DF-nej til Margrethe Vestager som kommissionsformand

0
2290
Margrethe Vestager da hun i sidste uge deltog i en TV-debat mellem kandidaterne til præsidentposten i EU-kommissionen. Foto by Aris Oikonomou / AFP

EU-kommissær Margrethe Vestager er alt for EU-begejstret, mener Dansk Folkepartis spidskandidat Peter Kofod, som ikke ønsker Vestager som ny EU-kommissionsformand

Det bliver et nej fra DF til Margrethe Vestager som præsident for EU-kommissionen. Ikke af modvilje mod hende, men fordi hun i den grad er EU-begejstret.

”Hun er sikkert en rar person, men vi er imod hende af principielle, politiske grunde,” siger DF’s spidskandidat ved EU-parlamentsvalget, Peter Kofod Poulsen.

”Hun er en jubeleuropæer, slet og ret. Og vi er helt uenige med hende om, hvor det skal gå hen med EU,” tilføjer han.

”Jeg vil have mindre, meget mindre magt til EU. Og jeg håber på en dansk kommissær, der er mere kritisk overfor alt det, EU står for. Og så må vedkommende blive præsident for kommissionen eller ej – det er ikke så vigtigt,” fastslår Peter Kofod Poulsen.

“Jeg håber på en dansk kommissær, der er mere kritisk overfor alt det, EU står for”

Peter Kofod Poulsen, spidskandidat, DF

To mænd forrest

Kampen om at blive præsident for EU-kommissionen finder sted på et særligt vanskeligt tidspunkt for Vestager. Den 28. maj – altså to dage efter EU-parlamentsvalget – mødes EU’s ledere for at se om de kan blive enige om en fælles kandidat. Og særligt fra magtfulde Frankrig er der et ønske om at man ikke følger opfordringerne fra EU-parlamentet, men samles om en kandidat, der i højere grad er regeringernes kandidat og ikke parlamentets.

På det tidspunkt er den danske valgkamp i fuld gang og selvom der er fungerende regering, vil man ikke kunne give Vestager – eller nogen anden – støtte i den situation.

Og hvis man blot ser på de kandidater, der ligesom Vestager har opbakning fra deres

Opgøret om at blive den næste præsident for EU-kommissionen startede allerede i oktober, da den ledende socialdemokrat Frans Timmermanns meldte sig som kandidat. Franciscus Cornelis Gerardus Maria Timmermans, som han er døbt, er i dag EU-kommissær og første vicepræsident – altså nummer to efter præsident Jean-Claude Juncker. Som tidligere udenrigsminister er han ganske kendt over hele Europa og har støtte fra den næststørste gruppe i parlamentet, socialister.

Endnu bredere opbakning har tyskeren Manfred Weber fra den store konservative gruppe. Man kan blive tilgivet for ikke at vide, hvem han er, for i et rundspørge kunne kun 26 procent af hans egne landsmænd sætte navn på hans venlige ansigt. Men han sidder med den ultimative trumf ved bordet – han har kansler Angela Merkels store og kontante opbakning.

Peter Kofod, spidskandidat til Europaparlamentet for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Latterlig proces

DF’s Kofod Poulsen vender sig imod hele den proces, hvor EU-parlamentet til dels mod reglerne og traktaterne har tiltaget sig magt i kampen om den mest magtfulde EU-post.

”Processen er en farce,” siger han og tilføjer:

”Det er langt bedre, at de nationale regeringer og parlamenter kommer ind på banen. Landede burde finde en kandidat, som de kan arbejde med og som forstår, at EU altså er en række forskellige lande.”

Efter en pause tilføjer han:

”Udfordringen i dag er, at man skal vælge mellem nogen, der elsker EU, eller nogen, der elsker EU endnu mere.”

Udover Vestager og seks andre kandidater fra EU-parlamentet liste tales der i Bruxelles om en håndfuld andre kandidater ude i kulisserne. Mest kontroversiel er Frankrigs kandidat, Michel Barnier, der stod for forhandlingerne om Brexit. Hans skæbne kan blive, at Storbritannien faktisk mod forventning kan få en afgørende, sidste stemme.