MORGEN: Skaarup: Baby af IS-krigere bør tvangsfjernes | Levakovic-familien skifter navn

0
2824
Sønnen af en afdød dansk-somalisk kvinde, der har været en del af IS, blev torsdag bragt til Danmark. Drengen har opholdt sig i al-Hol-lejren i Syrien. Foto: ALI HASHISHO/Ritzau Scanpix

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Skaarup: Baby bør tvangsfjernes, før han radikaliseres

DFs retsordfører bekymret over, at dreng af IS-forældre anbringes hos familien i Danmark

FREMMEDKRIGERE | En 11 måneder gammel baby landede i går i Københavns Lufthavn. Drengen er søn af en nu afdød dansk-somalisk kvinde med tilknytning til Islamisk Stat. Historien om den forældreløse dreng deler vandene på Christiansborg, og særligt det faktum, at drengen nu skal bo hos sine bedsteforældre, bekymrer Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup. Han opfordrer danske myndigheder til at sikre, at barnet ikke radikaliseres hos de bedsteforældre, der nu bliver barnets værger.

»Jeg så hellere, at man tvangsfjernede barnet, indtil myndighederne har undersøgt familien og sagt god for den,« siger Peter Skaarup til B.T.

Forsiden af Ekstra Bladet fredag om Levakovicfamilien.

Levakovic-familien skifter navn, men det burde ikke være lovligt, siger DF’s retsordfører

Medlemmer af den kriminelle Levakovic-familie har ifølge Ekstra Bladet skiftet navn til Hansen og Christiansen

KRIMINALITET | Flere medlemmer af den kriminelle Levakovic-familie har skiftet det kontroversielle efternavn ud med danske efternavne som Hansen og Christiansen. Det skriver Ekstra Bladet i dag. Men navneskiftet burde ikke være muligt. Sådan lyder det fra DF’s retsordfører, Peter Skaarup. Han mener ikke, at kriminelle med en dom på mere end tre måneders ubetinget fængsel skal have ret til navneændring.

– Det skal generelt være sværere for kriminelle at løbe fra deres kriminelle fortid. De skal ikke kunne skjule sig ved at skifte navn – og det vil også gøre det nemmere for borgerne at beskytte sig mod at have med kriminelle at gøre. Det er jo klart, at hvis en person udgiver sig for at hedde Hansen og i virkeligheden hedder Levakovic, så bliver det svære for borgerne at vide, om det er en, man skal være på vagt over for, siger Peter Skaarup.

Læs mere i Ekstra Bladet her.

Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Sager om familiesammenføring og opholdstilladelse trækker ud

Pia Kjærsgaard kræver hurtigere sagsbehandling i Udlændingenævnet

»En sagsbehandlingstid skal være så kort som muligt. Og en afgørelse er væsentlig at få så hurtigt, det kan lade sig gøre. Det siger sig selv.« Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, i dagens Berlingske. Reaktionen kommer på baggrund af en række tal, der viser, at sagsbehandlingstiderne for klagesager i Udlændingenævnet i første halvår af 2019 var 273 dage. Det er problematisk, mener Pia Kjærsgaard. Hun understreger dog, at den første afgørelse fra Udlændingestyrelsen selvfølgelig burde få folk til at rejse ud, men skulle der komme klager, bør disse selvfølgelig behandles hurtigst muligt.

klima-, energi- og forsyningsministeren Dan Jørgensen (S). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Støttepartier skuffede over regeringens klimaambitioner

Klimaforhandlinger kører i slæbegear og regeringen lever ikke op til egne ambitioner, lyder kritikken

KLIMA |Regeringen kritiseres for nøl og lave ambitioner i forhandlingerne om den klimalov, som ellers var et af de helt store løfter i valgkampen. Flere partier siger til Jyllands-Posten, at forhandlingerne står i stampe og at det, regeringen har præsenteret er ”en bleg afskygning af de flotte ord fra både før og efter valget”.

Jyllands-Posten er i besiddelse af regeringens udspil fra de mørklagte forhandlinger, og avisen skriver, at udspillet ”langt fra lever op til de forventninger, som særligt regeringen og støttepartierne selv har skabt omkring klimaloven”. Indtil videre er der kun enighed om den overordnede målsætning om en at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent inden 2030. Regeringen lægger ikke op til delmål, selv om det står i forståelsespapiret fra regeringsforhandlingerne, og der lægges heller ikke op til reelle sanktioner, hvis ikke målene bliver nået.

