MORGEN: Borgerlige partier kritiserer Mette F for sololøb | Aftale på plads om støtte til kunstnere

0
2193
Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemødet mandag aften i Statsministeriet, hvor hun orienterede om den delvise genåbning af Danmark. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Borgerlige partier kritiserer Mette Frederiksen for sololøb

Venstres og Dansk Folkepartis formænd er utilfredse med, at de øvrige partier ikke inddrages i beslutningerne om genåbning af Danmark

CORONA-KRITIK | Statsminister Mette Frederiksen (S) kritiseres af flere borgerlige partiledere for at køre et sololøb om genåbningen af Danmark. Statsministeren sagde på et pressemøde i sidste uge, at regeringen ville arbejde “meget, meget tæt” sammen med Folketingets partier, og at hun ville tale med de øvrige partiledere i løbet af ugen. Men først søndag fik partiformændene en telefonisk orientering, og mandag blev de orienteret på et fælles Skype-møde. Det skete få timer før Mette Frederiksen på et pressemøde orienterede danskerne om regeringens genåbningsplan, og det er ikke i orden, mener flere borgerlige ledere.

DFs formand Kristian Thulesen Dahl siger til Jyllands-Posten:

“Jeg havde gerne set, at hun havde opfyldt det, som hun stillede offentligheden og os i udsigt; at hun ville inddrage partierne i, hvordan man genåbner Danmark (…) Jeg håber virkelig, at hun tager til efterretning, at det ikke har været kørt, som hun har stillet os i udsigt, og at vi så får forhandlinger om de kommende faser,” siger DF-formanden bl.a.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen siger at “hvis man vil have, at Folketingets øvrige partier skal være med til at tage ansvar, forudsætter det, at vi inddrages og klædes ordentligt på”.

Heller ikke de konservatives formand Søren Pape Poulsen er tilfreds. Han efterlyser “forhandlinger fremfor orienteringer”.

En kilde siger til Ekstra Bladet at ”vi har intet hørt om beslutningsgrundlaget bag at åbne Danmark igen. Det duer simpelthen ikke”.

Læs mere her:

Jyllands-Posten: Frederiksen anklages for sololøb trods løfte om inddragelse

TV2: Mette Frederiksen kritiseres af borgerlige partier: Hun handler egenrådigt

(ARKIV) Første skoledag i 0. klasse på Skolen ved Søerne på Frederiksberg. Eleverne i de mindste klasser og børn i daginstitutioner er de første, som skal tilbage til hverdagen. Det sker 15. april. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Ekspert: Bedre at åbne op for de ældste elever først

Eksperter undrer sig i Ekstra Bladet over, at de små elever skal først i skole. DFs formand forstår heller ikke, at man ikke tager de ældste elever først

GENÅBNING | Flere eksperter kritiserer overfor Ekstra Bladet den strategi, som regeringen har valgt i genåbningen af Danmark efter påske. De forstår ikke, at skolernes 0.-5. klasser samt vuggestuer og børnehaver skal åbnes op som det første.

“Jeg er overrasket over den prioritering. Det er en relativt stor befolkningsgruppe, der nu slippes ud, og som i sagens natur har svært ved at følge de regler, vi er pålagt. Det havde været bedre at tage de ældre elever, for de er nemmere at adfærds-regulere,” siger professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, til Ekstra Bladet.

“Det havde været bedre at tage de ældre elever, for de er nemmere at adfærds-regulere”

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, til Ekstra Bladet

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl undrer sig også over, at man tager de mindste elever først:

“Der er mange, der spørger sig selv, om det ikke er en mere farbar vej, hvis de ældste elever, der står over for afgangseksaminer, kommer ud. De ville nok også have lettere ved at forstå retningslinjerne, og at man skal holde afstand,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

Overlæge Jens Veirum, Aarhus Universitetshospital, forklarer overfor TV2 strategien med, at “små børn har de forældre, som bedst tåler at blive smittet med coronavirus”.

“Forældrene vil ofte være yngre, raske mennesker, og her er det meget få, som får et slemt forløb,” siger han.

Læs mere i Ekstra Bladet her.

