Af Jens Kirkegaard, arkitekt maa, DF i Helsingør
Mange af de grundlæggende principper i det danske demokrati beskrives i grundloven, bl.a borgernes rettigheder, regeringens rolle, valg til folketinget og magtens tredeling.
Når man vurderer begrebet demokrati i en analyse af dagens offentlige diskussion, om krænkelseskulturen, MeToo bevægelse og Black Lives Matters etc. og samtidig ser, at unge veluddannede politikere ikke reagerer på nedsmeltning af kunstakademi og humaniora på universiteterne, så er det slående, hvad der kommer frem på ”nettet” af dårlige varsler om, at unge vender demokratiet ryggen.
Analyser viser, at de unges syn adskiller sig væsentlig fra de ældre generationer, der har et helt andre historiske billeder og socialepolitiske livserfaringer. I alle undersøgelser ligger Danmark og Norge i den positive ende. Alligevel bør vi generationerne imellem tale alvorligt om, hvad vi skal sætte i stedet.
I Norge går debatten i pressen på “hvor mye stoler du på ordføreren din, på kommunestyret eller på regjeringen? Har du tillit til at de folkevalgte jobber i tråd med ønskene og forventningene dine? Samfundets stabilitet, og evnen til å møte utfordringer som koronakrisen, avhenger av at vi som innbyggere føler tillit til myndighetene, både lokalt og nasjonalt”.
Spørgsmålene får mig til at ræsonnerer over ”møgsagerne” i min kommune, sikkert skyldes, at alt er til diskussion i dag, at politikerne for at være folkelige giver tilladelse til for meget, i stedet for at sig nej, og stille kvalitetskrav, når der dispenseres. Hvilket afstedkommer, at mange andre bliver gale og skuffet over de vage politiske signaler, hvor tre etager altid bliver til fem i den virkelige kommunale verden, med store slagskygger til følge i det lokalpolitiske landskab.
I det store politiske billede er det derfor ikke mærkeligt, at det er i den angelsaksiske verden, at kønsidentiteten, MeToo og Black Matters bevægelser har lammet store dele af samfundet.
At vi i Danmark desværre ser en mulig generationskrig, hvor unge kvinder bliver krænket over ytringer, der strider mod, hvad de enkelte grupperinger selv har opsat som sine egne standarder for det rigtige samvær, fordi vi der er flertallet, ikke har evnet, at sige nej til ”klynkeriet”.
Når vi har en corona-pandemi, der trækker tænder ud, så har vi ikke tid og råd til særregler, for mennesker der føler at mavefornemmelser skal have forret over for den sunde fornuft, og at regler skal overholdes. Vi skal derfor turde udvikle en ny politisk Nej-Kultur til at stoppe, at alt er til offentlig politisk diskussion, Verden er et alt for farligt sted til frit at udvikle alles ret til at fordømme andre i en tvivlsom selvrealisering.