I aftalen er der bl.a. afsat 244 millioner kroner til opfølgning på demenshandlingsplan 2025.

Bred politisk aftale fordeler 849 mio. kroner til udsatte grupper

Der afsættes bl.a. 244 millioner kroner til opfølgning på demenshandlingsplanen

SATSPULJE | Samtlige partier i Folketinget undtagen Nye Borgerlige er blevet enige om at fordele 849 millioner kroner over de næste fire år til forskellige indsatser på social-, sundheds- og arbejdsområdet. Pengene er den såkaldte reserve efter satspuljen, som blev nedlagt sidste år. En af de største beløb – 244 millioner kroner – afsættes til opfølgning på demenshandlingsplan 2025.

Andre områder er indsatser for hjemløse, exit-program for prostitution, ungekrisecenter, bedre rammer for overgangen til voksenlivet for unge med handicap, undersøgelse af anbringelsessager og fritidsaktiviteter til udsatte børn og unge. Der er også penge til at have fast tilknyttede læger på plejecentre og til en udvidelse af Livslinien.

Aftalen kan læses her.

Grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Arkivfoto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Tysk politi skærper kontrollen ved den danske grænse

Tysk politi opretter to kontrolposter ved dansk-tyske grænse

GRÆNSEKONTROL | Tysk politi har torsdag aften skærpet kontrollen ved den dansk-tyske grænse. Det skriver jv.dk. Der er etableret to store kontrolposter ved Kupfermühle/Kruså og ved Harrislee/Padborg. Torsdag aften var mere end 20 betjente i aktion alene Küpfermuhle, beretter avisen, og en pressetalsmand fra forbundspolitiet i Flensborg siger til Jyske-Vestkysten, at man allerede i begyndelsen af november begyndte at øge kontrollen.

Tiltagene sker efter, at den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, har meddelt, at kontrollen skal være strengere ved alle tyske ydergrænser.

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg havde torsdag social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i samråd om ansættelsen af ministeriets nye kommunikationschef, der har en partipolitisk baggrund. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ny kommunikationschef i ministerium var frivillig for minister i valgkampen

Regeringen kritiseres for at ansætte pressefolk i ministerierne med fortid i Socialdemokratiet

POLITISKE ANSÆTTELSER | Den nye kommunikationschef i Social- og Indenrigsministeriet arbejdede i valgkampen frivilligt for social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), og han har været partifælle med hende, både da hun var i SF og nu i Socialdemokratiet. Det kom frem på et samråd torsdag med ministeren. Astrid Krag fastholder, at ansættelsen af den nye kommunikationschef er sket helt efter bogen og uden hendes indblanding, men det tror oppositionen ikke på:

”Der er ingen tænkende mennesker, der tror, at den person, der arbejdede frivilligt for Astrid Krag i valgkampen, tilfældigvis var den bedst kvalificerede i hele Danmark til at blive kommunikationschef i Social- og indenrigsministeriet, da Astrid Krag blev minister,” sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen i samrådet, ifølge MediaWatch.

Ole Birk Olesen, der havde indkaldt til samrådet, mener, at det ikke er tilfældigt, at seks ud af otte nye kommunikations- og pressechefer, som er blevet ansat i ministerierne efter valget, har en fortid i Socialdemokratiet

POLITISK KALENDER

9.30: Åbent samråd om FN’s Menneskerettighedsråd og Israel

Åbent samråd med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om regeringens holdning til det faste dagsordenspunkt 7 om Israel i FN´s Menneskerettighedsråd. Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvorfor der er ændret i regeringens holdning, således at der nu fra dansk side ikke længere som princip undlades at stemme under det faste dagsordenspunkt 7 om Israel i FN’s Menneskerettighedsråd. Udvalget har endvidere bedt ministeren oplyse, hvorfor Danmark arbejder for negativ særbehandling af Israel.

15:00: Statsministeren mødes med kommende formand for Det Europæiske Råd

Statsminister Mette Frederiksen (S) tager fredag imod den kommende formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel.

TWITTER & FACEBOOK

DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard kommenterer på sin Facebookside aftalen om, at børnefamilierne skal flyttes væk fra udrejsecenter Sjælsmark. Se mere her.