Kommune laver hjemsendelsespolitik for flygtninge og indvandrere

0
35853
Greve Kommune vil nu lave en en plan med sine flygtninge for, hvordan de frivilligt kan vende tilbage til deres hjemland. Arkivfoto

Greve Kommune har som den formentlig første i landet vedtaget en integrations- og hjemsendelsespolitik for flygtninge og indvandrere. “Vi vil lave en plan med flygtningene for, hvordan de kan vende hjem og hjælpe med genopbygningen af deres hjemland,” siger udvalgsformand

Fremover skal flygtninge og indvandrere i Greve Kommune have en snak med kommunen om, hvordan de på et tidspunkt kan vende tilbage til deres hjemland. Som den formentlig første kommune i landet, har Greve vedtaget en integrations- og hjemsendelsespolitik, som skal sætte øget fokus på hjemsendelse i form af frivillig repatriering.

”Når flygtninge kommer til kommunen, vil vi lave en plan med dem for, hvad de har brug for, for at kunne vende hjem igen på et tidspunkt og hjælpe med genopbygningen af deres hjemland,” fortæller Morten Dahlin (V), der er formand for Integrations- og beskæftigelsesudvalget i Greve Kommune.

I den nye politik hedder det blandt andet:

“Integrationsindsatsen skal gå hånd i hånd med et styrket fokus på muligheden for repatriering – frivillig tilbagevenden til oprindelseslandet. Flygtninges og indvandreres kompetencer kan ofte gøre endnu bedre gavn i lande med behov for genopbygning, ligesom mange ældre borgere vil sætte pris på muligheden for at leve deres seniorliv i det land, hvor de voksede op som børn. Det er derfor vigtigt, at alle flygtninge og indvandre vedligeholder og opbygger deres kompetencer, så de kan gribe muligheden for at vende tilbage, når omstændighederne tillader det”.

Den nye Integrations- og hjemsendelsespolitik blev vedtaget på et byrådsmøde den 8. oktober. Kun Enhedslisten, som har ét medlem af byrådet, stemte imod.

Morten Dahlin (V), formand for Integrations- og beskæftigelsesudvalget i Greve Kommune.

”Det har da krævet noget kamp at få den her politik igennem, men jeg er glad for, at det er et bredt flertal, der bakker op,” siger Morten Dahlin.

“Repatriering er nødvendigt”

Han forklarer, at den nye politik ”går på to ben”. Mens flygtningene er i Danmark, ”skal de mødes af en klar forventning om, at de skal bidrage til samfundet”, lære dansk og respektere danske værdier. Der skal ikke skal være parallelsamfund i kommunen, mænd og kvinder skal have lige muligheder for at deltage i fritids- og arbejdslivet, der skal værnes om traditioner som juletræsfester- og påskefrokoster, og ingen skal udsættes for social kontrol. Men det skal også stå klart for flygtningene, at der er en forventning om, at de på et tidspunkt vender hjem

”Repatriering er nødvendigt værktøj, både for den enkelte, for Danmark og for hjemlandet. Det er et paradoks, at det er de svageste og mest udsatte flygtninge, som bliver i nærområder og dermed skal bidrage til genopbygningen, mens dem med flest ressourcer kommer herop. Det giver en skævhed, når man skal i gang med genopbygningen,” siger udvalgsformanden.

Har ikke sat tal på

”Vi skal tage en dialog om, hvad det er for kompetencer, der kan være behov for, hvis flygtningene skal kunne deltage i genopbygningen. Det er klart, at det bliver lidt et skifte for vores medarbejdere, som hidtil kun har haft fokus på integration,” siger Morten Dahlin.

Hvad er succeskriteriet for den nye politik? Hvor mange skal rejse hjem?

”Vi har ikke sat en konkret målsætning op. Succeskriteriet er, at frivillig repatriering skal ske i større omfang end i dag,” siger udvalgsformanden fra Greve.