Forvirring om burkaforbud – DF: Nu må regeringen præcisere reglerne

0
2804
To kvinder iført den muslimske klædedragt niqab, som det fra 1. august har været forbudt at bære på offentlige steder i Danmark. Arkivfoto

Kommuner, A-kasser og uddannelsessteder aner tilsyneladende ikke, hvad de skal stille op, hvis der møder kvinder op i burka og niqab. Dansk Folkeparti vil have regeringen til at præcisere regler

Forvirringen er tilsyneladende total, når det gælder håndteringen af det nye tildækningsforbud, der gør det forbudt at bære burka og niqab på offentlige steder.

Kommuner, A-kasser og uddannelsessteder aner ikke, hvad de skal stille op, hvis der er møder personer op iført burka eller niqab. Det viser en rundspørge fra Altinget.dk.

”Der er ikke nogen fælles retningslinjer hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Vi lader det være op til den enkelte skole at vurdere, om de har behov for retningslinjer,” siger eksempelvis pressechef Dorte Skovgaard Wihre, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, til Altinget.dk

Aarhus Universitet vil ikke gribe ind, på Københavns Universitet er der ingen retningslinjer, og Københavns Lufthavn vil kun standse en burka- eller niqabklædt kvinde, hvis hun bipper i sikkerhedskontrollen.

Forvirringen får nu Peter Skaarup (DF), der er formand for Folketingets retsudvalg, til at kræve en redegørelse fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

”Vil ministeren redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at der snarest muligt bliver fulgt op på lovgivningen om tildækningsforbuddet hos de relevante myndigheder i form af udstedelse af bekendtgørelser, cirkulærer og retningslinjer, så der ikke hos offentlige institutioner m.v. skal herske usikkerhed om, hvordan maskeringsforbuddet skal håndhæves,” skriver Peter Skaarup i et spørgsmål til ministeren.

DF: Vi mener det alvorligt

Til Altinget siger Skaarup, at han er meget overrasket over at høre om de manglende konsekvenser:

”Tildækningsforbuddet er noget, vi mener meget alvorligt, ikke mindst for at bekæmpe social kontrol. Så det er vigtigt, at forbuddet også virker i praksis,” siger han.

Hos Danske A-kasser og i Kommunernes Landsforening er der også forvirring. Begge steder er man af den opfattelse, at en kvinde muligvis godt kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om hun bærer burka eller niqab.

“I september 2017 har Beskæftigelsesministeriet oplyst Folketinget om, at det, at en borger bærer niqab eller burka, ikke i sig selv eller generelt er en hindring for, at vedkommende står til rådighed for arbejdsmarkedet,” siger KL-direktør Laila Kildesgaard til Altinget, mens Verner Kirk fra Dansk A-kasser mener, at det må bero på en konkret vurdering.

De svar undrer Peter Skaarup:

“Jeg synes, det siger sig selv, at man for eksempel ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man er iført burka eller niqab. Men hvis det ikke er tilfældet, må vi klargøre det,” siger han til Altinget.

Tildækningsforbuddet trådte i kraft den 1. august 2018.

“Jeg synes, det siger sig selv, at man for eksempel ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man er iført burka eller niqab”

Peter Skaarup (DF), formand for Folketingets retsudvalg