Forfatteren Ole Hyltoft er en af de få, der altid har turde tale de kulturradikale, snobberne og alle de venstreorienterede intellektuelle midt imod. Læs her Sven Hakon Rossels store fødselsdagsportræt af Ole Hyltoft, der bringes i den nye udgave af Dansk Folkeblad
Af Sven Hakon Rossel
En betydelig dansk forfatter med tilknytning til Dansk Folkeparti kan d. 16. august fejre sin 85-års fødselsdag. I vores litteraturhistorie burde Ole Hyltoft forlængst have indtaget sin velfortjente plads blandt den gruppe forfattere, der kaldes for nyrealister med navne som Anders Bodelsen, Christian Kampmann og Henrik Stangerup. Karakteristisk for dem er deres letgenkendelige og underholdende, men også kritiske beskrivelser af efterkrigsårenes velfærdssamfund forenet med dybtborende menneskeskildringer.
Når Hyltoft så alligevel har haft vanskeligt ved at blive anerkendt på det officielle parnas, dvs. i dagbladskritikken, skyldes det dét uhyre, der går under betegnelsen kulturradikalismen. Denne har lige siden kritikeren Georg Brandes i 1870’erne indledte sit felttog mod Gud, konge og fædreland, lagt sin klamme hånd over dansk åndsliv og forsøgt at forhindre en fri meningsudveksling, der gik imod den politiske korrekthed. Med arkitekten og forfatteren Poul Henningsen som en mellemstation i 1930’erne har denne intolerance behersket vores hverdag frem til vore dages kulturmafia med DR i spidsen. Hvornår er en bog af Hyltoft blevet anmeldt i DR, Politiken eller Information?
En væsentlig årsag hertil har givetvis også været Hyltofts gradvise afstandtagen til Socialdemokratiet, efter at teknokraterne omkring Jens Otto Krag, Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard og Svend Auken kom til at beherske det gamle arbejderparti, i hvis traditioner Hyltoft var vokset op. Og endnu en årsag var partiets medvirken til en åbning af vore grænser i 1980’erne for en uhæmmet især muslimsk indvandring, der blev forceret, mens Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i årene 1993-2001. Hyltoft var én af de første, der i en lang række kronikker dengang og senere advarede mod denne udvikling, mod den islamistiske intolerance og manglende vilje til integration. Denne politiske orientering førte til, at han i 2009 meldte sig ind i Dansk Folkeparti.
Spidder kunstsnobberne
I alt har Hyltoft siden 1954 skrevet snart 600 kronikker både om indvandringen og om den intolerante og til dels hykleriske kulturradikalisme. Dertil kommer lidenskabelige indlæg til forsvar for dansk kulturarv, som han ser truet pga. DR’s manglende ansvarsfølelse overfor dansk litteratur og musik. Hyltofts indgående kendskab til dansk kultur og samfund bygger på en livslang erfaring: Som ansat i Kulturministeriet i 1960erne, hvor han var sekretær og taleskriver for Danmarks første kulturminister Julius Bomholt og dennes to efterfølgere Hans Sølvhøj og Bodil Koch, som kulturredaktør på dagbladet Aktuelt i 1970erne, som formand for Socialdemokratiets Kulturudvalg – og senest som næstformand i DR’s bestyrelse som en årvågen og aktiv repræsentant for Dansk Folkeparti.
Hyltofts livslange interesse for billedkunst kommer til udtryk gennem hans nære venskab med billedhuggeren Robert Jacobsen og malerne Egill Jacobsen og Gunleif Grube og som initiativtager til etableringen af kunstmuseet Arken i Ishøj i 1996. Dette engagement er baggrund for den spændende krimi Mordet på museet (1997) med dens satiriske angreb på kunstsnobberi og indspist dansk kulturpolitik.
Kunst og kærlighed
Men vi må ikke glemme, at Ole Hyltoft også er skønlitterær forfatter, der siden 1970 har udgivet en lang række romaner, noveller og digte. Han lagde ud med to debatbøger, der med udgangspunkt i social ansvarsfølelse og medmenneskelighed analyserer tidens herskende ideologier, kapitalismen og kommunismen. Disse to temaer er også grundlaget for dobbeltromanen De befriede og De besejrede (1979). Her udfoldes en vision af et idealsamfund, hvor kunst og kærlighed er de drivende kræfter. Dette ideal kan faktisk følges som en rød tråd op gennem forfatterskabet.
Som romanforfatter debuterede Hyltoft allerede i 1970 med Hvis lille pige er du? (1970), hvor han for første men ikke sidste gang benytter en kriminalgåde og inddrager elementer af den hårdkogte og spændingsfyldte agent- og spiongenre. Satiren, der er vittig, men også bidende – og her er Hyltoft en sand mester – er dog også et væsentligt element, her rettet mod det hjemlige embedsværk, som forfatteren kendte fra sin tid i Kulturministeriet.
Spiongenren videreføres – og spændingen stiger – i Hjertet sidder til venstre (1973), og den psykologiske personskildring uddybes betydeligt i portrættet af den opportunistiske viceskoledirektør Niels Jensen med venstreorienterede tendenser. Han vikles ind i en intrige, der omfatter palæstinensisk terror og spionagevirksomhed i Østtyskland.
Veloplagt men skånselsløst afslører Hyltoft her venstrefløjens klicheer om frihed og tolerance, hvilket tydeligt viser frem både til Revolutionens fortrop (1975), der fortjener at blive stående som en af vor litteraturs morsomste satirer. Gennem dette engagement skiller han sig ud fra de fleste af tidens forfatterkollegaer. I syv sammenhængende noveller viser Hyltoft korruptionen og hykleriet hos de venstrevredne intellektuelle. Disse er enten opportunisterne, de såkaldte ”glidegæs” eller dogmatiske ”munkemarxister” – de to ord er skabt af ham selv og blevet en del af vort sprog – og kom til at dominere store dele af det akademiske og offentlige liv i de næste årtier.
