TV-reklamer for spil er usympatiske og uetiske, mener Morten Messerschmidt (DF), som ønsker et totalforbud mod tv-reklamer for spil. Antallet af reklamer for spil er tredoblet på syv år
”Livet er dejligt,” lyder det fra den kendte standupkomiker Uffe Holm, når han reklamerer for et online-casino på TV. ”Vi forstår spillere, for vi er spillere,” lyder det fra fodboldstjernen Brian Laudrup, når han reklamerer for bettingfirmaet Unibet. Og ”vi er en del af Bet365” fastslår skuespilleren Pilou Asbæk, når han reklamerer for ”verdens største onlinesportsbettingfirma”.
TV vælter i reklamer for bettingfirmaer og forskellige onlinespil. Men står det til Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er det snart slut. Han mener, at reklamer for onlinespil skal forbydes på tv.
”Jeg synes det er usympatisk at se den måde, som man markedsfører spil på tv. Vi ser kendte komikere og andre folkekære typer, som fortæller os, at livet er dejligt, hvis man spiller sin penge op. Vi ser reklamer med almindelige mennesker, der fortæller, hvor let det er med en lille investering at vinde penge så man kan komme på solferie. Jeg synes det er uetisk på denne måde at lokke folk til at spille og typisk tabe rigtig mange penge. Derfor mener jeg, at tv-reklamer for spil bør forbydes,” siger Morten Messerschmidt.
“Vi ser kendte komikere og andre folkekære typer, som fortæller os, at livet er dejligt, hvis man spiller sin penge op”
Morten Messerschmidt (DF)
TV-reklamer for spil tredoblet
En opgørelse fra Kantar Gallup viste for nylig, at antallet af bettingreklamer på radio og tv næsten er blevet tredoblet på syv år. I 2012 var der i gennemsnit 426 reklamespots om betting i døgnet. I 2018 var der i gennemsnit 937, og i 2019 har der i årets første otte måneder været 1197 bettingreklamer i gennemsnit i døgnet.
Og de virker. Ifølge klinikleder forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitet, Thomas Marcussen, kan tv-reklamerne have stor effekt på især dem, der spiller meget i forvejen.
”Når de ser de her reklamer, får de udskilt stoffet dopamin i deres krop. Og i stedet for at have en indre bremse i forhold til at spille, så er det som om, at hjernen trykker mere på speederen, hvilket gør det vanskeligere at holde igen,” sagde han for nylig til BT.
På linje med alkohol og tobak
Morten Messerschmidt mener, at spil bør behandles på samme måde som alkohol og tobak, når det gælder tv-reklamer:
”Mennesket er jo på mange måder svagt og har brug for, at der er en stat, som sætter nogle grænser for, hvordan man kan udnytte disse svagheder. Jeg vil ikke forbyde spilvirksomhed, men ligesom vi har et forbud mod tv-reklamer for alkohol og tobak, bør vi have et forbud mod reklamer for spilvirksomhed”.
Spilbranchen har selv udarbejdet et etisk kodeks, der bl.a. indebærer at TV-reklamerne skal reduceres og at de skal ledsages af budskaber som “Spil med omtanke” eller “Lad ikke spillet spille med dig”. Morten Messerschmidt har dog svært ved at se, at der ligger noget etisk kodeks bag de reklamer, som i øjeblikket bombarderer reklameblokkene på især sportskanalerne.
”At man laver reklamer, hvor man siger, at ’livet er dejligt’, hvis bare du spiller dine penge op, det synes jeg simpelthen er anløbent. Det her påvirker rigtig mange mennesker. Det er ikke bare den spilafhængige selv, det går ud over. Det er også deres familier og omgangskreds. Spil fører til fallit og i nogle tilfælde selvmord. Faktisk er ludomani den hyppigste årsag til selvmordsforsøg,” siger Morten Messerschmidt.
Mødes med skatteminister
Han rejste problemet med de mange spilreklamer overfor skatteminister Morten Bødskov (S) i Folketingets spørgetid forleden. Ministeren var ikke klar til at gå helt så langt som Messerschmidt ønsker, men han er enig i, at der skal gøres noget, og det blev aftalt, at de skal mødes for at drøfte mulighederne.
Morten Messerschmidts spørgsmål og skatteministerens svar kan ses på videoen her (starter ca. klokken 13.26.40)
”Det var godt at høre, at ministeren er enig i, at der skal tages nogle nye værktøjer i brug. Vi er så ikke helt enige i, hvilket værktøj der skal op af værktøjskassen. Jeg vil gerne bruge den store hammer med forbud, han vil gerne afvente. Men nu har vi aftalt at mødes og følge op, og forhåbentlig kan der komme nogle nye initiativer på banen efter nytår,” siger Morten Messerschmidt.
For nogle uger siden foreslog Venstres EU-parlamentariker Søren Gade et lignende forbud.
I følge Ludomaniforeningen er der ca. 10.000 ludomaner i Danmark.