Udlændinge med lovligt ophold i Danmark skal udvises, hvis de hjælper andre udlændinge, der opholder sig illegalt i Danmark, lyder et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti
Op mod 30.000 udlændinge opholder sig illegalt i Danmark. En del af dem får sandsynligvis hjælp af udlændinge, som selv har lovligt ophold i landet. Derfor rejser Dansk Folkeparti nu et beslutningsforslag om, at udlændinge, som hjælper eller på anden måde bistår illegale udlændinge med at at leve eller komme ind i Danmark, skal udvises.
“Det burde være klart, at et stort og stigende antal illegale udlændinge i Danmark på alle måder er uønsket. Da problemet er stigende, skal der ske handling. Det er på alle måder et kæmpe problem, at der vokser en illegal underklasse frem i Danmark – eller andre europæiske lande, hvortil nogle af de illegale fra Danmark rejser,” skriver Dansk Folkeparti i beslutningsforslaget, som DF-formand Morten Messerschmidt er ordfører på.
“Det burde være klart, at et stort og stigende antal illegale udlændinge i Danmark på alle måder er uønsket”
I dag er straffen for at hjælpe udlændinge med ulovlig indrejse eller illegalt ophold en bøde eller fængsel op til to år. Men det er for lidt, mener Dansk Folkeparti, som med beslutningsforslaget vil pålægge regeringen, at den inden udgangen af 2022 “skærper de relevante bestemmelser i udlændingeloven”.
Vil få flere til at rejse ud
Skærpelsen skal konkret bestå i, at en udlænding med lovligt ophold skal kunne miste sin opholdstilladelse, “hvis denne hjælper, skjuler eller på anden måde assistere en illegal udlænding, der befinder sig i Danmark”.
“Hvis man kan miste sin opholdstilladelse, vil færre herboende udlændinge med lovligt ophold formentlig indlade sig på at hjælpe illegale landsmænd/udlændinge, da sanktionen er mærkbar. Illegale udlændinge vil uden hjælp fra andre i Danmark få sværere ved at leve illegalt i Danmark, hvorfor flere formentlig vil efterleve reglen om selv at udrejse af Danmark,” skriver DF i beslutningsforslaget.
Det er uvist, hvor mange der lever illegalt i Danmark. Men senest anslog Rockwool Fondens forskningsenhed i analysen “De illegale indvandrere i Danmark, 2008-2018”, at der er “95 procents sandsynlighed for” at antallet af illegale udlændinge i Danmark i 2018 lå mellem knap 22.900 og knap 28.900 personer. Der er typisk tale om afviste asylansøgere eller udlændinge, der har fået ophævet deres opholdstilladelse og vælger at gå under jorden.