I Hyltofts næste bog med vort velfærdssamfund som baggrund, Hvem er angst for den stygge ulv (1976), rettes satiren mod tidens rødstrømpebevægelse. Men humoren afløses af en langt alvorligere tonefald i beretningen om industrispionage og de farlige kræfter, der står bag – titlens ”ulve”. Romanen har kvaliteter, der minder om den internationale agentroman i stil med Graham Greene – og det er et fornemt selskab!
Hyltoft skifter gear
Også i det følgende tiår udsendte Hyltoft en række satiriske romaner, der afdækker menneskers moralske skrøbeligheder. Således vil opkomlingen, titelfiguren i romanen Byggekongen (1981), for enhver pris til tops ved at gifte sig ind i en indflydelsesrig familie med forbindelse til kongehuset. Her anvender Hyltoft elementer af den såkaldte nøgleroman, hvor læseren kan nikke genkendende til de portrætterede figurer, i dette tilfælde de to dengang skandaleombruste finansmænd Bøje Nielsen og Jan Bonde Nielsen. Men heller ikke den sammenspiste københavnske kulturpolitik, et andet af Hyltofts yndlingsmål, undslipper hans skarpe pen. Alligevel hæver romanen sig over det rent dagsaktuelle ved også at være en bog om så forskellige emner som dansk natur, tragisk kærlighed og den uundgåelige død. Byggekongen burde genudgives, og det gælder også den helt unikke novellesamling Tante Isidora (1982) med en række nænsomme portrætter af tilværelsens stille eksistenser, der i kvalitet er en Herman Bang værdig – utvivlsomt et af forfatterskabets kunstneriske højdepunkter.
Efter endnu en række satiriske romaner skifter Hyltoft gear med to formidable erindringsbind Barn af partiet (2000) og Alle disse forhåbninger (2001). Efter en hjertevarm skildring af opvæksten i et traditionelt socialdemokratisk arbejdermiljø følger vi forfatterens stigende skuffelse over samme parti, der for ham forråder alle de humanistiske idealer, der havde fulgt hans familie. Solidaritet og kreativitet afløses af egoisme og forfængelighed blandt de socialdemokratiske politikere. Er der nogen, der nikker genkendende? De politiske portrætter følges op med et tredje bind med titlen Indefra (2018) med bidske portrætter af en række socialdemokratiske ministre.
Igen skifter Hyltoft gear med sin såkaldte Københavnerpigetrilogi (2005-13) – endnu et hovedværk – som er en blanding af politisk programerklæring, autentiske tidsbilleder, dampende erotik, drama og ikke mindst en lovprisning til kunsten. Vi starter i året 1905 og følger socialdemokratiets politiske vækst som baggrund for et lidenskabeligt kærlighedsforhold mellem arbejderpigen Julie og den aristokratiske kunstmaler William Lauenborg. Værket er også en hyldest til kunsten og fantasien og får endda et metafysisk perspektiv, der videreføres i de senere bind, der både indeholder voldsomme angreb på den danske regerings samarbejdspolitik under den tyske besættelse med en formidabel skildring af folkestrejken i august 1944. I tredje bind er hovedpersonen Lauenborgs barnebarn, Vini, departementchef i Kulturministeriet. Dette giver Hyltoft muligheden for at fortsætte sin kritik af statsadministrationen. Denne kritik rettes også i forbindelse med skildringen af journalisten Christmas mod den korrupte og indspiste medieverden befolket af de uundgåelige ”glidegæs”. Men endnu vigtigere er Hyltofts advarende analyse af et af de mest presserende politisk-sociale problemer i dagens Danmark: Sammenstødet mellem vort demokratiske samfund og den militante islamisme hos indvandrere fra Mellemøsten.
Det danske – og naturen
Tematisk beslægtet med denne kritik er den provokerende essaysamling Tør du være dansk?, allerede skrevet i 2009, men i dag ligeså aktuel som da bogen blev udgivet. Den indledes med en gribende kærlighedserklæring til Danmark: naturen, årstiderne, kunsten og kulturen. Dernæst følger en hyldest til det nationale fællesskab, solidariteten og demokratiet og endelig – og her genkender vi forfatteren af de satiriske samtidsromaner og utallige kronikker – et angreb på det, Hyltoft kalder for medieoverklassen med dens kulturradikale meningsterror og på de offentligt ansatte DJØF’er med deres forsvar for multikulturen og den uhæmmede indvandring, der netop ikke vil være dansk.
Hyltofts allestedsnærværende kærlighed til den danske natur med geografisk udgangspunkt i Nordsjælland finder et samlet udtryk i hans to smukke digtsamlinger Skabt af ild (1979) og Skabe lyst og glæde (2018). Ikke mindst i den sidste samling findes en række romantiske årstidsdigte, hvoraf ”Efterårsblæst” er optaget i Højskolesangbogen. Årstidernes skiften er også en væsentlig inspiration for essaysamling Livet ved havet (2015), som desuden er en hyldest til vores store romantiker Adam Oehlenschläger.
Så ikke blot Tisvildeleje, hvor forfatteren bor sammen med sin dejlige og dygtige hustru, tidligere skoledirektør Yvonne Svendsen, bør fejre ham, men også alle vi andre, der gennem årene har lært at værdsætte, ja beundre et forfatterskab, der forsøger at vise os den rette vej i menneskelighedens navn. Der er nok læsestof at gå i gang med, så det gælder om at skynde sig hen til nærmeste
