DOKUMENTATION: Læs her hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde torsdag aften under åbningsdebatten i Folketinget om hjemsendelse af flygtninge
De sidste 20 år er der kommet 105.000 flygtninge og familiemedlemmer af flygtninge til Danmark. Men det er kun ca. 10.000 af dem der, der rejst tilbage til deres hjemland.
Det oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han torsdag aften gav en redegørelse for sit syn på hjemsendelser under Folketingets åbningsdebat.
Dansk Folkeparti har sat hjemsendelse af flygtninge – det såkaldte paradigmeskifte i flygtningepolitikken – højt på dagsorden ved de kommende finanslovsforhandlinger, og partiets gruppeformand Peter Skaarup var stærkt utilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen kun brugte halvanden linje i sin åbningstale tirsdag på at tale hjemsendelse. Men torsdag aften, da statsministeren samlede op på dagens lange åbningsdebat, gav han en længere redegørelse for sin overvejelser om hjemsendelser.
Løkkes kommentarer kom bl.a. på baggrund af et udtalelse, som blå blok fik vedtaget ved åbningsdebatten. En udtalelsen, hvor Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fastslår at:
”…der er gennemført helt nødvendige stramninger af udlændingepolitikken. Retningen skal fastholdes, så asyltallet fortsat holdes på et meget lavt niveau. Samtidig skal praksis ændres, så midlertidigt ophold også reelt bliver midlertidigt. Det er sund fornuft”.
ditOverblik.dk bringer her statsministerens kommentar i en ordret gengivelse:
”… Det lyder jo logisk. Og jeg tror også det lyder intuitivt rigtigt, og jeg tror også det er sådan de fleste tænker om selve flygtningebegrebet i sin kerne: Man flygter fra noget, man får husly, det man flygter fra forandres, man vender tilbage, man bygger op.
Det lyder logisk, det lyder ukompliceret, det er er alt andet end ukompliceret. Det er i hvert fald ikke situationen i Danmark, må vi sige helt åbent.
Siden 1997 og frem til sidste år – altså cirka 20 år – har vi modtaget 105.000 flygtninge og familiesammenførte af flygtninge i Danmark. Af disse 105.000 er 95.000 stadig i Danmark den 1. januar 2018. Og det betyder jo altså, at selv om det lyder logisk, så er situationen den, at ni ud af ti flygtninge ender op med at være her permanent.
Og det dur ikke i længden – af mange forskellige grunde. Det handler om noget moralsk. Nemlig at hvis man flygter, og endda har mulighed for at flygte så langt som det er at flygte til Danmark i forhold til krigszoner, så har man også et individuelt ansvar for at vende tilbage og tage ansvaret på sig for at bygge op.
“Man flygter fra noget, man får husly, det man flygter fra forandres, man vender tilbage, man bygger op.”
”Danskerne er generøse, men…”
Det handler også om befolkningens accept af at hjælpe. For jeg er helt sikker på at danskerne – og flere har også lavet referencen til oktober 1943 – at danskerne er et generøst folkefærd, der gerne vil hjælpe mennesker i nød. Men det hviler jo så også på den præmis der hedder, at det er mennesker i nød og at det er midlertidigt.
Så jeg er helt enig i, som det er udtrykt i vedtagelsen og som hr. Kristian Thulesen Dahl også har anmeldt det, at vi er nødt til at tage denne diskussion mere alvorligt og sikre, at vi rent faktisk har et regelsæt og en administration, der sikrer at midlertidigt er midlertidigt.
Det rummer i hvert fald i udgangspunktet et smerteligt dilemma. For jeg har sådan to helt grundlæggende synspunkter, som kæmper om hinanden, og som vi skal se, om vi kan finde en form på, der gør at de kan forenes.
Det ene synspunkt er det, jeg lige har givet udtryk for: nemlig at når man kommer her som krigsflygtning, så skal man mødes med en forventning om, at det er det man er. At huslyet er midlertidigt og man skal hjem igen. Det skylder man det land man kommer fra. Når der er fred, skal man rejse hjem og hjælpe til med genopbygningen. Sådan må det være.
Det andet synspunkt, som jeg kæmper lige så stærkt for, det er at mens man er her, der skal man forsørge sig selv, hvis man kan. For alternativet er jo ellers, at det skal danske skatteydere gøre.
Mens man er her skal man vedligeholde og gerne udbygge sine kompetencer og være en aktiv del af vores samfund, så man også er rustet til at tage den opgave på sig, når man kommer hjem.
“Det andet synspunkt, som jeg kæmper lige så stærkt for, det er at mens man er her, der skal man forsørge sig selv, hvis man kan”.
Cirklens kvadratur
Det er jo to stærke synspunkter. Midlertidigt er midlertidigt. Man skal forsørge sig selv.
