Får vi nye Røde Brigader, fordi der ikke findes en borgerlig kulturpolitik?

0
338
Jens Kirkegaard, DF Helsingør

Af Jens Kirkegaard, DF Helsingør

Enhedslistens multikulturelle visioner om hvem der i nationalt perspektiv er gode eller onde, er tilsyneladende blevet mainstream i det danske litterære akademi, hvor opgaven for den selvsupplerende kreds af professorer og forfattere er, at uddele priser til deres ligemænd. Bag facaden, væk fra offentligheden, har der længe hersket en intern kritik af et akademimedlem, Marianne Stidsen, (MS), der har brugt sin ytringsfrihed til, som en udløber af sidste års skandale om kønsdiskriminering i det svenske akademi, at udtale offentligt, at MeToo bevægelsen nærmest er, at sidestille med en terroristorganisation.

Mange i akademiet opfattede det som en utilstedelig kulturel provokation. Med sinpersonlige holdning til de omsiggribende “amerikansk venstrefløjs koncepter” som MeToo, og Black Lives Matter, har MS udbygget en offentlig kritik af disse internationale fænomener. Det får mig til at tænke på starten af de røde brigader sidst i 60´erne.

Marianne Stidsen udstiller hykleriet i det pæne selskab, når Thomas Boberg (TB) kommenterer hendes udsagn: “Det er mit store ønske, at akademiet kan komme på sporet igen. Det er en meget vigtig institution i en tid som denne her, hvor mange kulturinstitutioner vakler, det ser vi blandt andet med Black Lives Matter- demonstrationerne.” Til Information siger TB: “Det er en vanvittig udtalelse at komme med lige efter et stort krisemøde. Pludselig bliver akademiet en institution, som skal modgå den trussel, som Black Lives Matter tilsyneladende er. Det synes jeg er for langt ude.”

Langt ude er det, når jeg i DR lytter til Rosa Lund (MF EL) og kulturborgmesteren i København, nærmest får genhørt 70`eners hadpolitik til nationalkulturen, understøttet af journalisternes ledende spørgsmål, samtidig med, at den samme presse har tæppebombet os med smukke nationale beretninger om Sønderjylland op til den 15 juni. Jo, vi har sandelig fået kulturelle ulvetider i Danmark.

Forhåbentlig vil stridighederne i akademiet inspirere almindelige mennesker til, at vågne op og støtte MS, så vi i Danmark får reduceret skadevirkningerne fra de truende 15.000 demonstranter på Slotspladsen. Og dermed stoppet Pernille Skippers mediestunt, hvor EL ønsker Danmark dømt ude, som et racistisk land.

Hvilket vi, der både er gamle og hvide, ikke stiltiende vil acceptere, at de venstre-grønne politikerne får overladt kulturarven til eksempelvis den amerikanske Black Lives Matter. Når de samme kredse nu proklamerer, at Rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads er landsskadelig.

Et synspunkt der gladelig understøttet af vore engelsksprogede universiteter, hvor brunt er smukkere end hvidt, og universiteternes adfærdsregler skabt af venstrepopulisterne som en omvendt racisme er vendt mod danskerne.

“…og universiteternes adfærdsregler skabt af venstrepopulisterne som en omvendt racisme er vendt mod danskerne”

Derfor må vi være nogle i DF der samler op og sikrer en ny fælles front, for at sikre, at fortolkningskampen ikke opgives fra den borgerlige lejr. Jeg tror, at MS udtalelser dækker manges ønsker om “et vagt i gevær” overfor en multikulturel kulturidentitet, der tilsyneladende har fået hele mediebilledet for sig selv.

Derfor bør DF bør afholde en række høringer i Landstingssalen. I lighed med Alex Ahrendtsens invitation til fredningssektorene i forbindelse med hundredåret for bygningsfredningsloven i 2018. Nu med emner, der viser hvad der kan sker i fraværet af en national kulturpolitik. At vi fra foreningsdanmark, ikke længere vil acceptere, at debatte om vor nationalekultur, kun sker med bemærkninger fra universitetsinstitutioner, og venstrefløjens journalister.

Christiansborg må vågne op, nationalkulturen bør ikke overlades til ekstreme grupperinger og fanatikere. Hvorfor Dansk Folkeparti, gerne med andre partier, skal efterlyse nye fælles folkelige platforme, hvor vi kan få en tiltrængt fri talerstol. Jeg tror, at DF kan lade sig inspirere af sin egen fortid, hvor Mogens Camre, samen med Pia Kærsgaard. fandt frem til meget selvstændige kulturdebatører, når der skulle indstilles og besættes poster i kulturens mange råd og repræsentantskaber.

Christiansborg må vågne op, nationalkulturen bør ikke overlades til ekstreme grupperinger og fanatikere

Et partis kulturprofil har aldrig kunne udvikles af partifunktionærer, eller Tordenskjolds soldater. I en nationalkulturpolitik er der brug for ” Klodshans” der siger hvad han selv tror på, og som kan inspirere andre til nye handlinger. Et lands kulturprofil er næsten som en levende organisme, den må aldrig tørre ud fordi vore politikere er usikre overfor noget de ikke helt forstår.

Således at vi almindelige DFèr, der virker i kulturlandskabet og i forenings danmark, sammen med DF-Christiansborg kan stå som indbyder, til at få markeret hvad der er dækkende for et moderne fælles nationaltkultursyn.

Så hvorfor ikke starte med ovennævnte høringer om forskellige kulturelle temaer, samt et bruger eftersyn af for hvem det er, at vi har designet vore nationalparker, herunder også, at få belyst påvirkningerne af de umiddelbare omgivelser. Hvor et sidste skud på stammen kunne blive en analyse, af en mulig Dansk-Svensk maritimpark “Øresund”.