Jeg er populist

0
1942
Bob Richard Nielsen. Foto: Privat

Af Bob Nielsen, medlem af kommunalbestyrelsen i Guldborgsund

Jeg er populist. Definitionen har jeg lånt på Wikipedia.

”Populisme er afledt af det latinske ord populus som betyder “folk”. Begrebet bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for det jævne folk, som regel i modsætning til en elite, herunder en politisk, økonomisk eller kulturel elite.”

At være populist er altså, frit fortolket, at man tilhører folkets mening og ikke den elitære ”Københavner”- mening. Dette er jeg stolt af og jeg overhører fuldstændig den ringeagtelse, jeg bliver mødt af, af den kulturelle bedrevidende elite.

Den politiske elite, anført af de Radikale Venstre, har orkestreret den politiske skueproces, der endte med en dom til Inger Støjberg. Københavner-Venstre. Jan E. Jørgensen-Venstre har deltaget i denne orkestrering. De vil gerne fortælle os, at det er en ren juridisk proces uden politiske undertoner. Den hopper vi som befolkning ikke på. Der har været utallige politiske processer, der havde fortjent en juridisk vurdering, men som er gået fri, fordi det elitære parnas, ikke har vejet det tungt nok. Jeg nævner i flæng katastrofen med Hans Hedtoft der sank og kostede utallige døde. Krige vi har deltaget i på falsk grundlag.

Udbyttebetalinger af skat uden grundlag. Ellemanns negligering af udenrigspolitisk nævn (hele 23 gange). Mink-aflivningen og Morten Bødskovs løgn om Christianiaaflysningen. Hele vejen rundt er der overtrædelser af ministeransvarsloven – og fælles er, at der er uddelt næser, eller at den politiske elite har valgt at se bort fra overtrædelserne. Kun når det handler om flygtninges rettigheder, bliver der indledt rigsretssager. Kun her finder eliten det nødvendigt, at få draget et juridisk ansvar ud over det politiske.

Politisk har Inger Støjberg handlet 100% moralsk rigtigt ved, at adskille umyndige piger fra deres ældre ægtemænd. Juridisk var det forkert pga en konvention skrevet til en anden tid. Det er populistisk kun at fokusere på den rigtige politiske handling ved adskillelsen – og dette gør mig til populist.

Ting har vi lært af denne skueproces: Der er ikke langt imellem det Radikale Venstre og Jan E. Jørgensen- Venstre. Konventionerne trænger til, at de enten bliver omskrevet – eller at vi udtræder af dem. Inger Støjberg er en hæderskvinde – og jeg håber så inderligt, at hun vil søge politisk asyl i Dansk Folkeparti.