God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
Skattestigninger betaler for rød finanslov, som også lemper udlændingepolitikken
Regeringen og støttepartierne har indgået finanslovsaftale, som bl.a. skal bane vejen for minimumsnoreringer i vuggestuer og børnehaver fra 2025
FINANSLOVSAFTALE | Efter flere ugers forhandlinger blev regeringen og dens støttepartier mandag aften enige om en finanslovsaftale for 2020. Aftalen “sætter en ny retning for Danmark, hvor det er velfærd i centrum, og hvor det grønne kommer til at dominere,” sagde finansminister Nicolai Wammen (S), da han præsenterede aftalen foran glasdøren i Finansministeriet mandag aften.
Minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer fra 2025, flere penge til psykiatrien, flere penge til folkeskolen og penge til opkøb af landbrugsjord til grøn omstilling. Det er nogle af elementerne i aftalen, som også indeholder lempelser på udlændingeområdet. Blandt andet bliver det nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark, der sættes penge af til at modtage 500 kvoteflygtninge årligt, og det bliver nemmere for udlændinge, som har fået inddraget deres opholdstilladelse, at få ret til at blive i Danmark.
Se mere om finanslovsaftalens hovedpunkter hos TV2 her.
Finansloven skal betales med en række afgifts- og skattestigninger. Afgiften på generationsskifte for familievirksomheder hæves fra 6 til 15 pct. Afgiften på leasing af firmabiler stiger. Prisen på cigaretter hæves fra ca. 40 kr. til først 55 kr. og derefter 60 kr., og en planlagt skattelettelse på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon bliver også afskaffet.
Finanslovsaftalen kan ses her: aftale-om-finansloven-for-2020
Børn med handicap står udenfor fællesskabet
Ny undersøgelse viser, at næsten halvdelen af alle børn med handicap ikke trives i skolen
HANDICAP | I en ny spørgeskemaundersøgelse gennemført af Danske Handicaporganisationer svarer 45 procent af de adspurgte forældre i en spørgeskemaundersøgelse, at deres barn ikke trives i skolen. Et tilsvarende antal (46 %) svarer, at deres børn ”slet ikke” eller ”i lav grad” deltager i sociale fællesskaber i fritiden.
”På trods af et øget fokus på inklusion er mange skoler endnu ikke lykkedes med at løse opgaven med at skabe klassefællesskaber med plads til mangfoldighed. Og når vi ikke er lykkedes med det, er det klart, at de børn – som ikke er som de fleste – kommer til at opleve mistrivsel”, siger Janne Hedegaard Hansen, centerchef ved Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge, til Kristeligt Dagblad.
Røde Kors åbner sundhedsklinik for illegale udlændinge
Røde Kors åbner ny sundhedsklinik i Odense for udlændinge, der ikke har tilladelse til at være i Danmark
UDLÆNDINGE | ”Det her er en nødløsning. Vi har gentagne gange bedt politikerne om at ændre lovgivningen, så mennesker uden et gult sygesikringsbevis kunne få hjælp af sundhedssystemet. Men det har der ikke været politisk vilje til”, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, til DR.
SF bakker op om tiltaget, mens Dansk Folkeparti kritiserer, at man forbedrer forholdene for personer, der opholder sig illegalt i Danmark.
”Det er trist, at vi bliver ved med at lave tilbud til folk, der er her ulovligt. De har ikke ret til at være i Danmark, og derfor er de illegale. Jo flere tilbud, der er til illegale, jo bedre er det for dem, og det vil tiltrække flere til at være her”, siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.
