S-ordfører vil ikke garantere, at der ikke kommer flere IS-kvinder til Danmark

0
2163
Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt under torsdagens åbningsdebat i Folketinget. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt bad forgæves Socialdemokratiets politiske ordfører garantere, at der ikke kommer flere kvinder fra Islamisk Stat til Danmark

På dagen hvor tre IS-kvinder og deres 14 børn blev hentet til Danmark fra den kurdiske Al-Roj fangelejr i Syrien, vil Socialdemokratiets politiske ordfører ikke love, at der ikke bliver hentet flere IS-krigere til Danmark.

Enhedslisten presser på for, at regeringen skal hente yderligere fire IS-kvinder, der har børn med dansk statsborgerskab til Danmark, og Dansk Folkeparti kunne torsdag under Folketingets åbningsdebat ikke få nogen garanti for, at regeringen ikke ender med at bøje sig for presset fra den yderste venstrefløj.

Under åbningsdebatten stillede Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt to gange dette spørgsmål til Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Raabjerg Madsen:

”Kan ordføreren garantere at det så bliver de tre kvinder og deres 14 børn, og der ikke kommer flere sidenhen?”.

Men S-ordføreren undlod at svare. I stedet slog han fast, at regeringen er ”benhårde” i forhold til fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab:

”Man kan jo bare se på hvad regeringen har gjort, vi har været benhårde og konsekvente i forhold til at forfølge den strategi, at alle med dobbelt statsborgerskab skulle have frataget deres danske statsborgerskab, så de ikke kan vende retur. Det er entydigt, det vi har gjort,” sagde Christian Raabjerg Madsen.

Svaret fik efterfølgende Morten Messerschmidt til at konkludere på Twitter:

”Ingen garanti fra regeringen om, at det bliver ved de 3 IS-mødre og 14 børn!! Først mente man, de havde vendt DK ryggen. Så hjalp man dem hjem. Og nu vil man ikke udelukke, der kommer flere”.

Mette F: Der kommer ikke flere IS-krigere til Danmark

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde dog senere på dagen, at det ikke kommer på tale at hente flere mænd og kvinder, der har tilsluttet sig Islamisk Stat. Men hun vil ikke afvise, at deres børn skal hentes hjem.

”Det kan være nødvendigt at evakuere flere børn fra Syrien, men ikke forældre,” sagde statsministeren, da hun kortvarigt stillede op overfor pressen i en pause i åbningsdebatten.

Statsminister Mette Frederiksen gav et kort doorstep-pressemøde i en pause fra dagens åbningsdebat i Folketinget. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Varetægtsfængslet

De tre kvinder og deres 14 børn kom til Danmark natten til torsdag. De er i løbet af dagen blevet fremstillet i grundlovsforhør i henholdsvis Esbjerg, Kolding og Frederiksberg og alle tre kvinder er blevet varetægtsfængslet uden deres børn.

Kvinderne sigtes efter straffelovens paragraf 114 e og 114 j. Det er paragrafer, der drejer sig om henholdsvis ”fremme af terrorvirksomhed” og ”om indrejse og ophold i et konfliktområde”.

Evakueringen af kvinderne er et resultat af regeringens beslutning i maj. Den blev truffet, efter at en såkaldt task force havde anbefalet, at hente kvinderne og deres børn hjem. Forinden havde statsminister Mette Frederiksen gentagne gange udtalt, at kvinderne ikke ville komme til Danmark.

“De har vendt Danmark ryggen. De har intet at gøre i Danmark,” sagde hun så sent som den 16. marts 2021.

S-ordførere: Ja, det er en kovending

Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund, der tidligere har kaldt kvinderne for landsforrædere, der aldrig skulle til Danmark, erkender, at der er tale om en kovending:

”Jeg forstår udmærket, at vi bliver kritiseret for at vi indtager en anden position. Så det er en kovending,” sagde han, da han torsdag medvirkede i P1 Debat.

”Men det hører med til at historien, at der er nogle ret afgørende omstændigheder, der har ændret sig. Der er sket en forværring af situationen i lejrene, og vi har fået en trusselsvurdering fra PET, der siger, at det er mest hensigtsmæssigt at søge at evakuere de tre kvinder og deres børn, for der er en risiko for, at børnene på lang sigt kan blive radikaliseret i lejrene,” sagde Rasmus Stoklund.

Læs også:

IS-kvinder, der skal til Danmark, sigtet for terror