Dansk Folkeparti i Århus afviser forslag fra Nye Borgerlige, Venstre og Enhedslisten, der vil placere ukrainske flygtninge i Gellerupparken. Uanstændigt, mener Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti
“Helt uanstændigt”. Dansk Folkepartis medlem af byrådet i Århus, Jakob Søgaard Clausen, møder et forslag fra Nye Borgerlige, Venstre og Enhedslisten med hovedrysten.
De tre partier vil bruge seks nedrivningstruede boligblokke i Gellerupparken til at huse ukrainske flygtninge. Men det er en rigtig dårlig ide at placere ukrainske flygtninge i en hårdt belastet ghetto, mener Jakob Søgaard Clausen.
”Der er tale om kvinder og børn, som flygter fra krig. Dem kan Århus da ikke være bekendt at placere i en af Danmarks værste ghettoer med høj kriminalitet, høj arbejdsløshed og en helt skæv befolkningssammensætning. Det synes jeg er helt uanstændigt. De ukrainske flygtninge skal ikke lide under årtiers forfejlet integrationspolitik.”
Dansk Folkeparti foreslår i stedet at bruge nogle af de 260 tomme ældreboliger, som kommunen har problemer med at leje ud, og som byrådet nu sælge nogle af.
“Vi bruger allerede nogle af dem til ukrainske flygtninge, og jeg synes det giver meget mere mening at bruge resten også frem for at sælge dem. Og så skal vi give en håndsrækning til de mange århusianere, som gerne vil huse ukrainske flygtninge. Jeg tror på, at vi hjælper de ukrainske flygtninge bedst muligt, hvis de kommer ud blandt århusianere i hele kommunen,” siger Jakob Søgaard Clausen.
Forslaget sendes nu til kommunens Ukraine-taskforce.