et dårligt menneske. Jeg ønsker ikke at gøre mig til herre over den slags spørgsmål. Jeg har efterhånden erfaret, at mange mener at jeg siger tingene hårdt, men det er ikke ensbetydende med at jeg ønsker at dømme det inderste indre i et andet menneske. Det kræver jo som minimum personligt kendskab til det pågældende menneske igennem længere tid. Men jeg kan naturligvis bedømme eller vurderer det andet menneskes handlinger, holdninger og signaler, hvilket jo især kommer på tale når det andet menneske bevidst går efter at blive hørt i den offentlige debat. Så lytter jeg, og kan så være enig eller uenig. Det er på den baggrund, at jeg reagerer.
I kønsdebatten, som groft sagt står mellem dem, der anerkender vigtigheden af den familiemæssige og samfundsmæssige værdi af det skabte og så dem der mener at fællesskabet altid må vige af hensyn til individets ønsker, står jeg nok ikke overraskende for de klassiske og traditionelle værdier. Kald mig bare konservativ.
I forhold til individets rolle, så lad mig starte med at slå fast, at det er min opfattelse at sunde fællesskaber med klare veldefinerede rammer er det som i sidste ende skaber stærke individer.
I et sundt fælleskab er der autoriteter og tydelige roller, herunder også tydelige kønsroller, som det enkelte individ i sin opvækst trygt kan læne sig op ad og lade sig vejlede af. Det gælder sådan set også i forhold til en debat om kønsidentitet, hvor jeg personligt er overbevist om at det er usundt at vejlede et barn, der måske er forvirret omkring sit køn eller sin seksualitet i retning af at det må barnet selv finde ud af eller i retning af at valget er fuldstændig frit, men det er ikke desto mindre det samfund vi har i dag.
Vi har kunstigt fremprovokeret et værdi- og normløst samfund, hvor den vel efterhånden eneste bredt anerkendte samfundsværdi er dig selv. Jeg er overbevist om at et samfund, hvor individets lyster og overdreven fokusering på sig selv og konstante søgen efter sig selv, er et usundt samfund set fra et menneskeligt perspektiv, men sådan set også fra et åndeligt eller sjæleligt perspektiv.
En så ekstrem selvfokusering, som også gennemsyrer tv-programmer, streamningstjenester, sociale medier mm. er skadeligt for individet, for det river individet væk fra sit udgangspunkt, som i forhold til kønsdebatten er, at vi er skabt som mand og kvinde. Og ser man bort fra kønsdebatten, så er mennesket også på det overordnede plan i udgangspunktet skabt til fællesskab med andre.
Hold børnene udenfor
Et barn, som er forvirret omkring sit køn (og det man jo næsten godt forstå i disse tider apropos den ekstreme selvfokusering i mainstream kulturen og medierne) bør vejledes med udgangspunkt i fællesskabets klart defineret rammer, og derfor bør de voksnes vejledning læne sig op ad de klassiske kønsroller. Denne vejledning bør ikke være fordømmende, men bør søge at skabe forståelse for de naturlige kønsroller og dermed præge det unge menneske til at acceptere at der er en ro i at acceptere tingenes naturlige tilstand og acceptere at der er trygheden i fællesskabets og familiernes veldefineret rammer og værdier.
Alternativet er at individet kun ser sig selv, og ender med at dyrke sig selv, og/eller at individet søger et usundt fællesskab, hvor det eneste der holder det samme er modstanden mod de andre fællesskaber og dyrkelsen af sig selv som en ego-gud i eget liv. Jeg er fuldt ud overbevist om at sådanne fællesskaber er skadeligt for mange mennesker, hvilket er endnu et argument for at værdsætte de klassiske værdier.
Dog er individet på ingen måde ligegyldigt eller uværdigt, men derimod et unikt menneske, hvorfor at et sundt fællesskab også bør kunne rumme, hvis nogen så efter mange overvejelser ender med at vælge noget, som er anderledes eller udenfor de gængse normer og værdier. Det er sådan set også en pointe.
Men et oplyst valg kræver, at man er præget af sunde fællesskabsværdier og at man altså først som et voksent eller modent menneske træffer sine beslutninger med udgangspunkt i disse. Der findes naturligvis mange lag i sådan en proces, og jeg vil ikke påstå at jeg kender dem alle eller har taget højde for dem alle i dette indlæg. Det lader sig vel også dårligt gøre i et kort læserbrev, men jeg håber at det giver læseren en ide om mine holdninger og nuancerne i disse.
Under alle omstændigheder mener jeg, at det er utrolig vigtigt at LGBTQ-bevægelsen, dragquens, feminine mænd, maskuline kvinder, modstandere af kernefamilien eller hvad man nu definere sig selv som, respektere at samfundets mest uskyldige skabninger (børnene) som det første bør lære at det vigtigste her i livet er at høre til noget, til sin familie, til sit lokale fælleskab og at disse fællesskaber er præget af fælles forståelse og respekt for det, der altid har været grundlæggende for menneskeheden.
Et ungt menneske skal forstå at det er værdifuldt at læne sig op ad andre, og at læne sig op ad dem, der var her før os. Og først når man er moden, og har lært disse ting, kan man på en meningsfuld måde lære sig selv rigtigt at kende. Jeg nævner det med børnene, fordi SIMON SØBY RASMUSSEN i P1 Debatten selv gik meget op i at skolelever skulle forholde sig til deres egne kønsroller. I det ligger der et bevidst, eller ubevidst, forsøg på at fortsætte massemediernes overdrevne og skadelige fokusering på individet, som noget der er sat “fri” for natur, familie, kultur og historie og som kun har sig selv at gå op i. Hvis vores kultur hele tiden siger til børn og unge at de skal finde sig selv, uden at de egentlig selv har skænket det en tanke, så ender vi med at skabe et kunstigt behov hos dem. Det er måske det værste ved den kønsidentiske debat, at politikere, debattører og medier skaber behov hos børn og unge, som mange af dem slet ikke vidste at de havde. Jeg synes ikke, at det er i orden.
SIMON SØBY RASMUSSEN henviser i sit indlæg til den tyske filosof Arthur Schopenhauer som skrev, at der ingen mening var med livet, men at man ved at udtrykke smerte gennem kunst kunne finde et formål. Med al respekt så må jeg sige, at det lyder utrolig trist. Men jeg håber at SIMON SØBY RASMUSSEN finder meningen med livet, og at han indser at meningen med livet ikke er ham selv. Ja, jeg tror faktisk – selvom nogen vil mene at det er paradoksalt – at mennesket først for alvor finder indre ro og sand kærlighed, når det går op for mennesket at det vigtigste slet ikke er at iscenesætte sig selv, men at vi gradvist erfare at vi først og fremmest er noget i kraft af vores fællesskab med andre, og for at vi for alvor kan finde meningen med livet også må søge mening udenfor vores egne lille selvcentreret og egocentreret andedam. Men hvis ikke SIMON SØBY RASMUSSEN ser sig i stand til at finde meningen med livet, så bedes han venligst lade være med at overføre sin meningsløshed til resten af samfundet. Det er der rigeligt af i forvejen.
