Kun få er blevet sigtet for at bryde tildækningsforbuddet ved at bære burka eller niqab. Dansk Folkepartis Peter Skaarup vil nu have justitsminister Nick Hækkeruip (S) til at svare på, om politiet tager forbuddet tilstrækkelig alvorligt
Den 1. august er det et år siden, at Danmark indførte et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Men tildækningsforbuddet, som det officielt hedder, har ikke ført til særlige mange sigtelser. Faktisk er der kun rejst 21 sigtelser om brugen af de muslimske heldragter fra 1. august 2018 til 17. juni 2019. Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet har lavet for Berlingske.
Antallet af sigtelser er så få, at Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup stiller spørgsmålstegn ved, om politi og myndigheder tager håndhævelsen af forbuddet tilstrækkelig alvorligt:
”Man har det indtryk, at udfordringen med burka og niqab i Danmark er væsentlig større, end de her tal giver anledning til at tro. Er det noget, man prioriterer for lavt? For at rejse en sigtelse kræves det jo, at en anmeldelse bliver taget alvorligt, og at politi og myndigheder gør noget ved det,” siger han til Berlingske.
Stiller spørgsmål til minister
Peter Skaarup fortæller til avisen, at han bliver kontaktet af danskere, der har prøvet af anmelde overtrædelser af forbuddet men at indtrykket er, at det ikke prioriteres særligt højt.
”Det kunne godt medføre, at man kommer til at tænke, at det ikke er noget, politiet gør noget særligt ved,” siger Peter Skaarup til Berlingske.
Dansk Folkeparti vil nu stille spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S) om det lave antal anmeldelser.
Politiformand: Kvalificeret skøn
Formanden for Dansk Politiforbund, Claus Oxfeldt, afviser, at politiet ikke skulle tage tildækningsforbudet alvorligt. Han siger til Berlingske, at politiet handler efter et kvalificeret skøn og ”er i stand til at vurdere, hvornår der er anledning til at udskrive en bøde”.
”Jeg er ret sikker på, at jeg ville have hørt om det, hvis der var blevet klaget over at vi ikke tog os af forbuddet,” siger Claus Oxfeldt.
ditOverblik har tidligere skrevet om en sag fra et taekwondo-stævne i Esbjerg, hvor en kvinde blev anmeldt for at bære niqab. Det var DFs byrådsmedlem i Horsens, Michael Nedersøe, der foretog anmeldelsen, og han kritiserede efterfølgende, at kvinden slap for en bøde og i stedet fik lov til at bære en støvmaske. Det skete med den begrundelse, at kvinden havde dokumentation fra et hospital på, at hun skulle bære støvmaske.
Slap for bøde og fik lov at bære støvmaske
Politiet forklarede efterfølgende, at hvis en person retter ind med det samme, så slipper man for videre tiltale:
”Når vi påtaler, at nogen gør noget forkert, og de så retter sig efter det, får de ingen bøde. Det samme gør sig gældende, hvis du har glemt at tænde for tågelygterne, men gør det med det samme, hvis politiet påtaler det,” sagde kommunikationsmedarbejder Helle Lundberg, Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.
Overtrædelse af tildækningsforbuddet straffes som udgangspunkt med en bøde på 1000 kroner.
Ud over de 21 burka- og niqab-sager er der rejst 16 sigtelser om andre overtrædelser af tildækningsforbuddet såsom masker, elefanthuer, hætter og poser.
LÆS OGSÅ:
Kvinde med niqab slap for bøde og fik lov at bære støvmaske
Markante muslimske debattører bakker burka-forbud op