Fik Juncker for let spil i Danmark, da han vaklede rundt til NATO-topmøde?

0
3822
Youtube-video med EU-kommissionsformand Jean Claude Juncker på NATO-topmødet kan ses nedenfor.

Var EU-kommissionens formand Jean Claude Juncker fuld på sommerens NATO-topmøde og har han et alkoholproblem, som påvirker hans arbejde? Tidligere EU-korrespondent og nuværende DF-politiker Erik Høgh-Sørensen mener, at danske medier svigtede ved ikke at dække sagen. Politiken-korrespondent: “Jeg kunne sagtens have dækket den, men andre ting var vigtigere”

Af Steen Trolle

Billederne af EU-kommissionsformand Jean Claude Juncker, der svajer og vakler, uddeler kindkys og griner, blev et Youtube-hit efter NATO-topmødet i juli. EU-kommissionsformanden ligner grangiveligt en mand, der har fået temmelig meget over tørsten, og rygterne om et alkoholproblem hos kommissionsformanden spredte sig hurtigt og blev ikke mindst dyrket i britiske medier i de efterfølgende dage.

Fra officielt hold blev rygterne skudt ned. Jean Claude Juncker led af iskiassmerter og balanceproblemer, lød forklaringen på den usikre gang. En repræsentant for EU-kommissionen sagde til pressen, at det var smagløst og fornærmende at antyde, at kommissionsformanden har et problem med de våde varer.

Tidligere korrespondent: Dansk medier svigtede

I danske medier fik Juncker-optrinnet kun begrænset dækning. Flere af de største medier nævnte slet ikke affæren. Det fik fornylig den tidligere EU-korrespondent for Ritzau, Erik Høgh-Sørensen, til at kritisere medierne for at svigte deres opgave.

Erik Høgh-Sørensen, der i dag er regionsrådmedlem for Dansk Folkeparti i Region Nordjylland, nævner i et indlæg i Børsen ti grunde til, at medierne burde have sat spot på Juncker-affæren. Den vigtigste grund er, at Jean Claude Juncker og hans dømmekraft har stor betydning for Danmark:

“Som chef for Kommissionen er Juncker EU’s vigtigste embedsmand, og Danmark har under Brexit-forhandlingerne (desværre) deponeret sin suverænitet hos Kommissionen. Dermed har Juncker betydning for Danmarks økonomi, og dermed brød mange danske medier deres eget grundlæggende “relevans”-kriterie,” skriver han.

Youtube-video med Jean Claude Juncker fra Nato-topmøde. Videoen er vist 424.059 gange.

Ikke første optrin med Juncker

Erik Høgh-Sørensen har tjekket Infomedia, som overvåger danske medier. I følge en søgning her, har medier som Danmarks Radio, Altinget, Mandag Morgen, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Information, Børsen, Weekendavisen, Ritzau, Kristeligt Dagblad og regionale stiftstidender neddprioriteret historien. Flere af medierne har efterfølgende afvist at optage indlæg om tidligere optrin med Jean Claude Juncker, i følge Erik Høgh-Sørensen.

“I en tid med “fake news” introduceres hermed begrebet “fake snooze”. Mediernes mangelfulde omtale af Juncker-episoden er endnu et eksempel på, at danske redaktioner blunder og ender med at være systemtro og EU-positive,” skriver han.

Erik Høgh-Sørensens indlæg i Børsen kan læses her: Danske medier fortier EU-optrin

“(…) især de medier, som har korrespondenter i Bruxelles, burde vide, at Junckers hang til alkohol blev drøftet i krogene allerede i 2014, da EU’s stats- og regeringschefer udnævnte ham til kommissionsformand. Alkoholspørgsmålet blev fejet til side, blandt andet fordi Juncker kommer fra et lille land, Luxembourg, som taler for mere EU og mindre nationalstat. EU-militæret er på Junckers ønskeliste,” skriver Erik Høgh-Sørensen, somselv har oplevet Jean Claude Juncker “ravende fuld” ved et pressemøde.

“Juncker har før leveret lignende episoder, når han var i nærheden af officielle middage og fine vine. Den journalistiske tommelfingerregel burde være “jo flere optrin, desto mere nyhedsrelevant,” mener Erik Høgh-Sørensen.

“De medier, som har korrespondenter i Bruxelles, burde vide, at Junckers hang til alkohol blev drøftet i krogene allerede i 2014, da EU’s stats- og regeringschefer udnævnte ham til kommissionsformand”

Erik Høgh-Sørensen, tidl. EU-korrespondent

Fuld som en allike?

ditOverblik har kontaktet flere af de nævnte medier for at få en kommentar til indlægget. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Jyllands-Posten, mens DRs Bruxelles-korrespondent Ole Ryborg skriver i et svar:

“Der er mange politikere som har holdninger til DRs dækning. Det er de i deres gode ret til. Det er ikke noget jeg har nogen kommentarer til”.

