Passagertallet falder i Region Hovedstaden, men selskabet Movia afviser, at hænger sammen med høje billetpriser og dårligere busbetjening. ´”De har glemt passagerernes behov,” siger DFs Finn Rudaizky, der nu vil have en brugerundersøgelse
Højere billetpriser = færre passagerer.
Det lyder logisk, men ikke for landets største trafikselskab Movia, der står for driften af busser, lokalbaner og flextrafik i 45 kommuner og to regioner på Sjælland
Selv om passagertallet falder år for år, og det bliver stadig dyrere at tage bus og tog, har Movia hidtil afvist, at udviklingen kan hænge sammen med billetpriser og nedskæring i antallet af ruter og afgange. I stedet forklares passagernedgangen med bl.a. coronapandemien.
Men Finn Rudiazky, regionsrådsmedlem og medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, tror ikke på Movias forklaringer. Han er overbevist om, at det konstant faldende passagertal skyldes stigende billetpriser og dårligere bus- og togbetjening i bl.a. yderområderne.
”Når Movia påstår, at det afgørende er kvalitet og slet ikke prisen. Det er en, efter min mening, helt skæv påstand, som er fremført uden nogen dokumentation eller faktisk brugerundersøgelse. Desuden har Movia og ejerkredsen faktisk selv medvirket til det drastiske passagerfald. Det er sket ved indskrænkning af ruter, sløjfning af relevante stoppesteder, længere tid mellem busser og manglende hensyn til transport til uddannelsesinstitutioner,” skriver Finn Rudaizky i et debatindlæg.
Vil have undersøgelse
Han vil nu have en debat i regionsrådet og Borgerrepræsentationen om passagerudviklingen. Står det til DF, skal der laves en brugerundersøgelse, så man kan finde ud af, hvorfor borgerne vælger Movia fra. Desuden vil DF have billigere billetter og bedre betjening af yderområderne.
”Hensynet til borgerne har været meget lavt prioriteret, så man ved meget lidt om, hvorfor folk vælger bus og tog fra. Derfor må vi have en brugerundersøgelse. Når jeg taler med folk, der har droppet bus og tog, forklarer de bl.a. det med, at det er for dyr tog der er for langt mellem afgangene,” siger Finn Rudaizky til ditOverblik.
Han vurderer, at stadig flere partier bakker op om DFs synspunkt.
”Der er ved at ske noget politisk, heldigvis. Det mærkelige er jo, at de partier, der ellers vil have grøn omstilling, er dem der har skåret ned på ruter osv.,” siger Finn Rudaizky.