3600 har skrevet under på borgerforslag, der vil afskaffe racismeparagraffen

0
3236
Claes Theilgaard har taget initiativ til borgerforslag om at afskaffe racismeparagraffen. Over 4000 har indtil nu skrevet under.

Stadig flere støtter borgerforslag om at afskaffe straffelovens 266b. ”Ytringsfriheden er en dyrekøbt, fundamental menneskerettighed,” siger initiativtageren til borgerforslaget, 180Graders chefredaktør Claes Kirkeby Theilgaard

Over 3600 danskere har nu skrevet under på et borgerforslag om at afskaffe straffelovens §266b, kendt som racismeparagraffen. Det glæder initiativtageren Claes Kirkeby Theilgaard, der kalder sig ytringsfriheds-fundamentalist. Han mener, at racismeparagraffen begrænser ytringsfriheden.

”Jeg går ind for ytringsfrihed, også for ideer og ytringer, jeg er uenig i eller måske i virkeligheden afskyr. Racismeparagraffen er en rigtig dårlig måde til at bekæmpe racisme og anden diskrimination på. Det er meget bedre at tage debatten med dem, man er uenige med, fremfor at forsøge at gemme deres synspunkter væk,” siger Claes Kirkeby Theilgaard.

Han understreger, at han og medinitiativtagerne til borgerforslaget, bl.a. DFeren Amina Sardar, er store modstandere af racisme og diskrimination.

”Men ansvaret for at bekæmpe racisme og diskrimination skal ligge hos civilsamfundet, ikke i retssale. For når man bare dømmer, straffer og måske fængsler folk, som kommer med racistiske udsagn, får man ikke ændret noget som helst ved deres holdninger. Man giver dem bare en martyrstatus, de måske slet ikke har fortjent,” siger Claes Kirkeby Theilgaard.

“Ansvaret for at bekæmpe racisme og diskrimination skal ligge hos civilsamfundet, ikke i retssale”

Hård kamp for ytringsfrihed

Den 20-årige CBS-studerende er chefredaktør for den borgerlige-liberale netavis 180Grader og medlem af ytringsfrihedsorgansiationen Index On Censorship Youth Advisory Board. Han er også bestyrelsesmedlem i den nystiftede forening Frafalden for eks-muslimer. Claes Kirkeby Theilgaard kæmper dermed for retten til at ytre sig på mange fronter.

”Det er en hård kamp, for ytringsfriheden er under pres. Vi ser eksempelvis cancel culture-bølgen, hvor man boykotter og udskammer ting, man ikke bryder sig om, og vi ser en tendens til, at racismeparagraffen bruges mere og mere, bl.a. til at slå ned på islamkritik. Så det er en hård kamp, men det er også nødvendigt. Ytringsfriheden er en dyrekøbt, fundamental menneskerettighed,” siger Claes Theilgaard.

Som eksempel på brug af racismeparagraffen til at bekæmpe islamkritik nævner han anmeldelsen mod Nicolai Estrup, der er formand for Dansk Folkeparti i Randers. Nicolai Estrup blev politianmeldt, fordi han skrev kritisk om islam på Facebbok. Østjyllands Politi valgte at rejse en sigtelse, men den blev senere frafaldet.

Læs mere her: Politiet rejste racismesigtelse mod DF-formand: “Skørt spild af ressourcer”

Kræver 50.000 støtter

Hvis borgerforslaget skal behandles i Folketinget, skal mindst 50.000 personer skrive under inden den 8. februar 2021. Claes Kirkeby Theilgaard erkender, at det bliver svært.

”Men for os er det lige så vigtigt at rejse en debat om racismeparagraffen, og det synes jeg vi er lykkedes godt med. Det har jo været fantastisk at se, at partier som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Konservative Folkeparti bakker op og har anbefalet at skrive under,” siger Claes Theilgaard.

De ni andre medstillere på borgerforslaget er Thomas Herman Nørgaard, Lara Ann Waters, Aia Rebecca Fog, Bibi Amina Sardar, Søren Würtz Vinther Jørgensen, Steffen Larsen, Nick Mogensen, Marc Dyhr Bangert og Stefan Agger.

Du kan læse mere og skrive under på borgerforslaget her

FAKTA: RACISMEPARAGRAFFEN

Straffeloven § 266 b
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.