Folketinget har 1. behandlet regeringens lovforslag om at lovliggøre peberspray. Det er ikke så vidtgående, som Dansk Folkeparti har ønsket, men retsordfører Peter Kofod Poulsen er godt tilfreds
Fra 1. januar 2019 skal det være tilladt for personer over 18 år at have en peberspray i eget hjem. Det foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i et lovforslag, som blev 1. behandlet i Folketinget torsdag.
Forslaget er ikke så vidtgående, som Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen kunne ønske sig. DF har tidligere rejst forslag om en fuld lovliggørelse, så man også kan tage pebersprayen med i byen eller på arbejde. Alligevel glæder Peter Kofod Poulsen sig over lovforslaget, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti bakker op.
”Det er ikke den fulde model, men det er et skridt i vores retning, og det er vi glade for. Jeg har sagt til ministeren, at jeg synes vi skal evaluere om et par år og se hvad danskerne synes om ordningen. Hvis de er glade for den, hvad jeg forventer, så kan vi tage debatten om ikke vi skal udvide den,” siger Peter Kofod Poulsen.
”Det er ikke den fulde model, men det er et skridt i vores retning”
Peter Kofod Poulsen, retsordfører, DF
Politiet: Peberspray kan optrappe konflikter
Politiet har på forhånd været kritisk overfor lovforslaget. Frygten er, at det vil kunne optrappe konflikter. Ved 1. behandlingen var resten af oppositionen også stærkt kritisk. Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen kalder pebersprayen for et håndvåben og advarer om, at kriminelle opruster, hvis peberspray lovliggøres.
”Det fremhæver samtlige eksperter på området. I værste fald kan det betyde flere knive og håndvåben i omløb. Det advarer politiet om, og det lytter vi til,” sagde Trine Bramsen.
Peter Kofod Poulsen tror ikke, at det vil betyde en oprustning hos de kriminelle – for de har allerede pebersprays.
”Spørgsmålet har bare været, om hr. og fru Jensen skal straffes, fordi de har en peberspray liggende i køkkenskuffen. Det tror jeg mange danskere allerede har i dag, hvor pebersprayen kan købes lovligt i Tyskland. Jeg har tillid til at befolkningen kan håndtere det her. Erfaringerne i andre lande, som regeringen har undersøgt, er at man håndterer det udmærket, så det tror jeg også at danskerne vil kunne,” siger Peter Kofod Poulsen.
Mere skånsom end køkkenknive og baseballkøller
Hvad ser du af fordele ved, at folk har en peberspray i hjemmet?
”I nogle situationer vil det kunne give folk en tryghed. Og hvis man ønsker at forsvare sig, så er det et af de forsvarsmidler som er mindst skadelige. En baseballkølle eller en køkkenkniv kan give kroniske skader og i yderste fald være dræbende. Så både for gerningsmanden og den person, der vil forsvare sig, er der mindre risiko ved en peberspray. Det er alt andet lige et mere skånsomt forsvarsmiddel,” siger Peter Kofod Poulsen.
Ifølge lovforslaget skal straffen for ulovligt at bære en peberspray i det offentlige rum skærpes for personer, som tidligere har fået fængselsstraffe for at overtræde våbenlovgivning eller begå vold, røveri mv. Pebersprayen skal kun kunne købes i våbenhandlere eller hos andre forhandlere, som har en politigodkendelse.