Pia Kjærsgaard: Parallelsamfund på Nørrebro blæser på coronaregler

0
10177
Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører har set større grupper af mennesker fra indvandrermiljøet forsamlet på Nørrebro. Hun undrer sig over, at politiet ikke griber ind. Københavns Politi vil have mere fokus på bl.a. handelssteder de kommende dage, oplyser politiet i et svar til ditOverblik

På Blågård Plads hang en større gruppe indvandrerdrenge fra bandemiljøet ud, foran og inde i de mellemøstlige fødevarebazarer stod folk tæt og ved Nørrebro Station sad 20-25 romaer tæt sammen.

Sådan så der ud på Nørrebro forleden, da DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard var en tur gennem den københavnske bydel. Hun har hørt lignende beretninger fra andre, der har været på Nørrebro den seneste tid, og det fik i weekenden Pia Kjærsgaard til at skrive et indlæg i Den Korte Avis.

Indlægget har overskriften ”Parallelsamfundet på Nørrebro er intakt”. Her konkluderer hun, at der er miljøer på Nørrebro, hvor man tydeligvis er ligeglade med de love og anbefalinger, som skal begrænse coronasmittens udbredelse i Danmark, herunder forbuddet mod at forsamles mere end 10 mennesker.

“Business as usual i bandemijøet”

Om drenge med bandetilknytning, der opholder sig i en større gruppe på en ellers affolket Blågårds Plads, skriver Pia Kjærsgaard:

”De kriminelle araberdrenge med bandetilhørsforhold hænger ud. Business as usual. Pengene skal ind. Og magten skal opretholdes. Disse grupperinger står altid og helt bevidst uden for samfundet. Så hvorfor skal de gøre tingene anderledes denne gang? Det er jo dem, der bestemmer,” skriver hun – og forsætter:

“hvorfor skal de gøre tingene anderledes denne gang? Det er jo dem, der bestemmer”

”De her folk gør tingene præcis, som de plejer. Og mens majoriteten af Danmarks befolkning er hensyntagende overfor hinanden, er de tilsyneladende komplet ligeglade med, hvad resten af befolkningen gør. Det er som det altid er. For skal man være en del af det resterende samfund, skal man føle sig som, og være en del af det. Samfundssind er i strid modvægt til parallelsamfundets grundlæggende værdier og gør derfor tingene på sin egen måde”.

Pia Kjærsgaard konkluderer, at man ikke lytter til myndighedernes anvisninger eller respekterer dem.

”Med mindre det ligefrem bliver lov og det kan udløse bøder eller fængselsstraf. Konsekvenser virker. Henstillinger og gode intentioner bliver ignoreret. For parallelsamfundet har altid været i opposition til majoriteten, som mere eller mindre modvilligt ad åre bliver minoritet i eget land,” skriver hun.

Hvorfor gør politiet ikke mere?

Pia Kjærsgaard understreger overfor ditOverblik, at hun også har set almindelige danske unge, der er samledes i for store grupper i det gode vejr, blandt andet omkring søerne i København. Men hun har ikke set så udtalt en ligegyldighed overfor coronareglerne, som på Nørrebro. Hun undrer sig over, at politiet ikke gør mere for at sikre, at reglerne overholdes:

”Det siger sig selv, at politiet burde gribe ind. Vi er en hel masse, som forsøger at overholde alle retningslinjer for at komme så hurtigt som muligt i gennem coronakrisen. Vi holder afstand i supermarkedet, vi går en bue uden om hinanden, når vi mødes på gaden osv. Og så kan man på Nørrebro opleve, at der er steder, hvor man intet gør. Jeg forstår ikke, at politiet ikke reagerer,” siger hun.

Københavns Politi: Her vil vi have særligt fokus

ditOverblik har bedt Københavns Politi om en kommentar til Pia Kjærsgaards kritik og oplevelser. Vi har pr. mail spurgt, om politiet kan genkende billedet fra de nævnte steder på Nørrebro og hvad politiet gør for at sikre, at reglerne overholdes. Vi har desuden spurgt, om politiet har fået henvendelser om overtrædelser de steder, som Pia Kjærsgaard nævner. I et svar skriver Københavns Politi:

”Generelt modtager vi mange henvendelser fra borgere, der har oplevelsen af, at mere end 10 personer er forsamlet. Ofte viser det sig, at forholdene er i orden, men enkelte gange må vi udstede påbud og rejse sigtelser. Det er det billede, der gælder for hele politikredsen inklusiv Nørrebro. Dog ser vi ved enkelte træningsanlæg, skaterbaner og handelssteder, at der indløber gentagne anmeldelser, så dem vil vi i dag og de kommende dage have et særlig fokus på. Vi har i lighed med de øvrige politikredse øget patruljeringen med betydelige ressourcer, der blandt andet vil blive anvendt på Nørrebro”.

Pia Kjærsgaards indlæg i Den Korte Avis kan læses her.