DF går efter borgmesterposten i Horsens

0
2058
Michael Nedersøe er byrådsmedlem i Horsens.

Dansk Folkeparti i Horsens stiller med sin egen borgmesterkandidat til kommunalvalget. “Vi har ikke tillid til Venstre,” siger DFs nye borgmesterkandidat Michael Nedersøe

Dansk Folkepartis gruppeformand og spidskandidat i Horsens Kommune, Michael Nedersøe, går efter at blive sin kommunes borgmester efter kommunalvalget den 16. november. Ved tidligere valg har Dansk Folkeparti søttet op om Venstres borgmesterkandidat, men DF har ikke tillid til Venstres nuværende leder Martin Ravn. Derfor har Michael Nedersøe nu meddelt, at han stiller op som borgmesterkandidat.

“Vi har flere gange oplevet, at Venstre har taget æren for politiske beslutninger, de ikke selv har stået bag, eller at de har skiftet holdning til noget, de selv har stemt for, fordi der opstod en lokal protestgruppe. Den måde at drive politik på kan vi simpelt hen ikke støtte op om. Hvis det er måden man agerer på som oppositionsparti, så tør jeg ikke tænke på, hvordan man agerer som borgmester,” siger Michael Nedersøe.

Horsens Kommune har haft en socialdemokratisk borgmester i 104 år. De blå partier drømmer om et systemskifte, men ved valget er der nu udsigt til hele tre blå borgmesterkandidater. Ud over Venstre og Dansk Folkeparti, stiller Liberal Alliance også med en borgmesterkandidat.

“Hvis de ønsker et magtskifte, kan de pege på os”

Michael Nedersøe, hvor realistisk er det, at du kan blive borgmester?

“Det kommer jo an på, om vi bliver tungen på vægtskålen. For mig at se, er det et spørgsmål om, at hvis man ønsker et magtskifte og muligheden opstår, så kan de andre partier jo bare pege på Dansk Folkeparti,” siger Michael Nedersøe, der går til valg på et ønske om, at sikre den gode velfærd og opprioritere værdipolitikken.

“Vi har stillet flere forslag om at sige nej til bønnekald og forbyde religiøs hovedbeklædning hos kommunalt ansatte. Den slags værdipolitiske spørgsmål vi have mere fokus på,” siger Michael Nedersøe.

Venstre: Det er personligt

Venstres spidskandidat Martin Ravn siger til lokale medier, at uenigheden mellem Venstre og Dansk Folkeparti handler om personlige relationer.

“Det er ikke på det politiske plan, at der er en modsætning. Jeg tror det handler om personlige realitioner. Michael har, ja, fået opbygget et had til mig,” sagde Martin Ravn tidligere på ugen til TV Syd.

“Det handler om politik”

Den udlægning får en blank afvisning fra Michael Nedersøe:

“Jeg hader skam ikke nogen. Det her er et spørgsmål om politik. Martin Ravn har ikke formået at samle blå blok, Venstre behandler os ikke respektfuldt når de tager æren for politik, vi har fået gennemført, og de optræder ikke troværdigt,” siger Michael Nedersøe.

Dansk Folkepartis borgmesterkandiat er 42 år. Han blev valgt til byrådet ved valget i 2017 og er også folketingskandidat for DF. Til daglig arbejder Michael Nedersøe som chauffør.

TV Syds interview med Michael Nedersøe og Martin Ravn kan ses her