MORGEN: Positive coronatal blev bremset af regeringen | SU til udlændinge eksploderer | Skibby: Regeringen vildleder om hjælp

0
2341
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på vej til et samråd 14. maj, hvor han skulle redegøre for regeringens hidtidige og fremadrettede test-strategier om covid-19. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Brostrøm og Mølbak ville offentliggøre positive coronatal men blev bremset politisk

De to sundhedsdirektører havde gode nyheder til danskerne den 20. marts, men de blev først offentliggjort den 23. marts, afslører Ekstra Bladet

CORONA-SMITTE | Positive tal om coronasmitten i Danmark blev bremset politisk, da sundhedsmyndighederne ville offentliggøre dem den 20. marts. Det skriver Ekstra Bladet, som har fået aktindsigt i en korrespondance mellem bl.a. Sundsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og direktør i Statens Serum Institut, Kaare Mølbak.

I følge avisen var smittetrykket den 20. marts nede på 2,1 og ikke 2,6, som man tidligere havde opereret med. Det mente Brostrøm og Mølbak var så positive nyheder, at det burde offentliggøres med det samme. Men det måtte de ikke. I følge Ekstra Bladet skrev Søren Brostrøm til Mølbak, at “det vil man ikke politisk”. I stedet blev tallene først offentliggjort den 23. marts, den dag statsminister Mette Frederiksen (S) forlængede den massive nedlukning af Danmark.

I følge Ekstra Bladet fandt følgende mail-korrespondance sted mellem de to sundhedsdirektører den 20. marts:

Brostrøm: “Vi havde håbet på at kunne udsende det i dag”.

Mølbak: “…betyder det, at intensiv-rapporten ikke kommer ud i dag? Figuren giver grund til behersket optimisme”

Brostrøm: “Helt enig […] i, at vi burde udsende strategi-rapport og ITA-analyse i dag, men det vil man ikke politisk'”.

Ekstra Bladets afsløring har fået Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til at skrive på Twitter:

“Det viser sig nu, at positivt lave tal for Covid-19-smittens udbredelse er blevet tilbageholdt af politiske årsager. Hvorfor måtte danskerne ikke kende de tal?”.

Læs mere i Ekstra Bladet her

Arkivfoto

SU til udlændinge eksploderer – og nu kræver støttepartier flere engelsksprogede studiepladser

Danmark betalte i 2018 mere end halv milliard kr. i SU til udenlandske studerende. Det skete trods politisk aftale om, at udgifterne ikke må overstige 422 mio. kroner

SU | I 2018 udbetalte den danske stat mere end en halv milliard kroner i SU til udenlandske studerende. Det viser nye tal, som BT offentliggør.

Danmark har ellers et politisk vedtaget loft på 422 millioner kroner for SU til udlændinge. For at holde sig inden for det, blev antallet af engelsksprogede studiepladser skåret ned med 1000 under den borgerlige regering. Men i forståelsespapiret mellem den nye S-regering og dens støttepartier, er det aftalt, at antallet af engelsksprogede studiepladser skal øges igen, og det har bragt regeringen i en kattepine, skriver BT. På den ene side skal regeringen overholde SU-loftet. På den anden side skal den overholde forståelsespapiret.

De radikale er således fast besluttet på, at der skal oprettes flere engelsksprogede studiepladser:

“Loftet over engelsksprogede uddannelser skal afskaffes hurtigst muligt. Det stoler jeg fuldt og fast på, at regeringen gør, når det står sort på hvidt i forståelsespapiret. Så må vi i stedet finde andre måder at få styr på SU-udgifterne,” siger Katrine Robsøe, uddannelsesordfører for De Radikale, til BT.

Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger, at “det vigtigste lige nu er få styr på SU-udgifterne”.

I 2013 fastslog EU-domstolen, at Danmark er tvunget til at give studerende fra andre EU-lande SU, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af studierne. Det har siden fået SU-udgifterne til udlændinge til at vokse fra 88 mio. kr. i 2013 til 513 mio. kr. i 2018.

