Dansk Folkeparti i København foreslår, at København viser solidaritet med det ukrainske folk ved at gøre hovedstaden Kiev til venskabsby
Københavns Kommune bør vise solidaritet med det ukrainske folk. Det mener Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentation, Finn Rudaizky, som derfor foreslår, at København her og nu gør den ukrainske hovedstad Kiev til venskabsby.
“Københavns Borgerrepræsentation kan normalt ikke beskæftige sig med udenrigspolitik, men den russiske aggression er så voldsom, at vi må danne fælles front på tværs af partierne i borgerrepræsentationen og sige, at nok er nok. Derfor vil jeg opfordre borgerrepræsentationens øvrige partier til at gå sammen med Dansk Folkeparti og vise vores solidaritet med Kiev som tegn på sympati og venskab mellem vores to hovedstæder og indbyggerne i byerne,” siger han i en udtalelse.
“Den russiske aggression er så voldsom, at vi må danne fælles front på tværs af partierne i borgerrepræsentationen og sige, at nok er nok”
Finn Rudaizky siger til ditOverblik, at en sådan solidaritetserklæring skal gøre københavnerne mere bevidste om forpligtelsen til at hjælpe Ukraine og Kiev:
”Vi skal som enkeltpersoner og via hjælpeorganisationer støtte konkrete initiativer i Kiev. Mad, tøj, medicin, hjælp til at komme væk fra det helvede, som Putin har skabt, med sine onde hensigter og onde gerninger. Og også med materiel til at forsvare sig i Kiev mod Putins stormtropper. Forhåbentlig bremses russernes fremfærd, men vi må gerne hurtigt tænke over, om EU og NATO’s hjælp til Ukraine og Kiev er tilstrækkelig,” siger Finn Rudaizky.
Har ikke tradition for venskabsbyer, men…
Han tilføjer, at ukrainerne ”selvfølgelig har andre og vigtigere ting at tænke på lige nu”:
”Men, som en synliggørelse af Københavns ønske om solidarisk venskab med Kievs borgere, synes jeg det vil være en flot gestus, hvis Københavns Borgerrepræsentation, hurtigt ville offentliggøre en beslutning om, at Kiev fra nu af er at betragte som Københavns venskabsby. Det vil vi i DF på rådhuset gerne kæmpe for. Også selvom der ikke er tradition for at København normalt har venskabsbyer. Den praksis bør vi ændre nu. Det er på høje tid,” siger DFs medlem af Borgerrepræsentationen.