Kommune fjerner ”dansk” og ”højtid” fra sin madpolitik

0
11734
"Frikadellesagen" kaldes sagen fra Favrskov, hvor Socialdemokratiet har fået fjernet "dansk" fra kommunens mad- og måltidspolitik.

Rødt flertal i Favrskov Kommune har fjernet ordene ”dansk madkultur” og ”højtider” fra den kommunale mad- og måltidspolitik. Et ideologisk tiltag, mener DFs lokale byrådsmedlem Niels Kallehave

I Favrskov Kommune er det slut med ordene ”dansk madkultur” og ”højtider” i den kommunale mad- og måltidspolitik. Et flertal med Socialdemokratiet i spidsen har ændret formuleringen, så der ikke længere står at ”menuer tager udgangspunkt i en alsidig dansk madkultur og tilberedes efter sæsonens råvarer, højtider og traditioner”. Nu skal der i stedet stå, at ”menuerne tilbredes med udgangspunkt i sæsonens råvarer og traditioner”.

Dansk Folkepartis medlem af byrådet i Favrskov, Niels Kallehave, kalder beslutningen ideologisk og helt unødvendig. Og han har en mistanke om, hvorfor Socialdemokratiet med borgmester Nils Borring i spidsen ville af med formuleringerne om dansk madkultur:

”Jeg gætter på, at det bunder i, at det var vores daværende byrådsmedlem Eva Damsgaard der fik det indført, i øvrigt sammen med en løsgænger, der var tidligere socialdemokrat. Jeg tror det har naget borgmesteren i lang tid, og derfor skulle det fjernes,” siger Niels Kallehave.

Det er dog ikke den officielle socialdemokratiske begrundelse for at ændre en politik, som er vedtaget for bare 2,5 år siden. På byrådsmødet tirsdag aften sagde den socialdemokratiske formand for Social og Sundhedsudvalget, Grethe Villadsen, i følge Midtjyllands Avis at ”der skal være overensstemmelse mellem politikken og kvalitetsstandarden for området”.

Socialdemokratiet afviser, at det vil få nogen praktisk betydning men “vil give større valgfrihed”. Tidligere har udvalgsformanden sagt til Midtjyllands Avis:

”Hvis man på plejecentrene gerne vil lave for eksempel en spansk aften eller en italiensk aften, så er det jo ikke noget, vi skal blande os i”.

Niels Kallehave (DF), byrådsmedlem i Favrskov Kommune. Foto: Preben Breinholt, Breinholt Foto

Ældre Rådet undrer sig

Forud for beslutningen i byrådet har der været stor lokal debat om sagen, og Ældre Rådet i Favrskov har i deres høringssvar taget afstand fra ændringen. Rådet undrer sig over, at maden ikke længere skal tage udgangspunkt i dansk madkultur og højtider, og de peger på, at de penge, som nu skal bruges på at lave nye foldere osv. om den ændrede madpolitik, kunne have brugt bedre på varme hænder.

DF’s Niels Kallehave er enig og han siger, at han aldrig har hørt nogen kritik fra borgerne af den hidtidige mad- og måltidspolitik. Han mener selv, at det er en selvfølgelighed at tale om dansk madkultur:

”Vi er i Danmark, så hvis ikke vi skal tage udgangspunkt i dansk madkultur, hvad skulle det så være? Den her ændring skaber uro blandt de ældre, men samtidig får vi at vide, at det ikke ændrer ved noget, så hvorfor skal det så overhovedet laves om? Det sender et dårligt signal fra hele byrådet, når vi laver tingene om efter så kort tid,” siger Niels Kallehave.

Sagen, som i lokalpressen er blevet døbt ”Frikadellesagen”, udløste en times debat på byrådsmødet. Da der derefter skulle stemmes, var afgørelsen knivskarp: Rød bloks 13 medlemmer stemte for, blå bloks 12 medlemmer stemte imod.