Kritikken af det nye krav om 48 procent dansk musik på DR´s P3 og P4 er stukket af, mener Venstres politiske ordfører Britt Bager. “Det er ikke nyt med en procentsats og vi gør det for at styrke dansk musik og kultur, som er under pres,” siger Britt Bager
Fra 1. januar 2019 skal 48 procent af musikken på P3 og P4 være dansk. Det krav har udløst voldsom kritik fra musikere og radiofolk, som ser kravet som endnu et forsøg fra regeringen og Dansk Folkeparti på at detailstyre Danmarks Radio via DRs nye public service kontrakt.
Den mangeårige radiovært Jørgen de Mylius – manden der lavede de første udsendelser med popmusik på DR for 55 år siden – er en af de mange kritikere. I Berlingske torsdag kritiserede han, at der skal være en kvote på 48 procent dansk musik.
”Jeg vælger selv musikken til mine programmer, og jeg tænker meget i dansk musik, men jeg sidder ikke med en målestok for det, og det ville jeg være ked af, hvis jeg skulle. Det ville gå ud over mine programmer, hvis jeg fik at vide at jeg godt nok stadig selv må vælge musikken, men at 48 procent af den skal være dansk,” siger Jørgen de Mylius, der har et musikprogram på P5.
“Det ligner jo slet ikke en liberal regering at sætte sådan nogle regler,” siger han.
Men Mylius og andre radioværter kan tage det roligt. For udover at P5 ikke er underlagt kravet om de 48 procent, så skal det heller ikke forstås som et krav til den enkelte udsendelse på P3 og P4. Der er tale om et overordnet mål, der skal opfyldes henover året.
”Det er 48 procent over 365 dage – og vi siger ikke noget om, hvilke kunstnere og hvilken type musik, der skal spilles,” siger Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus.
Britt Bager: Debatten er stukket lidt af
Venstres politiske ordfører Britt Bager synes at debatten om de 48 procent ”er stukket lidt af”. Britt Bager er tidligere medieordfører for Venstre og var en del af forhandlingerne om medieaftalen, der ligger til grund for DR’s nye public service kontrakt. Hun minder om, at det ikke er nyt, at der skal spilles et minimum af dansk musik på Danmarks Radio. I den gamle kontrakt for 2015-2018 stod der, at der skulle spilles 43 procent dansk musik.
”Jeg tror ikke, at journalisterne har taget sig tid til at læse, hvad der stod i de tidligere public service kontrakter. For der var også krav om dansk musik. Nu siger vi bare, at der skal spilles lidt mere, men vi blander os ikke i, hvad der skal spilles,” siger Britt Bager til ditOverblik.dk.
”Jeg tror ikke, at journalisterne har taget sig tid til at læse, hvad der stod i de tidligere public service kontrakter”
Britt Bager, politisk ordfører, Venstre
Ikke brud på armslængdeprincip
Hun afviser, at det er et brud på armslængdeprincippet, når politikerne sætter procenter på musikken.
”Det er ikke et nyt krav. Vi har bare skruet lidt på procentsatsen. Det har vi gjort, fordi vi lever i en tid, hvor dansk kultur er under pres, og hvor danske artister har sværere ved at komme til orde. I den situation synes vi, at hele Danmarks radio, som alle danskere betaler til, har en særlig forpligtelse til at spille dansk musik. Det er en styrkelse af dansk sprog og kultur, og det skulle de danske musikere og producenter gerne få glæde af,” siger Britt Bager.
FAKTA: DANSK MUSIK PÅ DR
Det står der om dansk musik i den nye og den gamle public service-kontrakt for Danmarks Radio:
DRs PUBLIC SERVICE-KONTRAKT FOR 2015-2018
“DR skal fortsat have fokus på at stimulere dansk musikliv, herunder vækstlaget i dansk musik, samt stille dansk musik og programmer om dansk musik til rådighed for befolkningen på radio og tv. DR skal have fokus på en mangfoldig musikprofil på tværs af alle radiokanaler og især fremme dansk musik.
DR skal på radio årligt tilbyde en høj andel af dansk musik på minimum 43 pct. i gennemsnit på tværs af alle musikbårne radio kanaler. DR skal samtidig fortsat have fokus på formidlingen af klassisk musik og på tilbud inden for den rytmiske musik”.
DR’s PUBLIC SERVICE-KONTRAKT FOR 2019-2023
“DR skal have fokus på at stimulere dansk musikliv, herunder vækstlaget i dansk musik, samt stille dansk musik og programmer om dansk musik til rådighed for befolkningen på radio og tv. DR skal have fokus på en mangfoldig musikprofil på tværs af alle musikbårne radiokanaler og især fremme dansk musik.
Det er afgørende for den fortsatte talentudvikling, at DR bredt på P3, P4 og P5 udsender dansk musik for at fremme alsidigheden i det danske musikmiljø og ikke kun fokuserer på populærmusikken.
DR skal på radio årligt tilbyde en høj andel af dansk musik på minimum 48 pct. på såvel
P3 som P4. DR skal samtidig have fokus på formidlingen af klassisk musik og på tilbud indenfor den rytmiske musik.”