Kulturminister Joy Mogensen (S) er blevet enig med et flertal af partier i Folketinget om en støtteordning for kriseramte kunstnere. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Bred politisk aftale: 100 millioner kr. sættes af til at støtte kriseramte kunstnere

Et politisk flertal er enige om støtte til kunstnere, som er hårdt ramt af corona. “På tide at vi fik en aftale om kunststøtteordningen,” siger DFs kulturordfører Pernille Bendixen

KULTUR | Et flertal i Folketinget er blevet enige om en kunststøtteordning på 100 millioner kroner til kunstnere med både A- og B-indkomst. Det oplyser Kulturministeriet tirsdag til Ritzau

Aftalen skal hjælpe kunstnere og kunsten, som er presset af coronakrisen i Danmark.

”Det går ud på at støtte al den kunst, der ville være lavet, hvis ikke corona holdt kunstnerne og hele Danmark væk fra hinanden. For vi har brug for, at de kunstnere også er der, når krisen er ovre,” siger kulturminister Joy Mogensen (S) til Ritzau

Dansk Folkeparti er også med i aftalen, og kulturordfører Pernille Bendixen glæder sig over en række DF-tiltag

”Vi er i Dansk Folkeparti rigtig glade for, at der endelig er fundet en aftale om kunststøtteordningen, og det var bestemt på tide efter et noget bøvlet forløb med skæve pakker. Nu kan vi fokusere på resten af kulturområdet, som er blandt andet omhandler museer, revyer og festivaller. Dem skal der findes en løsning på i dag,” siger Pernille Bendixen til ditOverblik.

”Vi er i Dansk Folkeparti rigtig glade for, at der endelig er fundet en aftale om kunststøtteordningen”

Pernille Bendixen, kulturordfører (DF)
En journalist skrev kritisk om statsminister Mette Frederiksen (S) og det udløste en besked fra stabschef Martin Rossen. Men hvad der stod i beskeden, er ikke omfattet af aktindsigtsreglerne, meddeler statsministeriet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Statsministeriet mørklægger stabschefs besked til kritisk journalist

Dagbladet Information har fået afslag på aktindsigt i korrespondance mellem statsministeriets magtfulde stabschef Martin Rossen og en journalist, der skrev kritisk om statsministeren

MØRKLÆGNING | En besked fra statsminister Mette Frederiksens magtfulde stabschef Martin Rossen til en kritisk journalist er privat og derfor ikke omfattet af reglerne om aktindsigt. Det er meldingen fra Statsministeriet til dagbladet Information, som har søgt om aktindsigt i en korrespondance mellem Martin Rossen og politisk kommentator Lars Trier Mogensen.

Sidstnævnte havde skrevet kritisk om Mette Frederiksens centralisering af beslutningsgangene, og det fik Rossen til at sende Lars Trier Mogensen en besked, som Trier Mogensen selv opfattede som intimiderende. Men hvad der stod i beskeden, kan Information ikke få lov at se, og Lars Trier Mogensen ønsker ikke at oplyse yderligere.

Men flere eksperter i offentlighedsloven siger til Information, at statsministeriet bryder loven med sit afslag på aktindsigt.

“Ud fra de foreliggende oplysninger er det min vurdering, at afslaget er åbenlyst forkert,” siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor i mediejura ved Syddansk Universitet, til Information.

Mediejuristen Oluf Jørgensen har samme opfattelse.

Lars Trier Mogensen har fortalt om Rossens besked i et DR-program, men han har ikke villet fortælle om ordlyden. Derfor søgte Information om aktindsigt.

Læs mere i Information her.

HELT KORT

(ARKIV) Dronning Margrethe i karet rundt i gågaden Svendborg Kommune i forbindelse med hendes sommertogt i 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dronningen aflyser sommertogter og genforeningsfest

På grund af coronakrisen udskyder Kongehuset sine besøg på Anholt, Aarhus og i Sønderjylland til 2021

AFLYST | Dronningens planlagte sommertogt med Kongeskibet Dannebrog til Anholt den 3. juni og Aarhus Kommune den 5.-6. juni aflyses. Begge kommuner planlægger i samarbejde med Kongehuset at gennemføre besøgene i forsommeren 2021. Desuden aflyses alle aktiviteter for Dronningen og den kongelige familie i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen af Danmark og Sønderjylland i juli. Det aflyste besøg vil blive gennemført med Genforeningsdagen den 15. juni 2021 som omdrejningspunkt. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

TWITTER & FACEBOOK

Peter Skaarup undrer sig på Twitter over regeringens strategi for genåbning af Danmark:

Morten Meserschmidt skriver på Twitter, at klimamålene må justeres. Erhvervslivet vil ikke være det samme efter krisen, skriver han: