DF: Send udenlandske indsatte hjem

0
1852
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

De danske fængsler er overfyldte, og der er ikke nok fængselsbetjente. DFs retsordfører Peter Skaarup mener, at presset på fængslerne skal lettes ved at sende udenlandske kriminelle til afsoning i udlandet

En uheldig kombination af overfyldte fængsler og færre fængselsbetjente betyder, at radikaliserede indsatte risikerer at blive løsladt, fordi de ansatte ikke har ressourcer til at holde øje med tegn på radikalisering. Det skrev Berlingske mandag.

Den normale procedure er, at fængselsansatte indberetter til Kriminalforsorgen, hvis de oplever tegn på radikaliseret adfærd. Men i følge Bo Yde Sørensen, formand for Fængselsforbundet, er der ikke tid til at holde øje med potentielt radikaliserede indsatte:

”Det er kun fængselsbetjente, der færdes blandt fangerne, som kan opdage det – og det er der i øjeblikket ikke nogen, der har tid til. I praksis har personalet ikke den nødvendige træning til at vide, hvad man skal reagere på, og hvordan man skal reagere, når man ser tegn på radikalisering”, siger fængselsformanden til Berlingske.

DF: Send dem til udlandet

Ifølge et svar til Folketingets Retsudvalg skyldes presset på fængslerne, at strafmassen er steget de seneste år. Strafmassen er det samlede antal idømte måneders fængsel. I de første ni måneder i 2017 var strafmassen på 44.367 månede – i samme periode i 2019 var den på 51.137 måneder. Det skrev Berlingske tirsdag.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup siger, at det er positivt med den høje strafmasse. Men han er enig i, at det er et problem, hvis fængslerne er for overfyldte, og der mangler betjente. Til det har han nogle løsningsforslag:

”En af hovedudfordringer, når vi kigger på, at der er for mange indsatte i danske fængsler, er, at mange pladser optages af udenlandske statsborgere – omrejsende kriminelle – og hvis de blev sendt hjem eller til et andet land end Danmark for at afsone, ville det med det samme give meget plads i danske fængsler. Det lovede Socialdemokraterne under valget, men det er aldrig blevet til noget,” siger Peter Skaarup til Berlingske.

Peter Skaarup har kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om situationen.