Danmark afhængig af god Brexit-aftale med briterne

0
2480

Det danske BNP står ifølge en analyse til at falde med en hel procent, hvis det ender med en ”hard brexit” uden en handelsaftale med briterne. Den danske regering bør gøre meget mere for at briterne får en god aftale, mener Dansk Folkepartis gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen

Danmark bliver hårdt ramt, hvis Storbritannien ryger ud af EU uden en god handelsaftale. Derfor bør den danske regering lægge sig meget mere i selen for at sikre briterne den bedst mulige aftale. Det mener Dansk Folkepartis gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen.

En analyse fra den Internationale Valutafond, IMF, viser, at Danmark er det land, der står til at blive ramt tredjehårdest i EU ved Brexit. Hvis det bliver en såkaldt hard Brexit uden en aftale, vil det danske BNP falde med en hel procent. Kun Holland og Irland vil blive ramt hårdere. Hovedårsagen er, at mere end fem procent af den danske eksport går til Storbritannien.

”Analysen fra IMF viser tydeligt, at Danmark vil blive hårdt ramt, hvis der ikke laves en aftale med briterne. Derfor er den danske regerings holdning også stærkt kritisabel, den har haft alt for travlt med at agere skødehund for EU-Kommissionen og ikke forsvaret vitale økonomiske interesser i Danmark,” siger Anders Vistisen.

”Det er på tide, at regeringen sadler om og erkender, at vores nationale interesser er langt mere sammenfaldende med den pragmatiske holdning i Storbritannien end med bureaukraterne i Bruxelles,” siger han.

Aftale skal omfatte landbrug

I følge DF-gruppeformandens er det helt afgørende, at der laves en handelsaftale for varer, som også omhandler landbrugsprodukter.

”Derudover betyder det meget, at vi fortsætter vores stærke sikkerhedspolitiske samarbejde, at vi fortsætter det stærke militære samarbejde. Ligesom Danmarks særstatus i ”5 eyes” –  efterretningssamarbejdet mellem USA, UK, Canada, Australien og New Zealand. Endelig er det også vigtigt, at Storbritannien får lov at deltage i de programmer, som er åbne for andre tredjelande, hvis de ønsker det. Det er ting som Europol, Horizon 2020 (forskningssamarbejde) m.v.,” siger Anders Vistisen.