Berlingskes udlandsredaktør Ida Ebbensgaard gør overfor ditOverblik.dk opmærksom på, at avisen bragte et længere indlæg af lektor Carsten Bagge Laustsen, Institut for Statskundskab ved Aaarhus Universitet, under overskriften “Er Juncker fuld som en allike?”. Her reflekterer han over, hvorfor han selv delte videoen med den måske-fulde Juncker, uden at kende de nærmere omstændigheder.

Det var en facebookven, som havde bragt videoen med spørgsmålet om der var tale om en »verdensrekord i topmøde-brandert«.

“Sagen er nok, at vi deler det, som passer ind i vores ideologiske orientering. Er man EU-kritiker, er chancen for, at man deler videoen større, og den er også – og det er det centrale her – større for, at man ikke lader sig korrigere,” skriver Carsten Bagge Laustsen.

Carsten Bagge Laustsens indlæg kan læses her: Er Juncker fuld som en allike?

Politiken-korrespondent: Jeg kunne sagtens have skrevet om sagen

Politikens EU-korrespondent Elisabet Svane var tilstede ved NATO-topmødet. Hun skrev ikke om optrinnet med Juncker, men hun forklarer til ditOverblik.dk at hun sagtens kunne have valgt at tage fat i sagen:

Elisabet Svane, EU-korrespondent for Politiken.

“Jeg dækkede NATO-topmødet og umiddelbart efter kom hvidbogen om den britiske regering og Brexit, som jeg skulle dække. Det var mine prioriteter i de dage. Det var ikke fordi jeg valgte det fra. Jeg så det ikke selv, men der kom et AP-telegram om sagen, og hvis den var fortsat, kunne det sagtens have været noget, jeg havde kastet mig over, og vi kunne også sagtens have bragt AP-telegrammet,” siger Elisabet Svane.

Hun startede som Bruxelles-korrespondent den 1. marts 2018, hvor hun skiftede fra et job som politisk redaktør i Jysk-Fynske Medier. Tidligere har hun dækket politik på Christiansborg i en længere årrække for Ekstra Bladet, og hun har også tidligere har været EU-korrespondent for Ekstra Bladet. Så Elisabet Svane har, som hun siger, “hørt mange løse rygter om politikere gennem årene”:

“For mig er det ikke almindeligt kendt at Jean Claude Juncker skulle have et alkoholproblem. Jeg hører selvfølgelig også rygter, men forskellen på at skrive til en avis og skrive på de sociale medier, er jo, at tingene skal dokumenteres. Hvis det virkelig er sådan, at Kommissionsformanden er for beruset til at passe sit arbejde, så er det en relevant historie, men så skal det kunne dokumenteres,” siger Elisabet Svane.

“Jeg hører selvfølgelig også rygter, men forskellen på at skrive til en avis og skrive på de sociale medier, er jo, at tingene skal dokumenteres”

Elisabet Svane, EU-korrespondent, Politiken

“Det er ikke vores opgave at skrive for eller imod EU”

Hun vil ikke vedkende sig kritikken af at “danske redaktioner blunder og ender med at være systemtro og EU-positive”:

“Jeg har ikke nogen intention om at skrive enten EU-positivt eller -negativt, og jeg synes der har været uendelige mange kritiske historier om EU. Det er jo ikke vores opgave at skrive for eller imod EU. Vi skal skrive, hvad der foregår hernede, og så må det være op til læserne at drage deres egne konklusioner. Jeg bliver lidt træt af den der kritik af journalister med, at ‘I alle er samme grød’, at vi sidder og deler historier, og at vi dækker over politikerne. Den hørte jeg også på Borgen, men det kan jeg ikke genkende. Jeg ville ikke have haft nogen problemer med at skrive om Juncker-affæren, hvis sagen var gået videre,” siger Elisabet Svane.

Hun mener, at der var en anden og meget vigtigere historie på NATO-topmødet end Jean Claude Junckers mulige fuldskab.

“Donald Trump truede med at eksplodere det hele (USAs præsident truede forud for topmøde med at skære USAs NATO-bevillinger ned, red.). Det og hvidbogen om Brexit tror jeg i al beskedenhed var langt vigtigere historier for danskerne,” siger Elisabet Svane, som i Bruxelles dækker EU for Politiken sammen en kollega.

Erik Høgh-Sørensens indlæg i Børsen kan læses her: Danske medier fortier EU-optrin