Hemmelig gruppe overvåger forhandlinger med EU

0
1612
Pro-Brexit demonstrerer foran det britiske parlament tidligere på uge. Foto: Daniel LEAL-OLIVAS / AFP / Scanpix

Med mindre end en måned til Storbritanniens farvel til EU har gruppen af konservative, der er mest EU-skeptiske, samlet deres eget hold af advokater, der skal læse alt det med småt i aftalerne.

Selvom der er mere røg end ild, når det kommer til forhandlingerne mellem Storbritannien og EU om ændringer af aftalen om Brexit, så bliver der altså forhandlet. Fra britisk side er en af de tungere ministre i regeringen, justitsminister Geoffrey Cox, der står for forhandlinger, der skal sikre mere klarhed om det såkaldte backstop. Og alt hvad der kommer ud om forhandlingerne vil blive læste af de konservative EU-modstanderes særlige hold af otte ledende advokater.

Gruppen vil simpelthen ikke tages på sengen af Theresa May. Den britiske premierminister har udskudt den såkaldte meaningful vote til sidste øjeblik – altså den afstemning, der endelig afgør om der trods alt bliver et flertal for en aftale om Brexit. Og nu vil hendes modstandere blandt de britiske konservative så være sikker på, at de i det mindste ved, hvad de så til allersidst kommer til at stemme om.

Syv af de otte advokater i gruppen er også medlemmer af parlamentet – den ene af dem med 35 års erfaring. Gruppen har arbejdet i det skjulte indtil i dag, hvor de første rapporter kom frem i de britiske medier.

Premierminister Theresa May forlader embedsboligen i 10 Downing Street i London. Foto: Tolga AKMEN / AFP / Scanpix

Svækket modstand

Der har foreløbig ikke været nogen kommentarer fra regeringen til den nye gruppe, der vil se den over skulderen. Omvendt kan Theresa May vælge, at se den nye gruppe med en vis glæde. Når hendes modstandere i hendes eget parti vælger at bruge så megen energi på sagen, er det også et tegn på, at de i det mindste ikke vil stemme nej uanset hvad.

May har i forvejen nok at gøre med at holde sammen på sine egne. I dag trådte landbrugsminister George Eustice tilbage i vrede over aftalen med EU. Han ser den som en total ydmygelse af Storbritannien, fordi det i den grad er EU, der har dikteret betingelserne.

I det mindste kan May glæde sig over at det går endnu dårligere for oppositionen og især Labours leder, Jeremy Corbyn. Han tabte klart en afstemning om Brexit i aftes og en halv snes medlemmer af parlamentsgruppen har forladt ham og hans usikre linje. En række flere – herunder flere fremtrædende medlemmer af Labour – siges at overveje det samme.