Det er nye tider. Coronatider. Det er umuligt at forudsige, hvad der kommer til at ske i dansk politik på den anden side af Coronaen
En analyse fra DitOverblik
Når krisen rammer, står nationen – og Folketinget – sammen. Sådan er det og sådan skal det være.
Og der er i grunden ikke noget ”men…”.
Og så alligevel. I demokratier er et ”men” nødvendigt. Intet er absolut. Ingen behersker sandheden i bestemt ental. Dén slags er forbeholdt kommunister og islamister og andre fanatikere.
Derfor også ros til regeringens kommunikation. Igen-igen. Det er smart, og reelt, når regeringen på spørgsmål om, hvorvidt tiltagene af forskellig beskaffenhed er nødvendige og baseret på viden, svarer, at man ikke kan vente på evidens, før man handler. Så kommer man i denne situation for sent.
Men det er omvendt noget ufikst, når JPs chefredaktion sletter et indlæg fra Michael Jalving med en kritisk tilgang til Corona-initiativernes omfang med den tågede begrundelse, at Jalvings ”præmis er forkert”.
Nå da! Er det nu ligefrem objektivt ”forkert” at mene, at indvandring er et større og mere blivende problem for Danmark end Corona, den øjeblikkelige alvor til trods?
Nok skal man stå sammen. Men man behøver jo ikke lukke ned for proportions-diskussionen, dét er nemlig faktisk farligt.
Og det er da også typisk, at lige præcis lukningen af grænsen foreløbigt har kaldt på mere rituelt brok fra de fleste sædvanlige modstandere af enhver tanke om bare lidt punktvis grænsekontrol end folketingets vedtagelse af ret vidtgående begræsninger i borgernes frihedsrettigheder – solnedgangsklausul (udløb af lovgivningen, red.) eller ej, så ér der tale om vidtgående og historiske muligheder for regeringen for indgreb overfor danske borgere.
Og man kan kun – med en vis fornøjelse, indrømmet! – forestille sig, hvordan medlemmerne af de Radikale de her dage må sidde og skære tænder, krumme tæer og stikke nåle i woodoo-dukker af Mette Frederiksen, når de skal lytte til pressemøde efter pressemøde om lukning af grænserne til Danmark – endda med betonklodser!
Og som salt i såret tilmed tilsat en retorik overfor både EU og udlændinge uden ”anerkendelsesværdige” grunde til at komme til kongeriget, der tidligere var reserveret Dansk Folkeparti og som radikale polemikere følgelig kunne kaste sig over 24-7.
Det må for de Radikale være hårdere end Coronaen. For det er den regering, de holder hånden under.
Man så da også så sent som sidste onsdag i spørgetiden til statsministeren i Folketingssalen – selv om det kun er sølle seks dage siden, føles det som en evighed – at den radikale leder Morten Østergaard desperat forsøgte at få regeringen til fortsat at tage den grønne omstilling og klima-kampen alvorlig, Corona eller ej.
Stort set lige siden har regeringen brændt penge af i et tempo, så det er indlysende for alle, hvad der da også fremgår af flere dagblade i dag, at mulighederne for at indfri både løfterne til gode, gamle Arne om tidlig tilbagetrækning og de økonomiske muskler til klimatiltag, ”dag for dag, time for time”, for nu at holde os til regeringens retorik, fortaber sig i virus-bekæmpelsens tåger.
Man kan ikke både bruge fire milliarder til en lønpakke til private virksomheder og de samme milliarder til Arne og ligesindede.
Så uanset hvad, så bliver der på den anden side af Coronaen en helt anden politisk virkelighed. Dét, der for to uger siden var en ædruelig, klassisk SWOT-analyse om muligheder og trusler, styrker og svagheder i dansk politik, er ikke en jante værd i dag. Det er ganske enkelt umuligt at forudsige, hvordan hele denne Corona-misere ender for Danmark, danskerne, regeringen og dansk politik.