Hans Kristian Skibby, erhvervs- og transportordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

DF kritiserer regeringen for vildledning om lønkompensation

Jensens Bøfhus fyrede 200, fordi konfliktramte virksomheder ikke kunne få lønkompensation i følge Beskæftigelsesministeriet. “Regeringen har misbrugt situationen,” siger DFs erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby

HJÆLPEPAKKE | DF og Venstre angriber regeringen for at vildlede Folketinget og for at være skyld i fyringer, da den i marts lagde op til, at konfliktramte virksomheder ikke havde ret til lønkompensation. Anklagen fra de to partier kommer, fordi Beskæftigelsesministeriet den 23. marts lavede et notat efter beslutningen om at indføre en lønkompensationsordning. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Her lød det at »lønkompensationsordningen ikke kunne bruges i forhold til det faglige arbejde, som er omfattet af en konflikt«. En af de virksomheder, der fik indtryk af, at lønkompensation derfor ikke var en mulighed for dem, var restaurantkæden Jensens Bøfhus.

Og det fik konsekvenser, da virksomheden måtte afskedige godt 200 medarbejdere som direkte resultat af ikke at have fået lønkompensation.

Regeringen vil ændre bekendtgørelsen, så det fremover fremgår, at konfliktramte virksomheder ikke kan få lønkompensation.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby mener ikke det er nok. Der er sket “vildledning”, og han er skuffet over, at man nu ændrer bekendtgørelsen.

“Når vi indgår aftaler, forventer vi ikke, at man, nærmest inden blækket er tørt, går ind og ændrer på præmisser, regler og vilkår for nærmest navngivne virksomheder. Det er misbrug af situationen,” siger han til Jyllands-Posten og kalder situationen for “noget af et skred”.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Notat afsløret: Sådan ville regeringen plante nyhed om barnebruds-forbud i udvalgte medier

Internt regeringsnotat havnede ved en fejl hos TV2. Det tvang regeringen til at fremrykke lanceringen af nyhed om forbud mod religiøse vielser for mindreårige

SPINPLAN | Tirsdag udsendte udlædninge- og integrationsministeriet en pressemeddele om, at regeringen vil forbyde religiøse vielser af mindreårige. Men det var slet ikke meningen, at den nyhed skulle have været offentliggjort nu. Det kan TV2 afsløre. TV-stationen har nemlig ved en fejl fået tilsendt et internt arbejdsdokument fra regeringen, hvoraf det fremgår, at nyheden skulle have været serveret solo til Berlingske til lancering den 5. juni – forinden skulle den dog have været breaket til TV2 News om aftenen den 4. juni. Det fremgår desuden af notatet, at også Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad skulle have haft nyheder fra udspillet, som i notatet beskrives som en “strammerplan”.

Hele spin-planen gik dog i vasken, da TV2 tirsdag kontaktede udlændinge- og integrationsministeriet for en kommentar om udspillet. Det fik ministeriet til i stedet i al hast at udsende en pressemeddelelse.

TV2-afsløringen får DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgagaard til at skrive på Twitter:

“Jeg ved ikke helt hvorfor? Men lige pludselig synes jeg, hensynet til unge piger, social kontrol, religiøse vielser, parallelsamfund er forsvundet i spin fra en magtsyg regering”.

“Lige pludselig synes jeg, hensynet til unge piger, social kontrol, religiøse vielser, parallelsamfund er forsvundet i spin fra en magtsyg regering”

Pia Kjærsgaard (DF) på Twitter

Læs mere på TV2.dk her

ANDRE NYHEDER

Ceres Park gøres klar med papfigurer og storskærm før superligakampen i aften imellem AGF og Randers. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

DR: Så starter superligaen igen – uden tilskuere

SAS præsenterer milliardunderskud

Frist for virksomheders moms- og skattebetalinger forlænges

TWITTER & FACEBOOK

DFs EU-parlamentsmedlem Peter Kofod om EU-kommissionens store corona-plan:

Søren Espersen om samme plan – på Twitter:

Peter Skaarup kommenterer afsløringen på TV2 af, at regeringen vil plante sin nyhed om forbud mod religiøse vielser for mindreårige: