DF-ordfører savner handling fra minister: SU-udgifter til udlændinge er eksploderet

0
3193
Under den borgerlige regering blev antallet af engelsksprogede studiepladser sænket med 1000. Arkivfoto

Danmark betalte i 2018 mere end halv milliard kr. i SU til udenlandske studerende. Det skete på trods af politisk aftale om, at udgifterne ikke må overstige 422 mio. kroner

513 millioner kroner. Så mange penge udbetalte den danske stat i SU til udenlandske studerende i 2018. Det skete på trods af en politisk aftale om et loft over SU til udlændinge på 422 millioner kroner årligt.

Totalt uacceptabelt, mener Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl. Af samme grund er han også stærkt bekymret over, at regeringens støttepartier nu presser på for at få flere engelsksprogede studiepladser i Danmark.

”Det står i aftalen om SU-loftet, at beløbet ikke må være væsentligt over (422 millioner kroner, red.). Mere end en halv milliard kroner må siges at være væsentligt over, og der er desværre ingen tegn på, at udgifterne er på vej ned. Men vi vil insistere på, at aftalen overholdes, og at ministeren forholder sig til den og gør noget,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

“Vi vil insistere på, at aftalen skal overholdes, og at ministeren forholder sig til den og gør noget”

Jens Henrik Thulesen Dahl, udannelsesordfører (DF)

Antallet af engelsksprogede studiepladser blev på Dansk Folkepartis initiativ nedsat med 1000 fra 2019 – fra ca. 21.000 til ca 20.000 – under den forrige regering. Det skete netop for at holde igen på SU-udgifterne. Men i forståelsespapiret, som S-regeringen og dens støttepartier aftalte inden regeringsdannelsen sidste sommer, står der, at antallet af engelsksprogede studiepladser skal øges, og Det Radikale Venstre gør nu klart, at det skal ske snart.

Katrine Robsøe, uddannelsesordfører for De Radikale, siger i dag sådan her til BT:

“Loftet over engelsksprogede uddannelser skal afskaffes hurtigst muligt. Det stoler jeg fuldt og fast på, at regeringen gør, når det står sort på hvidt i forståelsespapiret. Så må vi i stedet finde andre måder at få styr på SU-udgifterne”.

Jens Henrik Thulesen Dahl, kommunal- uddannelses- og forskningsordfører. Foto: Steen Brogaard

Minister i kattepine

Derfor er forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) havnet i regulær kattepine. På den ene side skal regeringen overholde SU-loftet. På den anden side skal den overholde forståelsespapiret.

Foreløbig siger ministeren, at “det vigtigste lige nu er få styr på SU-udgifterne”. Men i Folketinget onsdag svarede hun sådan her på et spørgsmål fra den radikale ordfører, som ville vide, om regeringen vil leve op til forståelsespapiret:

”Jeg vil meget gerne bekræfte, at det forståelsespapir står ved magt. Det gælder, både i forhold til at der står, at regeringen skal overholde alle forlig, men det gælder også i forhold til den her sag, og hvordan jeg er sikker på, at det ville være meget bedre for Danmark, hvis vi fandt en mere fleksibel løsning, der kunne erstatte det loft, vi ser i dag, til at overholde det SU-forlig, som jeg godt vil understrege vi selvfølgelig lever op til”.

DF: Er der styr på tingene?

Dét svar beroliger bestemt ikke DFs uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl. Han mener ikke, at ministeren reelt gør noget for at leve op til aftalen om SU-loftet:

”Hun står på talerstolen og siger, at hun vil følge begge spor, både forståelsespapiret og aftalen om SU-loftet. Hun vil afvente og se på alternativer. Det giver mig ikke indtryk af, at der er ret meget styr på tingene. Jeg mener ultimativt, at regeringen må udfordre EU i det her spørgsmål. Jeg har også foreslået, at man kan arbejde med et optjeningsprincip, så udlændinge ikke er berettiget til SU med det samme. Det her er et dansk velfærdsgode, og det er vi nødt til at forsvare,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Se folketingsdebatten onsdag om SU vandrende arbejdstagere her