Og den store udfordring, og den cirklens kvadratur, som vi i hvert fald til dato ikke har håndteret – den gordiske knude vi ikke har fået hugget over – det er, hvordan forener man det her. For der er jo i hvert fald skabt et billede af, at præcis det forhold at man deltager og man arbejder, det forstærker ens tilknytning til Danmark i en sådan forstand, at man oparbejder retten til permanent ophold.
Det skal vi drøfte. Og jeg forstår sådan set godt det synspunkt, som jeg nu lægger i munden på Dansk Folkeparti, men som jeg egentlig også høre andre dele, at midlertidig er midlertidig.
Og når jeg lytter til hr. Kristian Thulesen Dahl, og reservationerne om integrationsuddannelsen (IGUen, red.) og reservationerne overfor flygtningenes integration på arbejdsmarkedet, muligheden for at man uddanner sig, så hører jeg jo, at det bunder i præcis dette at hvert skridt i den retning man tager, kan forringe muligheden for at man kommer hjem igen.
Og hvis det bunder i det, så er det jo en reel bekymring, og det der nu bliver vores politiske opgave, og som jeg gerne vil invitere til, det er jo at tage denne udfordring op og formulere en politik, der forener de her to synspunkter. Det er ikke let. Det betyder med sikkerhed, at vi kommer til at træffe svære valg. Det betyder med sikkerhed, at vi kommer til at gøre op med mange års politik, for hvis det var så enkelt, så ville vi jo ikke have 9 ud af 10, der de facto bare bliver her.
Endnu mere kraft bag hjemsendelser
Og jeg mener grundlæggende, at vi skal gøre tre ting.
For det første skal vi jo sætte endnu mere kraft ind i arbejdet med hjemsendelser. Det er allerede i gang. Vi har et godt samarbejde med Afghanistan. Hvis ikke jeg husker meget fejl, så har vi nu det laveste antal afghanere siddende i udsendelsesposition, som vi har haft i mange år. Jeg tror vi sendte 47 hjem i år.
Vi sender folk hjem. Afghanere, syrere, somaliere. Men vi skal gøre mere. Det er én ting.
Det andet er, at vi er nødt til at finde juridiske veje der gør, at det at man arbejder mens man er her, det ikke i sig selv betyder noget afgørende for vurderingen af tilknytningen til Danmark.
Og det tredje er, at man skal tjene sin egne penge mens man er her, uanset om det er for kort eller lang tid, og det skal vi dykke ned i.
Vi aftalte jo allerede sidste år, op til jul, med Dansk Folkeparti, at det her er en problemstilling, som vi skal dyrke. Vi kom ikke i mål, men det er nogle drøftelser, som nu skal genoptages. Og jeg ser frem til at drøfte det, i første række med Dansk Folkeparti. Og jeg vil bare sige til Dansk Folkeparti her i aften, at det her bliver ikke let, for det bliver et arbejde, der både omfatter konventioner – hvor tæt på dem kan man komme – vores egen lovgivning, hele det administrative set up vi har sat op. Men det rokker bare ikke ved, at problemstillingen er vigtig og reel.
“Og jeg vil bare sige til Dansk Folkeparti her i aften, at det her bliver ikke let”
Mødes i næste uge
I næste uge har vi sættemøder om Finansloven, og jeg forventer at spørgsmålet bliver drøftet allerede her. Jeg synes det er sund fornuft. Jeg synes det er det moralsk rigtige, og det er det helt nødvendige at gøre, hvis vi skal gøre op med mange års fejlslagen politik.
Og så vil jeg lægge til – oven i det – og det bliver jeg så måske ikke enig med hr. Kristian Thulesen Dahl om, at for mig er det også en helt afgørende nøgle for at vi får et lidt mere nuanceret syn på det med udlændinge. Fordi i min optik, er der kæmpe forskel på en spontan krigsflygtning eller en ulovlig migrant, som søger til Danmark og som vi har svært ved at få til at rejse hjem igen, og så den dygtige canadier, inder, kineser eller hvem det nu må være, vi inviterer midlertidigt ind på det danske arbejdsmarked i en midlertidig jobfunktion på et opholdsgrundlag, der falder bort, i samme øjeblik man ikke har det arbejde mere. Kæmpe forskel. Og jeg bilder mig lidt ind, at jo mere vi kan få kontrol over hele det her spørgsmål om asyltilstrømningen og midlertidighed, jo mere åbenhed kan vi også få i den anden diskussion.
Og jeg står ikke og siger, at det har løst alle problemerne, for der er stadig en risiko for at der går hul på EUs ydre grænser igen, men jeg må bare stilfærdigt sige at vi har bragt tallet ned til det laveste i ni år…”.