“Jo flere tilbud, der er til illegale, jo bedre er det for dem, og det vil tiltrække flere til at være her”
Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, til DR
Konsulentfirma fik 228.750 for at ansætte pressechef i ministerium
Og det endte med, at der blev ansat en pressechef, der i forvejen havde arbejdet for minister, afslører DR
PRESSECHEFER | Det har været dyrt at ansætte en pressechef i Børne- og Undervisningsministeriet. Og pengene, der er brugt på ansættelsen, kunne have været sparet. For de 259.993,75 kroner, som er brugt på konsulenter og jobobslag, førte ikke til en ansættelse. I stedet blev stillingen slået op igen, og det endte med, at Thomas Bro Sæhl blev ansat. Og ham havde man ikke behøvet at bruge dyrt betalte konsulenttimer på at finde. For han var tidligere spindoktor for social- og indenrigsminister Astrid Krag, dengang hun var medlem af SF og sundhedsminister. Han har desuden været rådgiver for SF-formand Villy Søvndal og dermed tæt på Martin Rossen, som i dag er Mette Frederiksens stabschef.
Det er Danmarks Radio, der har søgt aktindsigt i ansættelsesproceduren, og som kan afsløre det dyrt betalte og overflødige køb af konsulentydelser. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrant-Theil erkender overfor DR, at pengene kunne have været sparet:
“Ja, sådan kan man jo godt sige det. Hvis jeg havde været en gammel, garvet minister, lige da jeg blev udnævnt som minister, så ville jeg givet have stoppet det her. Men eftersom jeg tiltrådte som minister, og det her var det, der var den gængse ansættelsesprocedure, så vurderede jeg ikke, at jeg selv havde en sikker nok hånd til at træffe en beslutning om, at ansættelser skulle foregå på en anden måde,” siger ministeren til DR. Hun fortæller, at hun nu har lavet ansættelsesproceduren om.
Det var konsulentfirmaet Zeuthen Storm, der blev hyret til opgaven. Alene udgifterne til konsulentfirmaet var på 228.750 kroner.
Analytiker: Nye Borgerlige uden indflydelse
Professor i Statskundskab Peter Nedergaard levner i analyse i Kristeligt Dagblad ikke Nye Borgerlige mange chancer for at overleve
PARTIER | Kan Nye Borgerlige overleve? Sådan lyder overskriften på en analyse i Kristeligt Dagblad, skrevet af professor i statskundskab Peter Nedergaard. Og hans svar er, at det bliver svært. For Nye Borgerlige er stort set uden indflydelse i Folketinget, og partiet er nærmest 100 procent afhængig af partilederen Pernille Vermund.
”Hun er partiets helt store trækplaster. Hun har en aktiv profil i medierne og er en god debattør. Partiet står og falder i betydeligt omfang med hende. Med hende i forgrunden har partiet en mulighed for at sætte de ting til debat, som man mener er underbelyst,” skriver han.
Men selv med Vermund bliver det svært på sigt at overleve for partiet, mener han:
“En årsag hertil kunne være, at partiets vælgere finder ud af, at partiet er så godt som helt uden for indflydelse, og at man kunne få faktisk indflydelse gennem et af de borgerlige partier, som går efter at få magt, selvom det indebærer, at man skal gå på kompromis med ens politiske,” skriver Peter Nedergaard i Kristeligt Dagblad.
UDLAND
Nyt skyderi i Malmø: 25-årig død
20-årig anholdt efter skyderi, som kostede 25-årig livet
SVERIGE | En 25-årig mand blev mandag aften skudt i Malmø. Han fik livstruende skader og døde senere på hospitalet. En 20-årig mand er tidligt tirsdag morgen blevet anholdt og sigtet for at stå bag. Skyderiet er det seneste i en stribe skudepisoder, der forbindes med konflikter i bandemiljøet i Malmø.
POLITISK KALENDER – tirsdag den 3. december 2019
Møde i Folketinget – bl.a. disse punkter:
Forespørgsel til beskæftigelsesministeren om ventetid i arbejdsskadesager
Hvordan vil ministeren sikre, at borgere, som har været udsat for en arbejdsulykke, ikke skal vente i årevis på at få den endelige afgørelse i deres arbejdsskadesag? Af Karina Adsbøl (DF), Bent Bøgsted (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Dennis Flydtkjær (DF).
TWITTER & FACEBOOK
DFs formand Kristian Thulesen Dahl kommenterer finanslovsaftalen på Twitter:
Finanslovsaftalen er også emnet hos Peter Skaarup, som på Twitter skriver: