DFs ældreordfører Jeppe Jakobsen tvivler på, at der kan findes 2000 ekstra par hænder i ældreplejen ved sænke sygefravær, fjerne bureaukrati og bruge mere velfærdsteknologi
Det er fint med afbureaukratisering i ældreplejen, men der er først og fremmest brug for flere ansatte.
Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis ældreordfører Jeppe Jakobsen, efter at regeringen tirsdag præsenterede en større afbureaukratiseringsreform, der blandt andet skal frigøre kræfter i ældreplejen.
Regeringen har via en større kulegravning regnet sig frem til, at der kan spares mellem 850 mio. kroner og 1,3 mia. kroner i ældreplejen ved at forenkle regler, sænke sygefravær og bruge mere velfærdsteknologi. Det svarer til, at der på landsplan kan frigøres mellem 1700 og 2650 årsværk. Dermed vil der blive mere ansigt-til-ansigt-tid mellem de ældre og ansatte, som regeringen udtrykker det.
”Kulegravningen viser, at kun halvdelen af medarbejdernes tid går med direkte kontakt med de ældre, og det er lavt. Vi vil have, at medarbejderne kan bruge mere tid med de ældre i hverdagen frem for at sidde og taste ting ind i en computer eller lave decideret dobbeltarbejde,” siger innovationsminister Sophie Løhde til Berlingske.
DF: Nødvendigt registreringsarbejde
Jeppe Jakobsen (DF) tvivler på, at der kan frigøres så mange timer, som regeringen mener.
”Hvis de har fundet noget overflødigt bureaukrati, som kan fjernes, uden at det går ud over de ældre, så er det fint. Men meget af registreringsarbejdet er nødvendigt for at sikre, at de ældre får den rigtige medicin, at de har det godt osv. Det skal der ikke gives køb på. Og regeringen glemmer at fortælle, at meget af den tid, hvor de ansatte ikke har kontakt med de ældre, skyldes køretid i ældreplejen. Det bliver svært at undgå. Det er jo ret fornuftigt, at man kommer rundt til de ældre,” siger Jeppe Jakobsen.
Sygefravær skyldes nedslidning – ikke bureaukrati
Regeringen vil også nedbringe sygefraværet i ældreplejen markant. Om det siger DF-ordføreren:
”Sygefraværet er højt i ældreplejen. Men kilden til det er nedslidning. De ansatte er psykisk og fysisk pressede. Hvis man skal det til livs, kræver det først og fremmest, at der investeres i flere kolleger. Og det er ikke det, regeringen lægger op til her. Sygefraværet bliver ikke bragt ned, fordi man sparer fem minutters registrering,” siger Jeppe Jakobsen.
Regeringen indkalder nu partierne til forhandlinger om afbureaukratiseringsplanen. På ældreområdet har Dansk Folkeparti én helt afgørende prioritet:
”Det skal først og fremmest mejsles i granit, at det her ikke må være en spare-øvelse,” siger Jeppe Jakobsen.
Innovationsminister Sophie Løhde garanterer, at der ikke vil blive taget så meget som en bøjet femogtyve øre. Hver kroner, der bliver frigjort, skal kunne beholdes lokalt, siger hun?
”Det er rigtig godt, hvis pengene bliver derude. Men jeg glæder mig til at se, hvordan man så vil sikre, at kommuner ikke trækker pengene ud, når de opnår nogle gevinster,” siger Jeppe Jakobsen.
Kunne have spurgt FOA
Den store kulegravning, som regeringen har fået gennemført, at er lavet i samarbejde mellem Finans- og Ældreministeriet og otte kommuner. Kulegravningen har dog ikke bragt ting frem, som er nyt for Jeppe Jakobsen.
”Jeg har hele tiden sagt, at de kunne have sparet en kulegravning af området. De kunne bare have ringet over til FOA (fagforbundet, red.) og spurgt dem, hvad deres medlemmer laver, som er overflødigt”.