Søren Espersen: Trump burde hædres med Nobels fredspris

0
4730
Præsident Donald Trump, der her taler ved et valgmøde i Georgia i mandags, er nået længere med sin fredsmission i Mellemøsten end mange af sine forgængere på præsidentposten. konstaterer Søren Espersen. Foto: SANDY HUFFAKER / AFP / Scanpix

Barack Obama startede krige og skabte ingen fred som præsident for USA. Alligevel fik han Nobels fredspris. Donald Trump har skabt forsoning mellem Israel og gamle arabiske fjender. Men ingen drømmer om at give ham en fredspris. Han burde ellers få én, mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen

USA’s snart forhenværende præsident Donald Trump har skabt fred og forsoning mellem tidligere fjender i Mellemøsten, og han har ikke sendt USA ud i en eneste ny krig. Derfor burde han være et oplagt emne til Nobels fredspris. Det mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen.

Når det alligevel ikke sker, skyldes det ikke Trumps resultater på den udenrigspolitiske scene. Det skyldes i stedet, at vi pr. definition ikke bryder os om manden, som har stået i spidsen for USA de sidste fire år. Det konstaterer Søren Espersen i et indlæg i Jyllands-Posten.

Obama fik fredspris på forventet efterbevilling

I indlægget drager han en interessant sammenligning med Barack Obama. USA’s præsident i årene 2008-2016 fik allerede i 2009 tildelt Nobels fredspris. Prisen kom på et tidspunkt, hvor Obama ikke havde udrettet noget som helst i fredens tjeneste. Han var da også selv overrasket over prisen. Som han sagde i sin takketale i Oslo:

“Jeg tager imod denne pris med stor ydmyghed. Mine bedrifter er små ved siden af nogle af historiens giganter, der har modtaget denne pris”.

Som Søren Espersen skriver, fik Obama nærmest prisen på forventet efterbevilling. På et håb hos nobelkomiteen om alt det gode, man regnede med at den i Europa superpopulære Obama ville udrette. Men sådan gik det ikke. Som Søren Espersen skriver:

”Men – ak, det gik ikke, som de optimistiske norske parlamentarikere havde håbet; for to år senere indledte Obama en omfattende krig i Libyen, samtidig med at USA var i militær konflikt i samtlige de otte år, han regerede – i lande som Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Yemen, Somalia og Pakistan”.

Søren Espersen er udenrigsordfører for Dansk Folkepati. Foto Steen Brogaard

En sand fredsmission i Mellemøsten

Fire år senere siger verden farvel til en præsident, der, med Søren Espersens ord, ”har indledt en sand fredsmission i forhold til konflikten i Mellemøsten”. Det har 15-16 andre præsidenter forsøgt før ham. Men Donald Trumps mission ser ud til at lykkes.

Som Søren Espersen skriver:

”Et for et åbner de arabiske lande i disse måneder nemlig diplomatiske og handelsmæssige forbindelser med Israel. Ægypten og Jordan har jo længe haft det, men i de seneste par år er yderligere en række arabiske lande kommet til – lande, som man ville have forsvoret nogensinde ville have forsonet sig med Israel: De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Bahrain, Marokko, Sudan – mens Saudi-Arabien er lige på trapperne, om end det nu bliver op til præsident Biden at færdiggøre dén aftale,”.

Præsident Donald Trump på vej til en af sine sidste ture i Air Force One. Foto:  MANDEL NGAN / AFP / Scanpix

Ville være blevet hyldet, hvis…

Der er med andre ord rigeligt med materiale til en nobelpris. Men både danske og europæiske politikere er tavse. Selv om der skrives verdenshistorie, hver gang et arabisk land åbner forbindelser til Israel. Hvorfor? Søren Espersen har dette bud:

”Kunne den manglende ros og opbakning til USA for denne verdenshistoriske indsats i fredens tjeneste mon skyldes, at vi bare pr. definition ikke bryder os om manden, som i de sidste fire år har haft husly i Det Hvide Hus? Han er generelt sær og træls. Han har mærkeligt hår. Han er uforskammet over for alt og alle.

“Han er generelt sær og træls. Han har mærkeligt hår. Han er uforskammet over for alt og alle”

Han optræder som en elefant i en glasbutik. Og så vil han købe Grønland! Kunne det tænkes, at såfremt det var Obama, som havde sørget for diplomatiske og handelsmæssige forbindelse mellem Israel og en række arabiske lande, ville han i dén grad blive hyldet verden over,” skriver DFs udenrigsordfører i Jyllands-Posten.

Nobeldirektør: Fredspris til Obama var en fejl

PS: Den daværende direktør for den norske Nobelkomité, historikeren Geir Lundestad, har for nylig erkendt, at det var en fejl at give fredsprisen til Barack Obama i 2009. Lundestad forklarede sidste år i et interview med The Political Insider, at komiteen håbede, at prisen ville styrke Obama. I stedet endte den med at svække nobelkomiteens troværdighed. Det er, som Lundestad sagde, nemlig ikke panelets opgave at fremme en præsidents embedsførelse.

“Selv mange af Obamas støtter mener, at den pris var en fejltagelse, så set i det lys opnåede komitéen ikke det, den håbede,” sagde den tidligere nobeldirektør til The Political Insider, i følge Ekstra Bladet.