Statsminister Mette Frederiksen leverede en åbningstale, der er farlig for alle, der ønsker sig en ny regering efter næste valg om senest tre et halvt år. Læs vores analyse her:
Analyse fra DitOverblik.dk
Statsminister Mette Frederiksens tale ved åbningen af Folketinget tirsdag den 1. oktober favnede mest af alt to ting.
Hvad der er dejligt ved Danmark, pakket klogt og retorisk velsmurt ind i en masse feelgood om gensidig tillid og jordbærboder ved landevejen om sommeren.
Og hvad der bekymrer os alle sammen – eller rettere alle os, der jævnligt er ude i virkeligheden og ikke enten i osteklokken på Borgen eller i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
Det ér bekymrende, at borgere oplever, at politiet ikke kommer, når man ringer.
Det ér bekymrende, at der sprænges bomber med jævne mellemrum i København.
Dét ér bekymrende, at vanvidsbilister er blevet flere og vildere, til trods for fleres ps fokus på området i politiet.
Og det ér også bekymrende, at den skrøbelige kontrakt mellem borgere, fællesskab og myndigheder er under pres af svindelsagerne i Skat, Skats totale kollaps på inddrivelse af skatte-restancer og borgeres oplevelse af fremmedgørelse i alt fra kommunernes administration til navnet på skolebiblioteker, der ikke kaldes biblioteker mere, og en uddannelse, der hedder det mundrette danske ”University College” – hvornår holdt vi op med at kalde ting det, det er?, spurgte statsministeren retorisk.
Selv om ord som ”dyster” og ”sort” hurtigt blev klistret på talen – vist mest og hurtigst af folk, der enten hellere ville være statsminister i stedet for statsministeren og af folk, der drømmer sig tilbage til Thorning-Corydon-årene fra 2011-2015 – dækker det ikke. Slet ikke.
Statsministeren leverede en tale, der er farlig for alle, der ønsker sig en ny regering efter næste valg om senest tre et halvt år!
Punktum. Det er den kolde kendsgerning.
For hun ”favnede bekymringen”, som Altingets dygtige politiske analytiker Erik Holstein skrev, og hun ”opnåede med talen hvad hun ville”, som Berlingskes ligeledes dygtige politiske kommentator Thomas Larsen skrev i Berlingske onsdag.
JP’s velskrivende og meget præcise politiske redaktør Marchen Geertsen gav dog et lille hip til Mette Frederiksens glade jordbærsnak med en advarsel om, at jordbærmilkshake smager godt. Man skal bare ikke have for meget af den. Og det gør Mette Frederiksen nok klogt i at huske.
Mette Frederiksen serverede en delikat ret, der over 38 minutter vekslede mellem håb, vision, fromme ønsker og ”jeg holder af hverdagen”-retorik iblandet bekymringen for, hvad Danmark er blevet til på de dårlige dage, hvor bander brænder, skyder og bomber, hvor svindlere plynrer skat stort set uden forhindringer og hvor politiet ikke kommer, når man som borgere er utryg.
Den udbredte danske tillid til hinanden, til fællesskabet og til den velfærdsstat, som Socialdemokratiet gerne og ofte, uden rigtig at have ret, tager patent til og ejerskab over.
Og klogt – og smart med bagtanker – var hun selvkritisk i forhold til, hvor sent i hendes politiske liv, hun erkendte indvandringens trusler mod kongeriget og sammenhængskraften. Det har hun gjort før, så intet nyt dér heller. Men hun stemplerede retorisk mere effektivt ind i begrebet ”stram udlændingepolitik” end Venstres nyslåede politiske ordfører formåede i Debatten Ekstra om talen tirsdag aften på DR2!
Og klogt – og smart med bagtanker – var hun selvkritisk i forhold til, hvor sent i hendes politiske liv, hun erkendte indvandringens trusler mod kongeriget og sammenhængskraften.
Mette Frederiksen efterlod kort sagt et indtryk af, at med hende i statsministeriet bliver disse ting taget seriøst. Man manglede i grunden bare, at hun også havde sagt: ”Kan I ikke lige allerede nu give mig fire år mere, så jeg kan nå det hele!”.
For hun forsøgte med talen også at forventningsafstemme – at tone de store forventninger, hun selv har tændt siden tidligt i 2018, om alt fra stram udlændingepolitik, mere velfærds alle vegne, den berømte Arne, der skal have lov at daffe på pension nærmest i overmorgen, grøn omstilling med lille Danmark som førerhund i hele verden og mere af samme løfterige skuffe.
”Tænk, hvad vi kan gøre med en ny regering”, gjaldede det fra Socialdemokratiets røde kampagnebus i valgkampen i foråret.
Nu er det alvor. Og så leverer hun ikke. Tjah, det skal jo forklares, som det hedder i en kendt værtshussang. Og det forsøger Mette Frederiksen så.
Det bekymrende er udover den direkte følelsesmæssige appel til vælgerdybets instinkter om lige dele kærlighed til fædrelandet og italesættelsen af bekymringen fraværet af noget som helst konkret om hvordan. Fraværet af omsorgen for vore ældre. Fraværet af de børn, som hun siden S-kongressen sidste år har postuleret, at hun så gerne vil være statsminister for. Med undtagelse af lidt sniksnak om de grønlandske børns ve og vel fyldte de små mennesker ikke ligefrem i talen.
Og taget i betragtning, at hun i regeringens Forståelsespapir har bundet Danmark til at reducere CO2-udslippet med 70 pct. om kun godt 10 år – en del mere, end de 40 pct., som vi er forpligtet af i Paris-aftalen, og at klima-bekymring dikterede op mod seks ud af 10 vælgeres kryds i maj og juni, er det bemærkelsesværdigt så langt ned på listen, klima var i talen. Dét er næppe godt nok til de Greta Thunberg-inspirerede unge vælgere, som også S døjer med at tiltrække.
Og tale eller ej. Regeringen har i ekspresfart lempet udlændingepolitikken. På 10 området har de enten allerede gjort det eller italesat, at det skal ske.
Og dét kan en flot tale ikke lave om på.
Mette Frederiksen er farlig. Hvis ikke de blå partier tager sig sammen, bliver hun et langt bekendtskab!
