Hver anden udlænding på tålt ophold er forsvundet

0
1841
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Meget kritisk, mener Peter Skaarup (DF), mens Enhedslisten vil afskaffe kontrollen med udlændinge på tålt ophold, der typisk har begået alvorlig kriminalitet og er dømt til udvisning

De har begået alvorlig kriminalitet og er på tålt ophold i Danmark, fordi de ikke kan sendes ud af landet. De har pligt til at melde sig på deres opholdssted, men ingen aner hvor de er henne. Det er situationen for cirka halvdelen af de 61 personer, som pr. 30 juni 2019 var på tålt ophold og havde melde- og opholdspligt.

Politiken har spurgt Rigspolitiet om en status på de personer, der er på tålt ophold, og her fortæller man, at 33 af 61 personer lige nu er efterlyst, fordi de er meldt udeblevet fra deres indkvarteringssted, hhv. Kærshovedgård eller Udrejsecenter Sjælsmark. Derudover er der 28 personer, som ikke har opholds- og meldepligt.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kalder udeblivelsen meget kritisk:

“Der var jo en grund til, at man lavede meldepligten og opholdspligten, og det var, at man skulle holde styr på de pågældende, indtil de kunne sendes hjem. Det faktum, at der er så få der reelt er til stede, viser hvor lidt styr der er på det her, og det må regeringen forholde sig til,” siger Peter Skaarup til Politiken.

Personer på tålt ophold er typisk udlændinge, der er dømt til udvisning efter at have begået alvorlig kriminalitet. De er på “tålt ophold” fordi de risikerer tortur eller dødsstraf i deres hjemland og derfor ikke kan sendes hjem. Det var bl.a. disse personer, der var målet for det planlagte udrejsecenter på øen Lindholm, som den nye regering for nylig skrottede.

“Det faktum, at der er så få der reelt er til stede, viser hvor lidt styr der er på det her”

Peter Skaarup, retsordfører, DF

Enhedslisten: Drop kontrollen

Står det til Enhedslisten, skal man helt droppe opholds- og meldepligten. Partiets udlændingeordfører Rosa Lund siger til Politiken, at “vi i stedet skulle bruge energien anerledes og sikre, at de bliver behandlet ordentligt”. Det får Politiken til at spørge hende, om det så ikke er dem, der ikke overholder reglerne, der vinder. Men det mener Enhedsliste-ordføreren ikke:

“Jeg synes ikke, man kan tale om nogen, der vinder, når vi taler om mennesker på tålt ophold. Det er mennesker, der er kommet til Danmark, fordi de har været personligt forfulgt eller politisk forfulgt i deres oprindelsesland,” siger hun, der ikke synes det giver mening at “forsøge at presse” de udvisningsdømte til at forlade landet.

Udlændinge- og intergrationsminister Mattias Tesfaye siger i et skriftligt svar til Politiken, at personer på tålt ophold ikke har pligt til at orientere myndighederne, hvis de forlader landet. Med andre ord kan nogle af forsvundne være udrejst af Danmark.