Østrig indekserer fra 1. januar børnechecken. Danmark bør følge trop, mener DF-formand.
Danmark bør følge Østrigs eksempel og indeksere børnechecken, så beløbet afstemmes i leveomkostninger, selv om EU-Kommissionen har sagt, at modellen er ulovlig.
Det mener DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Herefter kan reglernes gyldighed nemlig testes ved en sag ved EU-Domstolen.
“Det er ikke en given ting på forhånd, at EU-Domstolen ikke ville være lydhør, hvis der var lande nok, som sagde, at nu må det her høre op,” siger han.
Han peger på, at praksissen for mange af de gældende regler, når det kommer til sociale ydelser, er udviklet ved, at sagerne er prøvet af ved en domstol.
“Derfor er det også nødvendigt engang imellem at gå op mod systemet og den tolkning, der er, for at få det tolket i en anden retning,” siger Thulesen Dahl.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sagde onsdag, at regeringen ikke har kunnet overbevise de andre EU-lande om, at velfærdsydelser skal kunne indekseres efter leveomkostningerne i det lande, hvori de udbetales.
Østrig er dog ifølge Jyllands-Posten klar til at gøre netop dette fra 1. januar. Det afviser ministeren dog at gøre, da EU-Kommissionen har sagt, at modellen er ulovlig, siger han til avisen.
“Prøv det af”
Det afholder dog ikke Dansk Folkepartis formand for at ville prøve det af.
“Jeg vil opfordre ministeren til at tage kontakt til Østrig for at høre, hvordan vi bedst bakker dem op i det her og sige, at vi også er parat til at gøre det fra dansk side,” siger Thulesen Dahl.
“Samtidig vil jeg opfordre ham til at kontakte andre lande i EU for at få dem til at bakke det op og så køre en sag, hvor landene, der ser ens på det her i EU, siger fælles stop”.