Fy, fy, skamme: Tv-dukke censureret af Google og Apple fordi den prutter

0
1094
Fantorangen synger "Hjulene på bussen" på Youtube, som er ejet af Google. Screenshot fra Youtube

Techgiganter stopper app med børnespil i Norge, fordi en dukke laver prutter. DF vil have kulturministeren til at redegøre for, hvordan vi undgår lignende censur i Danmark

Fantorangen er lille orangerød elefant, der underholder de mindste børn på NRK, Norges svar på Danmarks Radio. Han synger sange og laver sjov på tv, og på en app, som NRK har udviklet, kan børnene spille spil med Fantorangen. F.eks. et spil hvor han sidder på toilettet og morer sig med at slå prutter.

Eller det vil sige: Det kan børnene ikke. For Google og Apple mener ikke, at små børn kan tåle at se på prutter. Så da NRK sidste år lancerede to nye spil på Fantorangen-App’en i App Store og Google Play, blev de afvist med den begrundelse, at de ikke levede op til techgiganternes regler om indhold rettet mod børn.

I første omgang lød kravet, at spillene skulle fjernes. Siden blev det modereret til, at aldersgrænsen skulle være højere.

DF stiller spørgsmål til kulturministeren

Det får nu Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til at stille spørgsmål til kulturminister Joy Mogensen (S). Han har hørt om Fantorangen-sagen fra Danmarks Radio, og han vil vide, hvad regeringen vil gøre for at forhindre lignende censur i Danmark.

Som Peter Skaarup skriver til kulturministeren:

  1. Hvad er ministerens holdning til, at norske NRK har fået censureret børneprogrammer og med trusler om fjernelse af hele deres app fra Google og Apple?
  2. Hvad mener ministeren om, at NRK oplever, at de ikke længere har kontrol over eget indhold, og at Apple og Google fungerer som gatekeepers mellem NRK og den norske befolkning?
  3. Hvad vil ministeren gøre, hvis DR skulle komme i en tilsvarende situation som NRK?
  4. Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at Public Service kanaler, som overholder alle europæiske regler og love, ikke oplever censur fra Google og Apple af fx deres børneprogrammer?
  5. Hvad mener ministeren om, at en statslig public service kanal ikke kan komme i dialog med Google og Apple, men må udfylde en standardformular på nettet med begrænsning af antal tegn?

Med det femte spørgsmål henviser Peter Skaarup til, at NRK har haft mere end svært ved at komme dialog med de to tech-giganter. Selv om NRK er den store nationale public service-kanal i Norge, har stationen ikke kunnet få rigtige, levende mennesker i tale hos hverken Google eller Apple. Kontakten har måttet gå via de samme webformularer på de to giganters hjemmesider, som almindelige bruger skal bruge, og her har NRK kun kunnet skrive et begrænset antal tegn.

Desuden har NRK ikke kunnet få oplyst klare retningslinjer fra Apple og Google, ligesom de to giganternes afgørelser har været både uigennemskuelige og uforudsigelige. Og retningslinjerne laves løbende om, uden at det bliver oplyst. Så da NRK ville lave en ny lancering på App Store i maj-juni, blev den stoppet, fordi det viste sig, at Apple havde ændret sine retningslinjer.

NRK kan kun få oplyst, hvilke regler de overtræder, og de er flere gange blevet truet med, Fantorangen-app’en ville blive fjernet, hvis ikke tidsfrister for ændringer blev overholdt. NRK betrager derfor Apple og Googles metoder som censur, lyder det i følge DF fra DR.