Redder det reelt regeringen ud af et mildest talt vanskeligt og vidtløftigt løfte fra januar 2018 til Arne om ”ret til tidligere folkepension”, at kassen bliver tom? Alle og enhver må da kunne forstå, at det er force majeure og at kassen skal fyldes igen, før regeringen kan lancere sin fine plan, som ingen endnu har set bare en flig af, men som altså koster mindst 3 milliarder kroner, i realiteten nok en del mere.
Eller hvad?
Og hvad med verdens mest ambitiøse klimaplan? Hvor er det lige pengene skal komme fra?
Allerede nu kan man uden at lave dyre målinger på det spore en anden og mere virkelighedsnær tilgang til klimaet i den brede befolkning, end der gjorde sig gældende for et år siden.
Og afgifter en masse, kødløse onsdage og andre trælse tiltag vil næppe nogen regering slippe godt afsted med, når først Corona-plagerne er overvundet.
Og da slet ikke efter, at B&O har fyret en bunke, SAS er sat på stand-by og hele ferie-, fritids- og restaurationsbranchen ligger og raller og mest af alt har brug for kunstig respirationshjælp.
Det bliver uanset hvordan svært at være regering efter valget. Som Altinget.dk i en fin gennemgang her til morgen gjorde opmærksom på, så vinder man sjældent valg på selv nok så sublim krisestyring. Illustreret med et billede af Winston Churchill. Og i nyere tid udskiftede amerikanskenerne præsident George Bush sr. – efter at han havde vundet Golfkrigen. Uhørt. Men det var tid.
Og om den danske befolkning efter Corona, hvornår det så end bliver…, vil tilgive en løfterig regering, at det hele ikke bliver til noget fordi Cornaen ramte, er, trods alt, tvivlsomt. Hukommelsen er nådesløs kort, når først vi er ude af hjemme-karantænerne, hverdagen ligner sig selv og vi igen kan spille badminton, drikke kaffe til 52 kroner koppen nede på caféen og jodle med ved diverse koncerter.
Bliver også interessant at se, om de små kritiske sprækker, der nu viser sig i det politiske sammenhold, bliver til mere eller lukker sig hurtigere, end de opstod. For regeringens trang til overstyring er intakt, viser det sig. Et svar til Folketinget om, at Sundhedsstyrelsen faktisk advarede mod de voldsomme indgreb, blev gemt på side 28 i en 82 sider lang rapport, som Folketingspolitikerne fik sent om aftenen torsdag halvanden time i deadline. Ikke hemmeligholdelse, men bestemt ikke hjælpsomt. Og V, DF og K har allerede klogeligt i ordentlige, men klare, vendinger, ventileret deres utilfredshed.
regeringens trang til overstyring er intakt, viser det sig
Lige nu styrer regeringen. Max. Både krisen og medierne. Med daglige pressemøder og en bunke handlingsplaner. Og for en sikkerheds skyld lover de ved hvert pressemøde, at der helt sikkert kommer et til, og endnu et med flere indgribende initiativer. Og som finansministeren malerisk udtrykte det forleden; ”der er ikke noget loft” eller sagt på anden vis: Vi kan finde på hvad som helst. Og ja, det må man sige, at regeringen og Folketinget på få dage har demonstreret, at man kan. Og heller ingen grænse. Eller det er måske præcis dét, der er; NU ér der en grænse. En bevogtet og lukket en af slagsen. Med militær og beton.
Sjovt som grænsekontrol og lukning af grænser bliver næsten ethvert lands foretrukne våben, når lokummet brænder.
Selv ikke politiledelsen og den allestedsnærværende brokkende formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, har turdet driste sig ud og brokke sig over, at politiet igen skal bruge tid ved grænsen. Det har ellers været et fast ritual i årevis, når grænsekontrol var oppe at vende. Men det er nye tider. Coronatider.
Uanset, hvor alvorlig eller ikke den Corona viser sig at blive, er der en tid før og efter. Og at det hele ikke bliver det samme bagefter, behøver man ikke være professor for at regne ud.
