DF i Horsens vil sætte Muhammedkrisen på skoleskemaet

0
7679
Michael Nedersøe er byrådsmedlem i Horsens.

I sidste uge afviste regeringen et forslag fra bl.a. Dansk  Folkeparti om at gøre undervisning i Muhammedkrisen obligatorisk i landets skoler. Nu vil DF i Horsens have byrådet til at gennemføre forslaget lokalt

Skoleelever i Horsens Kommune skal undervises i Muhammedkrisen fra 2005.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af byrådet, Michael Nedersøe, som har rejst et forslag i byrådet om at gøre Muhammedkrisen til fast pensum i kommunens skoler.

“Muhammed-krisen er blandt de mest voldsomme og vigtige begivenheder i Danmark siden Anden Verdenskrig. Ytringsfriheden er noget af det vigtigste, vi har, og den kom under pres, mens ting blev sat i brand under optøjer både herhjemme og ude i verden,” siger Michael Nedersøe til TV2 Østjylland.

Kan besluttes lokalt

Hans forslag kommer efter, at regeringen i sidste uge afviste et forslag fra en række borgerlige partier, blandt andet Dansk Folkeparti, om at gøre undervisning i Muhammedkrisen obligatorisk i alle landets folkeskoler.

Siden har børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) i et skriftligt svar til DFs formand Morten Messerschmidt bekræftet, at kommunalbestyrelserne der godkender skolernes benytter Michael Nedersøe sig af nu.

Michael Nedersøes forslag i Horsens byråd lyder sådan her:

For at fritage lærerne for ansvaret, for at beskytte deres ret til at undervise i Danmarkshistorien og for at beskytte alle danskeres ytringsfrihed, stiller Dansk Folkeparti følgende forslag:

  1. Byrådet retter henvendelse til og opfordrer Undervisningsministeriet til at udarbejde undervisningsmateriale til brug på skoler og gymnasier om Muhammedkrisen, naturligvis omfattende alt relevant materiale fra perioden, herunder tegninger af muslimernes profet Muhammed.
  2. Byrådet beslutter hermed, at der skal undervises i kommunens folkeskoler og gymnasier i Muhammedkrisen ved brug af ovennævnte materialer.

Politikere skal træffe beslutningen, ikke lærerne

Den 16. oktober 2020 blev den franske gymnasielærer Samuel Paty myrdet af en islamist, fordi han havde vist muhammedtegningerne i forbindelse med ytringsfrihedsundervisning. Regeringen har også brugt hensynet til lærernes sikkerhed som et argument for ikke at gøre Muhammed-undervisning obligatorisk. Men det argument køber Michael Nedersøe ikke:

”Jeg tror simpelthen ikke på, at der sker noget ved det. Mit forslag går netop på, at beslutningen om at undervise i Muhammedkrisen bliver taget oppefra af politikerne og ikke af den enkelte lærer, for det skal ikke være hans ansvar, og derfor tror jeg heller ikke på, at nogen vil gå direkte efter den enkelte lærer,” siger Michael Nedersøe til TV2 Østjylland.

Mette Thiesen: Massivt svigt af regeringen

Det var Dansk Folkepartis ytringsordfører Mette Thiesen, der oprindeligt stillede forslaget om at gøre Muhammed-undervisningen obligatorisk. Mens hun glæder sig over Michael Nedersøes initiativ i Horsens, så kalder hun det et massivt svigt, at regeringen ikke vil støtte de borgerliges forslag.

”Vi ser en regeringen, der bliver ved med at fastholde en syltekrukke på det her område og fuldstændig ignorere problemet. Desværre har vi set det før,” sagde Mette Thiesen i sidste uge til Ritzau.