Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt vil have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at sikre, at regionerne har økonomi til at udvise større tålmodighed med frontpersonale, som døjer med senfølger efter corona
Hun var en af de sygeplejersker, som tog sig af coronapatienter under den første bølge af pandemien. Så blev hun selv syg af corona og har siden døjet med senfølger som træthed, ømhed og hukommelsestab. Hun har derfor været sygemeldt i flere perioder, og det har nu ført til en fyring fra Region Sjælland.
Sådan har det bitre corona-forløb været for sygeplejersken Anne-Marie Larsen, og hun er ikke den eneste. Dagbladet B.T. har de seneste dage skrevet om fyringen af flere medarbejdere i regionerne, som har været frontpersonale under coronapandemien. Fælles for dem er, at de har været langtidssygemeldt med corona-senfølger.
Men det er urimeligt mener flere politikere, som nu rejser sagen på Christiansborg. En af dem er Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Hun siger til Ritzau, at der må sættes økonomi af til regionerne, så de kan give længere snor til frontpersonale, der lider under senfølger.
”Jeg ønsker, at ministeren (Magnus Heunicke red.) skal sige, at ved corona er der så mange specielle lovgivninger, fordi det har været et virus, der var ny og et, vi ikke kendte til. Og det må også komme de her mennesker til gavn,” siger Liselott Blixt til Ritzau.
Ministre kaldt i samråd
Enhedslisten har kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i samråd om sagen. Det støtter Liselott Blixt fuldt op om, siger hun.
Overfor B.T. kalder hun sagen ”en ommer”:
”Det er dybt problematisk, at man risikerer at blive fyret, når man faktisk har stået forrest i det arbejde, der har været det seneste halvandet år. Det er takken for at være omstillingsparat, gøre sit arbejde og hjælpe de syge. Og så får man et los bagi, fordi man faktisk er blevet smittet og har fået senfølger. Det er en ommer,” siger Liselott Blixt.
Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund siger til Ritzau, at han forventer de to ministre på samrådet vil forsikre, at der skal udvises langt større fleksibilitet.
“Det kan betyde en økonomisk kompensation til de kommuner og regioner, der skal fastholde de ansatte. Det kan også betyde, vi skal have kigget på lovgivningsgrundlaget, og se om der skal laves nogle særregler i forbindelse med corona,” siger Peder Hvelplund.
Ægtefælle: Dybt urimeligt
Anne-Marie Larsens mand, Max Johansen, fortæller til B.T., at hans kone blev fyret på et tidspunkt, hvor hun for tredje gang var tilbage i arbejde på halv tid. Hun havde en lægeerklæring og udsigt til, at hun ville kunne arbejde på fuld tid igen om to-tre måneder. Men så blev hun fyret på grund af for stort fravær.
“Sygeplejerskerne og lægerne er jo faktisk heltene i det her (coronapandemien, red.), og så behandler man dem på den her måde. Det synes jeg simpelthen er dybt urimeligt og uempatisk,” siger ægtefællen til B.T.