Befrielse med fortielse: Mette Frederiksen bør undskylde for samarbejdspolitikken

0
2337
Erik Høgh-Sørensen er nyvalgt medlem af byrådet i Hjørring. Han er tidligere hovedsbestyrelsesmedlem i DF og har siddet i regionsrådet for DF i Region Nordjylland 2018-2021. Foto: M. Højer

Af Erik Høgh-Sørensen (DF), medlem af Regionsrådet i Nordjylland og DFs Hovedbestyrelse. Journalist, foredragsholder og forfatter til dokumentarbøger, herunder “Forbrydere uden straf” og “Mod vinden”

På toppen af Vendsyssel har Børglum Klosters gamle vindmølle stået stille lige siden den dag i 1942, da nyheden nåede frem om dansk politis drab på unge Christian Rottbøll.
Børglum-sønnen var en af Danmarks første markante frihedskæmpere, og derfor døde han. Myrdet af dansk politi.

Få dage forinden havde den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl holdt sin berygtede stikkertale til nationen, og skønt Buhl ikke opfordrede til drab – kun stikkeri – så trak talen et blodigt spor hen over Danmark. Storstikkeren Grethe Bartram startede sin løbebane umiddelbart efter Buhls tale.

Buhl havde støtte i Rigsdagen fra sit parti og fra Venstre, Radikale og Konservative, og alle fire partiledere burde i dag undskylde for deres partiers nazisamarbejde.

Det ville være en storsindet gestus ved 75-årsdagen for Danmarks befrielse, og ingen holder jo de fire politikere personligt ansvarlige for fortidens synder.

Det hører med, at samarbejdet med Adolf Hitler måske var i orden i begyndelsen, fordi det tog lidt af brodden af den nazistiske terror. Men det endte i forræderi og krigsforbrydelser, fordi de fire partier aldrig selv sagde stop og “nok er nok”.

Fortielserne medfører historieløshed. Det socialdemokratiske bystyre i København navngav for nogle år siden en gade efter Vilhelm Buhl, mens der vist ikke findes nogen “Rottbølls Gade”.

Der er andre gode grunde til en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen (S). Det kan gavne den politiske dialog. Sagen er, at i 25 år siden Dansk Folkepartis dannelse i 1995 er vi DF’ere blevet beskyldt for at være nazi-inspirerede. Beskyldningerne er kommet fra aktivister og politikere, hvis partier har nazistiske skeletter i egne partiskabe eller kommunistisk Gulag-baggage.

Især Peter Duetoft, som i dag er socialdemokratisk byrådsmedlem i Hjørring, satte en tendens, da han i 2001 som folketingsmedlem for Centrumdemokraterne trak overskrifter ved at beskylde DF for ”nazimetoder”. Det ”kunne Joseph Goebbels ikke have gjort bedre,” lød det.

Det nationalkonservative DF havde såmænd blot påpeget problemerne med den skadelige islamiske indvandring, og disse problemer er kun blevet værre. Under en folketingsvalgdebat i 2015 spurgte jeg Duetoft, om han stadig anser mig for at være nazist. Han hævdede sig fejlciteret af medierne, men havde først mange år senere ulejliget sig med at bringe orden i tingene.

Duetofts centrale rolle er et godt eksempel på, at det såkaldte ”nazikort” ødelægger demokratisk dialog og fjerner energi og opmærksomhed fra reelle løsninger på reelle problemer. I dag er islam-problemerne værre end i 2001. Nazikortet er i øvrigt kun en hårsbredde fra de dødstrusler, jeg undertiden får som DF-politiker.

Duetofts misbrug af historien skal dog ikke få lov at overskygge 75-års jubilæet, og lad mig komme med en anbefaling til de læsere, der på grund af corona mangler et sted at fejre befrielsen og friheden.

Kør en tur op på toppen af bakken ved Børglum Kloster. Nyd landskabet. Besøg museet når det åbner igen. Overvej at sådan har vindmøllens vinger stået stille siden 1942, lige siden en familie mistede en modig søn – gennem årtiernes regn og slud, sol og blæst, og generationer der kom og gik.

Det er et trist, men også et stemningsfuldt og nødvendigt syn.Det minder om, hvor modige første modstandsfolk som Rottbøll var, fordi de kæmpede mod en gigantisk overmagt, og fordi de var jaget vildt på grund af danske stikkere, der var uhyrligt højt lønnet af den danske statskasse.

Synet af møllen minder mig personligt om min egen afdøde far, som var frihedskæmper. Han gennemgik fare, og nære kampfæller døde, men han slap igennem til 4. maj. Ellers havde jeg ikke skrevet dette.

Nu må der igen lys i vinduerne, og jeg håber, at Mette Frederiksen har mod og anstændighed nok til at sige undskyld. Hendes forgænger og de fire Hitler-samarbejdspartier gik alt for langt.

En statsminister-undskyldning ville være storsindet og samlende for nationen, og sker det ikke, har jeg en ret præcis anelse om, hvad mange frihedskæmpere ville have sagt:
Uden erkendelse, ingen forsoning.

Sådan var det stålsatte stof, de var gjort af.

God 4. maj!

Læs også: Regeringen bør undskylde for samarbejdspolitikken